Nu kunne man måske anføre, at jeg kommer for lidt rundt på matriklen, men jeg synes det er lusket, sådan at gemme tingene for mig…
Jeg skulle lige hente et garnnøgle og så fik jeg chokket. Inde mellem planter og stager stod en lille gnom og grinte af mig. Jeg havde ikke sat ham der, vidste jeg med sikkerhed. Faktisk havde jeg slet ikke nogensinde investeret i en som ham, så det her måtte handle om noget helt andet.
Jeg snuppede ham i hans grønne hat og kiggede undrende på ham. Mon Oline havde købt pynt til stuen? Nej, hun ville aldrig købe en havenisse, for hun ved ganske udmærket, at jeg ikke vil have havenisser nogen steder.
Nogen havde spillet mig et puds og jeg vendte bunden i vejret på skidtet for at blive klogere. Der var hånen… blåt på hvidt!
Nu er jeg ikke længere i tvivl. Det er Gitte! Hun er et skidt bekendtskab! Hun har en trang til at dekorere alle de steder, hvor der ikke skal dekoreres – eller vel nærmere en trang til at hærge private hjem, for sidste gang var det en engel med udbredte vinger på størrelse med en amerikans ørns. Guldglimmer havde den også. Det har nissen i det mindste ikke og han er da heller ikke særlig stor. Det var englen og det krævede specielle egenskaber at få den afsat diskret en aften i Valby.
Vores familie har vandrepokaler. Vi smider dem i tasken, tager på visit i uskyldige hjem, trækker pokalen af tasken og placerer den et diskret sted. Vi tager afsted igen og nægter siden ethvert kendskab til skidtet, men fidusen er, at den skal videregives og det skal ske uset.
Pokaler er vel så meget sagt. Vi havde en vandreengel, som vist døde ved et uheld engang ude i verden og nu har vi så en vandrenisse, som nok skal få ben at gå på. Pas på! En skønne dag står han i din stue!
Fandens også!
32 kommentarer
Så lykkedes det igen… | Slagt en hellig ko...
14. december 2008 at 18:53[…] sommer, da Thomy og Gitte var forbi, blev vi nisset godt og grundigt. Jeg var så naiv, at jeg var overbevist om, at den slags terror var overstået, men jeg modtog en […]
Liselotte
14. august 2007 at 17:19Birgitte, jeg kommer af og til i Holland og der er mange havenisser, men ganske få julemænd :-)
Jo, jeg kender godt digtet :-)
Birgitte
14. august 2007 at 16:53hej igen
jeg kan betro dig en lille sproglig forteelse vedr. havenisser.
I Holland er havenisser et meget alm. fænomen. De går under betegnelsen “tuin-kabauters”. Til gengæld kender hollændere ikke til julenisser (vi andre vi jo heller ikke en gang selv, hvor disse stammer fra).
Da jeg boede i holland undrede mine danske besøgende sig over, at underboen havde julenisser i haven.
Efter vi er flyttet til DK undrer min hollandske familie sig over, at vi har havenisser på juletræet.
Liselotte – ud over, at der er både skønt, smukt og dejligt i Holland – samt vindmøller (du kender vel digtet), så er der også forbandet mange havenisser….
Liselotte
13. august 2007 at 19:58Jeps, men det er selvvalgt tortur ;-)
Birgitte
13. august 2007 at 19:55Hej igen
det er jo tortur, hvis man har lavet en joke, og går rundt og venter på, at offeret opdager det….
Liselotte
13. august 2007 at 14:51Vandre-Kitch er godt og kan det få en til at grine, er det dobbeltgodt. Det kunne havenissen altså :-)
Jeg har lige snakket med svigerinden (synderen) og hun var helt flad af grin over, at jeg først så den i går ;-)
Birgitte
13. august 2007 at 13:49Hej Liselotte
du kender mig ikke (jeg er medlem på handibarn). Jeg smuglæser en gang i mellem her og nyder dine fotos.
Lige nu sidder jeg og griner ad din vandrenisse….har ellers haft en dag, hvor der ikke har været meget at grine ad.
Men hvis vandrenissen havde en højere mission, så har han i hvertfald reddet min dag. Jeg tror vi skal indføre noget vandre-kitch i min familie også….
Liselotte
12. august 2007 at 23:25Jeg får yderligere inspiration her, kan jeg se ;-)
Mette
12. august 2007 at 22:36“LOL” Hun er jo komplet vanvittg .. en havenisse !!
Kan godt forstå hævnen er SØD …
Tina Poulsen
12. august 2007 at 21:40*Skraldgriner* havernisser er … pueeha!!! :):)
Men sikke en sjov idé :)
Kirsten
12. august 2007 at 19:51Godt at erfare, at vi ikke er de eneste der stadig bibeholder barnesind nok til den slags ;-)
Hos os er det flere ting, men mest julenisser og storke…
Storkene kræver desværre en barnefødsel for at være legale at viderebringe, men til gengæld må de pyntes med alskens rædsler og tingeltangel!
Nisserne må selvfølgelig kun stilles til jul, men til gengæld gives der point hvis de
– er abnormt store
– lyser gevaldigt op (elektrisk forstås)
– spiller vældig højt, og/eller vældig længe
– kan placeres meget listigt, f.eks. på tagryg
;-)
Deborah
12. august 2007 at 16:46Ja nu har jeg ingen have, men havde jeg måtte han godt stå hos mig – men jeg er også sådan lidt skør med nisser !
Heidi
12. august 2007 at 16:24Han er så grim, så man kun kan holde af ham ;-)
Dejlig idé, mon man skulle bruge den imod sin familie – ja, jo hævnen er sød, men også skæg !
Liselotte
12. august 2007 at 16:12Uha, som I ikke må sige, hvor I har idéen fra! ;-)
kokken på blokken
12. august 2007 at 15:54Åh hvor jeg kender det. Vores er bare den mest afskyelige te-hætte der findes. Den gives som regel i julegave og vores svigerbørn har første gang de fik den virkelig været meget meget høflige og takket pænt indtil vi alle slog os på låret af grin. Ak ja, hvor skrækkelig har man lov til at være. Og vedkommende der har fået den kan gå et helt år og tænke på hvis tur det kan være til at modtage ;-))
Anne Dyrholm Stange
12. august 2007 at 15:53Super sjov idé sådan at lade rædsler vandre!
Vi hugger fluks idéen, vi kender 2-3 par, der ville ha’ godt af at blive rystet lidt :-)
Julie
12. august 2007 at 15:34Min veninde og jeg har et par helt fantastiske (og ubrugte) , vandre-trusser. De blev købt i Victoria’s Secret i Hollywood i en ORDENTLIG brandert, som var udløst af, at luftfartsselskabet havde forlist vores bagage, og at vi havde rendt rundt i herretshorts og Tin-Tin t-shirts i 3 dage. Trusserne har boet i smørbakker, soveposer, urinstix-glas og meget andet; de deltog ved mit bryllup, og har været i de mest eksotiske lande, hvorfra de er blevet sendt hjem i sindrige pakker. For tiden “bor” de hos Mette, men jeg tror sgu’ desværre, at de er på vej ;-)
KH Julie
Hanne
12. august 2007 at 14:52Dagens griner………den giver bestemt gode ideer…..kender et par ligusterfacister, som kunne trænge til noget sjov :-)
Liselotte
12. august 2007 at 14:33Du starter bare Heidi – men husk, at hævnen er sød ;-)
Heidi
12. august 2007 at 14:23DET kalder jeg humor.
En skøn idé – har næsten lyst til at tage den til mig – altså ikke nissen, men idéen *G*
Liselotte
12. august 2007 at 14:11Jeg siger ingenting, men hævnen bliver altså sød… og den rammer, når hun mindst venter det! ;-)
lisbeth
12. august 2007 at 13:50Åhh, den er da så grim, at den er sød. Det var en morsom historie, og jeg tror, nissen glæder sig til at komme til Valby (og tilbage igen). God søndag med din lille nisse.
angelika
12. august 2007 at 13:27Den eneste havenisse der kunne faa lov til at bo hos os, er den der ligger paa maven med en koekkenkniv i ryggen ;-))
Nogle aar tilbage gav vi vores nabo ( havenissehader) en jaeger-havenisse med vaaben og gravhund i foedselsdagsgave. Den var 120 cm hoej og min mand lovede at laegge lys ud i haven, saa den ogsaa kunne beundres i moerket. Hun tog mange dybe indaandinger den aften og vi kunne maerke at hun ikke vidste hvordan hun skulle forklare at hun hellere ville doe end at bo sammen med den. Alle andre gaester vidste at det var fup og legede med. Da festen var slut sagde vi, at hun fik to gaver mere. Den ene var den rigtige foedselsdagsgave og den stoerste gave var at vi tog havenissen med igen. Den havde vi laant i en butik og den skulle afleveres naeste dag. Du kan tro at der var en der blev glad ;-))
Hvad med at gi´ Gitte en tur hertil :
http://www.zipfelauf.com/
Mange hilsner
Angelika
kagekonen
12. august 2007 at 12:48hvor er jeg bare glad for at læse, at min familie ikke er den eneste med vandrepokaler… Vi har en “vidunderlig” bronce-rødspætte, som fra tid til anden dukker op, de mest underlige steder :-) og så er der “traditionen” om at placerer et stykke (grimt/kitchet) julepynt hos hinanden i december – ubemærket selvfølgelig… Vi har således 2 havenisser og en yndig juleklokke med indbygget musik…
Liselotte
12. august 2007 at 12:43Ja, man skal måske vogte sig, Claus… ;-)
Claus
12. august 2007 at 12:39Her på egnen huserer der en fortælling om en navngiven person der fik en sådan nisse som gave til en rund fødselsdag. Han tillod sig den frækhed at bytte denne til et eller andet andet – med det resultat at han året efter på sin fødselsdag kunne konstatere at have modtaget endnu en havenisse – denne gang ikke indpakket som gave, men stillet lige så nydeligt på fortrappen – med fliselim under… Jo det er ganske vist, så pas på..
Vær i øvrigt også opmærksom på http://en.wikipedia.org/wiki/G.....tion_Front
Liselotte
12. august 2007 at 12:33Hævnen er sød… jeg si’r det bare… ;-)
Mette
12. august 2007 at 12:29Tak til Gitte som giver livet et strejf af vanvid! En dag skal I få historen om, hvorfor vi har en tonse-tung beton hund stående i indkørslen. Hold kæft, den er grim, men ikke desto mindre får den smilet frem, når bilen parkeres. Naboerne kender heller ikke historien og mener uden tvivl, at vi er i besiddelse af en utrolig dårlig smag! Det må de om!
Laila
12. august 2007 at 12:20For fanden… Hvor morsomt!! :o) God humor i jeres familie!!
Har faktisk også afskyelig og meget kikset havenisse på trappen hver jul! Lidt sød er han jo og specielt når det har sneet og det kun er hans øjne der kan ses!!
Esther
12. august 2007 at 12:16Hahaha, sikke en sjov historie *G*
capac
12. august 2007 at 12:07Vi har sådan en foran vores hoveddør!
Miss Blue Eyes
12. august 2007 at 12:02Ha ha ha. Det er go’ humor. Gad godt se min mor, og ikke mindst min papfar, hvis jeg placerede sådan en fætter i deres præmiehave. Hmm… måske man skulle prøve ;o)