Rødt chok

De sidste muffins er ude af ovnen og mens de stod på parade, lod jeg mig friste af det gode vejr. Jeg tog kameraet under armen og Oskar med om benene, for lige at runde det grønne rum et øjeblik.

Der er grønt de fleste steder, men der er også enkelte røde chok at hente nede i dybet. Her kommer lidt rødt til øjnene…

Kæmpevalmuerne er fantastiske, som de står og svajer i den blide brise, som hersker på matriklen for øjeblikket. Jeg nyder, at der ikke blæser en halv pelikan og jeg sætter mig derfor midt i valmuerne, for at beundre for en stund.

Der er rødt over hele linjen, når man sniger sig tæt på. Rødt i uendelige nuancer, men rødt, så det forslår…

Midt i valmuerne sidder frugtknuden. Den ligner en sukkerstrøet vingummi, som er omkranset af en skov af underlige, små og hætteklædte mænd. Et helt kunstværk i sig selv.

Om et øjeblik er valmuernes tid forbi for denne sæson. Tiden er så kort, så der skal nydes. Nogle af dem skal flyttes højere op i haven, for de står i bunden af den, nede ved køkkenhaven og vi kommer der alt for sjældent.

Når blomstringen er slut, slås de sammen med resten af græsset. De vender troligt tilbage næste år og året efter.

Der er stadig noget at glæde sig til. Masser af tunge blomsterknopper vajer i vinden, så det er ikke slut endnu, men jeg elsker dem og kunne se på dem hele sommeren.

At ligge i græsset på en solskinsdag med næsen i sky og udsigt til kæmpevalmuens røde eksplosion er salighed. I dag er himlen ikke blå, men oversået med skyer, som varsler regn senere i dag. Det er i orden, så længe jeg når at beundre og det gør jeg.

Valmuerne breder sig. Uden at gøre noget som helst, er jeg endt med en ordentlig bunke nydelse, der svulmer og ulmer her i det tidlige forår.

For nogle uger siden gravede jeg nogle stykker op og drog tværs gennem Jylland, for at aflevere dem til senere brug i en have, som ligger langt her fra. Jeg håber, de har overlevet, og modtageren får sit røde chok til næste år, når de igen vælger at blomstre.