Du kigger i

Arbejdslivet

Det undselige kan vise sig at være det stik modsatte

13. februar 2016

Rafanelli, Pistoa, Italien

Det undselige kan nogen gange vise sig at være det stik modsatte. Jeg elsker, når det er sådan.

Jeg elsker, når jeg overraskes af en skattekiste af smukke, overraskende og uforglemmelige oplevelser. Sådan var det en aften i januar, da jeg trådte indenfor hos Rafanelli.

Vi var ankommet i mørke. Kørt gennem et dystert og dunkelt industrikvarter havde jeg nået at overveje mine muligheder, hvis det skulle vise sig, at jeg ikke var på vej til en restaurant, men alt muligt andet og mindre attraktivt. I mørket parkerede vi foran den lille kirke, der lå overfor restauranten. Alt omkring os var industri og der var intet, der havde indikeret, at her lå et spisested, der var værd af gæste. Det skulle vise sig, at det forholdt sig helt anderledes.

Indenfor var det umiddelbare indtryk rent, pænt og temmelig uprætentiøst. Det passede godt med vores ønsker for aftenen. Vi ville gerne spise, hvor den lokale italiener gik hen for at spise. Et sted, som ikke var andet end et godt madsted. Nu skulle rammerne bare toppes med god, autentisk, kærlig og ærlig italiensk mad. Sådan blev det.

Vi var i selskab med en barndomsven af ejeren, så der blev ikke sparet på noget. Vi blev præsenteret for et hav af skønne småretter til en start. Der var i hvert fald 12-15 små bud på antipasti. Jeg husker ikke en brøkdel af dem, men én var den velsmagende salsa crostini, som var lavet på blandt andet kyllingelever og milt. Den blev præsenteret med det, jeg næsten vil kalde ærefrygt, og det var vores værts absolutte yndling, så han var utrolig spændt på, om vi kunne lide den.

Det kunne vi, ligesom vi elskede den friske pasta med kaninragout, vi fik serveret som forret og den enorme T-bonesteak, vi fik serveret efterfølgende. Til den var der et hav af tilbehør, som alt sammen smagte fantastisk. Der var friskstegte, fintskårne kartoffelpinde, salater, brød med frisklavet tapenade, stegte grøntsager. Som en lille, ekstra ting, blev der serveret vildsvin tilberedt på traditionel vis for denne egn. Det smagte helt ubeskrivelig dejligt. Aldrig har vi smagt så velsmagende en simre-ret. Aldrig. Vi skal prøve at eftergøre den på et tidspunkt.

Det hele blev indtaget med et lydtapet af snakkende, grinende og højtråbende italienere. Restauranten var blevet fyldt godt op, efter vi var ankommet. De to nærmeste borde var fyldt med mænd, som tydeligvis var vant til at komme på stedet. Jeg nød atmosfæren.

Vi blev tilbudt dessert, men der var ikke plads til mere. Vi afsluttede med måltidet med en kaffe, som det sig hør og bør. Vi havde fået vores livs bedste måltid. Der er ikke mere at sige til det.

… nå jo. Kommer du på de kanter, skal du tage ned i industrikvarteret, nærmere præcis til Via Sant’ Agostino 47, Pistoia og gæste Rafanelli, for du spiser ikke bedre i hele Norditalien.

PS – restauranten er mere end 40 år gammel. Da vores vært og ejeren af restauranten voksede op i henholdsvis restauranten og en villa ikke langt der fra, var området kun marker og enkelte villaer i udkanten af byen. Det rørte dem at mindes. Det rørte også mig. Jeg elsker italienere.

Vi har brugt tid på at flytte ind og ud af kontorer

12. februar 2016

Garnudsalg

Vi har brugt tid på at flytte ind og ud af kontorer. Jeg har tidligere skrevet, at jeg nu har fået samlet fotostudie og kontor i ét, så jeg ikke længere skal forstyrre andre, når der skal tages billeder. Arbejdsgangen giver mening nu. Det er rigtig rart og jeg er helt sikker på, at det vil give mig en meget skønnere hverdag. Jeg har allerede kunnet mærke det i ugen, der er gået.

Det flow, der skal være i en arbejdsdag, er allerede mærkbart bedre. Jeg er den eneste, jeg kan bebrejde, hvis der roder og jeg er den, der bestemmer, hvornår der er for rodet og trænger til en oprydning. Det bliver godt. Jeg er allerede virkelig glad for det.

I den forgangne uge har fokus naturligvis været på vores nye garn, LinWool, som blev revet væk på to dage, men der er jo også kommet andet garn, som står i kø for at blive foreviget. Det er altid sjovt og spændende, når nyt garn lander i forretningen og vi samles lynhurtigt, når der skal åbnes kasser, for der er kun en, som ikke er nysgerrig. Resten vil gerne se og røre, for det er jo fremtidige strikkeprojekter, vi potentielt står med i hænderne.

I løbet af denne uge er der ankommet to nye kvaliteter. Når de lander, ligger der et stykke arbejde forude, som de fleste sjældent skænker en tanke.

Nye kvaliteter, skal strikkes op, så vi har et bud på vejledende strikkefastheder. De skal vaskes, så vi ved, at hvordan de opfører sig efter vask. De skal fotograferes, redigeres og gøres klar til henholdsvis internetbutik, nyhedsbreve m.m. De skal navngives. De skal oprettes i vores butikssystem og de skal beskrives med alle de fakta, en strikker eller hækler kan tænkes at få brug for. Jeg har sikkert glemt et par andre processer, de også gennemgår, inden de endelig lægges til salg i butikken, men der er faktisk et stykke vej fra ankomst til kvaliteterne rent faktisk er klar til salg.

Jeg er en stor del af processen fra ankomst til salg, så jeg er rigtig glad for, at mine arbejdsbetingelser er optimeret i en grad, så jeg mærker det markant på arbejdsglæden. Jeg holder af orden og systemer. Jeg trives bedst med ro og jeg holder af, at jeg ikke bliver forstyrret. Det er min gamle stress-skade, der taler nu. Jeg kan ikke længere tåle at blive afbrudt. Jeg er rigtig dårlig til at samle op, hvor jeg slap, så at kunne lukke døren og være alene uden afbrydelser, betyder rigtig meget for min trivsel.

Jeg er et nysgerrigt menneske. Det harmonerer dårligt med det, jeg har skrevet ovenfor. Lad os se, om jeg kan holde døren lukket længere tid ad gangen eller om nysgerrigheden tager over og tvinger mig til at åbne døren, så jeg med et halvt øre kan følge med. Det skulle ikke undre mig ;-)

Rigtig god fredag derude. Om et øjeblik træder jeg ind på gulvet i Garnudsalg. Jeg er klar.

Paris Toujours – et sjal med kant

8. februar 2016

Paris Toujours af Isabell Kraemer

Paris Toujours af Isabell Kraemer – et sjal med kant. Jeg kan lide den. Kanten altså. Jeg kan også lide resten. Jeg kan lide, at det er noget helt andet end mit Shetland Triangle.

Jeg har strikket sjalet på vej hjem fra Italien og gjort det færdigt i weekenden, hvor det også blev vasket og lokket blidt i facon. Det lykkedes og jeg er meget tilfreds med det. Det er stort og rummeligt og det er i mit yndlingsgarn, så der er ikke noget, der taler imod det.

Jeg bruger et sjal hver dag. Jeg elsker at pakke mig ind i et sjal, når jeg sidder i sofaen om aftenen. Det varmer, hvor jeg bliver kold og jeg nyder, at jeg har forskellige, så jeg kan afpasse model efter behov.

Jeg har strikket mange sjaler gennem årene. Jeg bruger langt de fleste. Få er havnet i butikken, hvor de lever deres liv som modeller og flere er foræret bort. Jeg kan ikke stå for et forelsket blik. Det koster sjaler og det er faktisk en fornøjelse at forære dem til en, som gerne vil eje. Det åbner jo op for muligheden for at strikke endnu et. En ny udfordring. En ny model.

Jo, jeg er vild med at strikke sjaler. Det er et godt håndarbejde, som er meget tilfredsstillende, fordi jeg ved, at det bliver brugt efterfølgende. Det er som regel også konstrueret, så det tåler tv-kigning, mens jeg er i gang med at strikke. Det er godt og dejligt.

Paris Toujours af Isabell Kraemer

Sjalet er strikket i Blackhill Højlandsuld lagt dobbelt og i farven Rullesten, som stod på lageret herhjemme. Det vejer efter vask kun 288 gram, så det er ikke engang tungt på trods af sin størrelse.

Jeg har brugt Paris Toujours på kontoret i dag. Jeg kommer til at bruge det hjemme og når vinteren indfinder sig igen i løbet af weekenden, er jeg også klar og finder sjalet frem. Sjaler kan jeg ikke få for mange af. De er praktiske, lige ved hånden, multi-funktionelle og så er de sjove at strikke, rare at bære og smukke i alle deres forskelligheder.

Vi nåede ikke langt ind i Italien

7. februar 2016

Italien, Toscana, januar 2016

Vi var ikke nået langt ind i det nordlige Italien, før vi begyndte at sukke efter de bløde bakker, der kendetegner Toscana. De er der ikke oppe nordpå, men når de ses, er man landet i regionen, som netop er kendetegnet ved det bløde, bulede landskab og kig til cypres og pinje hvor end, man kigger hen. Tåget, fugtigt og gråt var der, men det gør nu ikke Toscana mindre smukt. Bare anderledes.

Vi havde bestilt værelse på et lille, velrenommeret hotel i udkanten af Pistoia. Det lå perfekt i forhold til både de praktiske aspekter ved vores besøg i Toscana, men også de ønsker vi havde, for vores ophold dernede. Vi ville absolut ikke bo i storby og så var f.eks. Firenze helt udelukket. Vi ville gerne have, at vi kunne tage ud på besøg hos spinderier og andre leverandører, for så at vende hjem til ro og afslapning om aftenen. Alt det tilbød Hotel Villa Cappugi og da de endda skulle vise sig at tilbyde den skønneste, italienske mad i villaen overfor hotellet, var vi mere end tilfredse med, at valget var faldet på dette sted.

Vi fik det skønneste ophold og vi var forkælede med opmærksomhed. Det sidste sikkert med afsæt i sæsonen, som ikke er årets travleste.

Hotel Villa Capuggi

Hotel Villa Capuggi

Hotel Villa Capuggi

Der var den fineste udsigt ind over Pistoia fra vores værelse på anden sal. Oftest lå tågen tæt, men man kunne sagtens fornemme bakkerne, hotellet og byen er omgivet af og lige nedenfor vores altaner lå swimmingpoolen. Den var lukket ned for vinteren, men jeg er sikker på, at der må være skønt ved den en sommerdag.

Udsigten fra Hotel Villa Capuggi ind over Pistoia

Overfor hotellet lå den gamle villa, som nu fungerede som restaurant. Det er oprindeligt denne villa og den tilhørende jord, der har dannet rammen om liv levet på dette sted. Landbrug, husdyrhold og det enkle liv er i dag udskiftet med moderne hotel og sæsoner, der byder på både stille og travle perioder. Vi var her på et tidspunkt, der levnede plads til overskud, eftertænksomhed og langsomme liv. Det nød vi godt af.

Toscana (100)

Hotel Villa Capuggi

Villa Capuggi

Vi spiste ikke i restauranten hver aften, men en del aftener blev det til mad fra stedet, fordi det gav mening i forhold til dagens indhold. Det var bestemt ikke noget tab at skulle indtage aftenens måltid her. Det er en absolut anbefalelsesværdig restaurant og det blev tydeligt hver aften ved 21-tiden, hvor restauranten langsomt fyldtes af lokale, som kom for at nyde både betjening og mad.

Vi spiste ikke det samme to dage i træk. Der var nyt at smage hver dag og vi nød, at det var dygtige kokke, der stod i køkkenet i villaen, ligesom det var forrygende gode vine, vi fik serveret af tjenerne, som hver dag valgte, hvad vi nu skulle smage og til stor fornøjelse for os.

Vi endte oven i købet med at give risotto en ny chance …

Villa Capuggi, Risotto

Vi har forsøgt os med risotto gennem årene. Vi er aldrig blevet begejstrede og for små 10 år siden opgav vi og lod risotto være risotto, men skæbnen ville, at en af forretterne en aften i restauranten var risotto med jomfruhummer og appelsin. Det lød alligevel temmelig spændende, syntes vi og enedes om, at en forret nok kunne gå an, selvom det skulle vise sig, at det stadig ikke kunne begejstre os.

Jeg skal love for, at det fik os omvendt. Det smagte simpelthen så englene stadig synger skønsang en sted oppe over skyerne. Kombinationen af skaldyr og orange var lige i øjet og konsistensen viste sig overraskende venlig. Vi var solgt til stanglakrids og priste os lykkelige over, at denne forret svarede til en temmelig massiv, dansk hovedret hvad størrelsen angik. Der var meget af alt det gode. Vi nød hver en mundfuld og fik en velfornøjet tjener til bordet for at tage de tomme tallerkener med i køkkenet.

Sådan var hvert besøg i villaen. Nye overraskelser. Nye smage. Fantastiske vine. Jeg glemte at få navnet på den Prosecco, jeg forelskede mig i. Jeg må skrive til dem. Den er lige tilpas. Mmmm …

Hotel Villa Capuggi

Hotel Villa Capuggi

Hotellet var vores base i den lille uge, vi var af sted. Det var en lang perlerække af travle dage fyldt med aftaler, besøg og oplevelser, vi stadig fryder os over.

Selvom mange dage var lange og med mange kilometer kørt, når aftenen faldt på, så føltes det altid som at komme hjem, når vi parkerede foran hotellet og trådte indenfor i vestibulen med de dybe, bløde lædersofaer og det venlige personale, så jeg håber, at det ikke er sidste gang, jeg får muligheden for at opleve det vinterklædte Toscana på Hotel Villa Capuggi. Det var skønt.