En af de dage

Mandag er en svær én sådan at få taget hul på, men det kommer vel. Lige nu er en grundig oprydning i gang, men ikke mere end jeg finder fristelsen til at sidde her større.

Horisonten er sort, men lige nu og her skinner solen, så jeg skal vel ikke klage det mindste. Vinden sender de saftiggrønne blade hid og did, så der er sikkert god tørring i luften. Det vil være praktisk i forhold til det vasketøj jeg har i maskinen, for nok er der ferie, men der er også masser af praktiske opgaver at tage hul på. I dag er forbeholdt hus og hjem, for der trænger.

Jeg går rundt omgivet af vat og bomuld og har følelsen af, at jeg ikke er rigtigt til stede. Jeg kravler rundt indeni i stedet for at smutte ud i virkeligheden, hvor der er nok af praktiske ting at forholde sig til, men jeg formår det ikke rigtigt.

Måske er det sådan en dag jeg skal have. En af de dage, hvor jeg er svær at fange og umulig at diskutere praktisk med. En af de dage, hvor man kan spørge mig om hvad som helst og jeg vil svare fraværende, men i positiv ånd. Det er på de dage, at jeg ind imellem får sagt ja til de mest utrolige ting. Når familien bagefter påstår, at jeg begejstret svarede ja til dette eller hint, kan jeg ingenting huske.

Det på dage, som i dag, at jeg ikke tager telefonen. Det er de dage, hvor jeg ikke orker at se eller forholde mig til andre mennesker. Så burde jeg være eneboer. Min indre eremit tager over. Det er vel i grunden okay og ofte viser det sig, at det ikke holder mere end et par timer. Så vender jeg tilbage til virkeligheden og bliver lige så irriterende nysgerrig på livet, som jeg plejer at være.