27

Et gok i nødden

Og sikke en søndag vi har haft…

Hasselnøddehøst

Vejret har været helt og aldeles fantastisk. Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel det meste af dagen, så der var ikke meget at betænke sig på, så jeg smuttede ud i haven allerede lige over middag.

Hasselnøddehøst

Jeg startede selv med en kurv og mente egentlig, at den måtte række så rigeligt. Mens jeg stod med ryggen i solen og samlede hasselnødder, kom mor cyklende og der gik ikke mange øjeblikke, før hun også var fuldt beskæftiget.

Hasselnøddehøst

Haslen rækker nærmest ind i himlen. Den er sat for seks år siden af Kenneth, som er habil og utrættelig nøddespiser og den vokser støt år for år. Nu er den vel sine 4-5 meter høj og i år er den gået helt i selvsving og har produceret en overvældende mængde nødder, som vi ville samle i dag.

Der gik ikke lang tid, før vi måtte ind og hente en større kurv…

Hasselnøddehøst

Vi kravlede rundt i edderkoppespind og raslende skovbund, men der duftede skønt og solen skinnede mildt ned over os, mens vi samlede nødderne. Ind imellem blev træet rystet og så var det med at passe på hovederne, for selv små hasselnødder slår hårdt, hvis de rammer uheldigt.

Der gik ikke lang tid, så havde vi en pyjamasklædt plukker med inde i skoven og hun var flittig og omhyggelig, så hun fik samlet rigtigt mange nødder.

Hasselnøddehøst

Imens vi plukkede, rendte Oskar rundt og nød vejret, duftene og selskabet. I løbet af et øjeblik havde han lokaliseret endnu et ådsel, som nær var endt som pynt i pelsen, men jeg nåede at stoppe ham, hvilket han naturligvis ikke var specielt tilfreds med.

Hasselnøddehøst

Det viste sig at være en overvældende høst vi kunne præstere i år…

Hasselnøddehøst

Vi fik samlet næsten 5 kilo friske hasselnødder. Nu skal de gemmes af vejen. De skal gemmes godt og grundigt og af mig, for ellers ved jeg, at der ikke er én eneste tilbage, når jeg engang gerne vil sætte hasselnødder af egen avl på bordet.

Kenneth og Oline er vilde med dem. Der er tilsidesat en portion nødder til fri afbenyttelse, men resten gemmer jeg, og jeg siger ikke hvor…

Du vil sikkert også kunne lide