Category Archive: Berlin

Udlængsel, næsten inden man er hjemme

Perigueux, Dordogne 2014

Gad vide om det kun er mig? Jeg tåler dårligt at være ude. Jeg når kun hjem, så vil jeg ud igen. Jeg længes næsten, inden jeg rammer Danmark og jeg drømmer allerede om de næste eventyr. I år er ingen undtagelse.

Jeg har allerede været i gang med at drømme og løst planlægge. Næste mulighed bliver formentlig en forlænget weekend i efteråret og jeg drømmer om Amsterdam eller Skotland, men det kunne snildt ende med Hamborg eller Harzen. Det kunne også ende med det rene ingenting, men det er skønt at drømme og jeg er som sagt allerede i gang.

Fredag fik mine drømme ekstra næring, da Hanne, en dejlig veninde, vi fik lokket til Dordogne denne sommer, var forbi butikken efter lukketid. Hun nævnte i forbifarten, at vi kunne mødes i Amsterdam i efterårsferien. Mest af alt var det sådan en dagdrøm, hvor alting kan lade sig gøre, for der var ingen, som sådan lige havde ferie, men jeg var med det samme klar. Det ville være fantastisk og jeg ELSKER Amsterdam og bliver vist aldrig træt af byen med alle kanalerne, de skæve og de sjove og muligheden for bare at være.

Jeg drømmer. Jeg drømmer lidt endnu, men så slår jeg til. Kan jeg mærke :-)

- måske man bare skulle køre en søndagstur…

Også Berlin

Hvor kan man pludselig rammes af udlængsel og flugt fra hverdagen. Også selvom ferien ikke er mere end en uge væk.

  • Billede 1 – En af de ophængte ledninger ud for busstoppet ved Berliner Dom.
  • Billede 2 – Taget på U-Bahn Wittenbergplatz.
  • Billede 3 – Detalje på en af de mange, smukke vandposter, der findes i Berlin.

Måske jeg bare skulle tage og forudbestille et værelse for at fodre forventningens glæde. Måske…

Berlinerglimt

Jeg længes allerede tilbage…

Aquadom, Berlin

Vi forlod frokosten onsdag for at skynde os videre til vores næste destination, men vi havde forregnet os. Der var mere at opleve, inden vi nåede frem…

Skal I med?”, lød det fra den unge, lidt febrilske mand, som kom løbende ud mod os, da vi forlod frokosten. “Øh, nej…“, mente jeg, men så kiggede Oline opad, sukkede betaget og sagde: “Det er denne her, jeg har læst om“, mens hun henført gloede lige op i det største akvarie, jeg nogensinde har set…

25  meter er højt er det cylindriske akvarium. En million liter vand er der i Aquadom Berlin. Akvariet beskæftiger to fuldtidsansatte dykkere, som sørger for rensning, fodring og andet vedligehold. Det er det eneste af sin art i verden. Over totusinde fisk bor i det galehus og lader sig sindigt overbeglo fra morgen til aften. Helt kloge er de ikke.

Turen den unge mand ville have os med på var en elevatortur op gennem det hule akvarium. En toetagers glaselevator tilbød en langsom opstigning med elevatorfører udstyret med mikrofon og solid viden om både akvarium og dets indbyggere.

Tror du, at jeg skulle med? Nej, vel? Oline fik lokket sin far med og jeg blev nede, hvor jeg ubesværet kunne trække vejret.

Inde i elevatoren konstaterede den unge mand, at de ikke havde billetter til Sealife Berlin, hvilket egentlig var måden at have optjent en plads i elevatoren. Dette her var egentlig bare afslutningen på hovedattraktionen, som var det museum, vi havde set og valgt fra tidligere på dagen.

Nå ja, man skal jo også tjene til natten og balladen, tænkte den unge mand sikkert og tilbød diskret Kenneth, at han kunne stikke ham lidt euro i baglommen. Så var de kørende. Helt bogstaveligt.

Jeg blev som sagt på jorden, men man kan også sagtens være imponeret på afstand.

Kompromisets kunst og så en burger

Der er så utroligt mange muligheder for at lade sig berige i Berlin. Onsdag var jo helliget nogle af byens kulturelle tilbud, så vi var vidt omkring og over middag endte vi i en bus, som sendte os op ad Unter den Linden. Ved Museuminsel stod vi af. Vi havde en plan…

Jeg ville gerne forbi Altes Museum, som har en udstilling af ting fra antikken. Grækernes, etruskernes og romernes antikke kunst er repræsenteret, men det er – og jeg ved det godt – ikke mange, der deler min interesse for lige præcis den slags udfoldelser, så det var helt i orden med mig, at vi brugte den sparsomme tid i Berlin på andre ting. Kompromis er en stor del af at rejse flere sammen. Vi er gode til det, så det skaber aldrig problemer for os. Vi enes og det er ind imellem ganske sundt at blive sendt ud på rejser, man ikke selv ville have valgt, men Altes Museum blev altså ikke én af dem.

Vi kom dog forbi den statelige bygning, da vi skulle finde et andet af onsdagens underholdende indslag. Referencerne er tydelige og bygningen er meget imponerende. Det skulle den også være indenfor og det var blandt andet det, jeg gav afkald på, men så er der noget at vende tilbage til en anden gang.

Ved siden af Altes Museum ligger endnu en smuk bygning, nemlig Berliner Dom.

Endnu et imponerende bygningsværk, men vi valgte den fra. Vi gik langs med og forbi, for der var andre ting, vi skulle se.

Bodenstrasse gav os lejlighed til at spadsere ad bro over vandet og dermed få udsigt til vandsiden af Berliner Dom. Helt ned til og omtrent i ligger den.

Lige overfor ligger en af destinationerne; DDR Museet, som var et af Olines ønsker for dagen, men inden vi landede derovre, skulle der spises lidt frokost.

Oline bestemte. Vi endte i Andre’s Diner. Amerikansk inspirerede burgere og iskold cola. Jeg elsker, at man får coleslaw til, så jeg var sådan set ganske tilfreds med menuen. Efter endt spisning var vi klar til endnu en stak onsdagsoplevelser. En af dem ventede lige om hjørnet.

Berlinerguf

Årh mand, hvor er den blød. Den må være lavet af huden fra elefantno..er“, var den charmerende kommentar fra min arving.

Er det nu, jeg skal prøve at spørge hende, hvorfra hun har en idé om blødheden på et par elefantgonader? Nej, vel? Der er ting, man ikke vil vide. Det her er én af dem.

Dali i Berlin

Måske tænker du, at de da for pokker ikke kan have oplevet mere den onsdag, hvor kulturmarathonen løb af stabelen, men du tager fejl. Vi nåede meget mere end det, jeg allerede har fortalt om. Meget mere…

Vi nåede også at gå til Potsdamer Platz, fordi Oline insisterede på et besøg lige bagved. Så skidt med, at både fødder og en lænd eller to allerede var i gang med at protestere. Vi var jo alligevel også i gang med at spadsere, så vi fortsatte bare. Vi skulle på museum. Der er fast Dali-udstilling på Leipziger Platz lige omme på den anden side af Bahnhof Potsdamer Platz.

Her bliver det tydeligt, hvordan nyt og moderne byggeri fortrænger resterne af østblokken. Ude i horisonten kan du se nogle af de gamle boligkaréer og i forgrunden ligger de nye, store stål- og betonbyggerier, som skal erstatte. Under jorden løber U-Bahn og oppe på Leipziger Strasse kører busser i fast rutefart gennem byen.

Leipziger Platz er overtaget af nyt. Her ligger kontorer, forretninger og Dali. Der er skygge, koldt og ucharmerende efter min mening, men nu skulle vi jo ikke bo der, men kun på visit, for at se lidt nærmere på Dalis (for)underlige univers. Oline elsker surrealismen. Dali er en fornem repræsentant.

Man måtte ikke fotografere på museet, så du må tage et kig på deres hjemmeside, for at danne dig et indtryk af stedet. Jeg var ikke imponeret, men jeg forstår desværre heller ikke hans formsprog, så jeg er en ringe smagsdommer. Kenneth var sådan so-so og Oline var skuffet, for hun havde gerne set nogle af hans malerier og havde ikke forventet, at hun  blev præsenteret for en samling af alt andet end dem. Det fandt jeg til gengæld fascinerende og berigende, fordi jeg endelig havde nye chancer for at forstå. Jeg forstod stadig ikke, da vi nåede til vejs ende, men jeg havde alligevel fundet enkelte værker, som fortalte mig en historie og det havde jeg slet ikke forventet, så det var en gave at tage med videre ud i byen.

Jeg er sikker på at Dali-ignoranter som mig, er ringe repræsentanter for museet, så er surrealisme din boldgade er museet garanteret også et besøg værd. Samlingen er omfangsrig og der er guider, som hellere end gerne giver dig en tur med tilhørende forklaringer og anekdoter.

Dalí – Die Ausstellung am Potsdamer Platz,  Leipziger Platz 7, 10117 Berlin

Med offentlig transport: S1/ S2/ S25 & U2 til Potsdamer Platz

Åbent: Ma–Lø 12–20 – Sø 10–20

Checkpoint Charlie & Topographie des Terrors

Onsdag var aftalt som kulturberigelsesdagen, så vi lagde hårdt ud med at smutte ned på Wittenbergplatz og købe en familiebillet til al offentlig trafik. Femten Euro og plads til fem på billetten. Vi var jo kun tre, men det kunne stadig godt betale sig og billetten kunne anvendes hele den dag og tilmed på kryds og tværs, som vi havde behov for.

Efter lidt beundring af den smukke station tog vi trappen ned til skinnerne og U-Bahn, som ledte os direkte til Stadtmitte. Her stod vi af, for første mål var Checkpoint Charlie. Sådan gik det ikke, men det er jo en helt anden historie. Vi endte det rigtige sted. Til sidst.

Vi var ikke alene…

Sidste gang vi var i Berlin (sommeren 2008), krydsede vi også Checkpoint Charlie i bil og fik lidt fornemmelse af, hvordan det måske har været. Oplevelsen af øst kontra vest var stadig til stede dengang, men allerede nu, efter 2½ år, er der sket så meget, at vi ikke kan genkende kvarteret.

Ned ad Zimmerstrasse var muren. Vi gik langs ingenmandsland og fik en diffus fornemmelse af, hvor få meter der var mellem øst og vest. Man kunne jo råbe til hinanden på tværs af muren. Man kunne vel næsten undfange på tværs af den. Altså hvis man var opfindsom nok. Man kunne i hvert fald sagtens savne og længes.

Der er gjort meget for at give publikum information omkring og langs resterne af muren. Det er ikke meget, der er tilbage af den. Det er ikke underligt, for hvem ville ikke have brug for at vælte den og slette alt det, som i mange år havde forhindret mennesker i at gøre, som de havde lyst og idéer til.

På Niederkirchenstrasse i forlængelse af Zimmerstrasse står en rest af muren. Det er også her Topographie des Terrors ligger.

Det var lige her, ved resterne af fundamentet til huset, at Inspektoratet for Koncentrationslejre lå i nogle måneder af 1936. Sidenhen kom mange forskellige afdelinger af Gestapo til at ligge her i kvarteret. Det var her fra terrorregimet blev udøvet og man kan ikke lade være med at blive berørt ved tanken om, at det var lige her man udtænkte alle de frygtelige og angstprovokerende handlinger, som vel delvist var forklaringen på en hel befolknings paralyserede accept af grusomheder, vi næsten ikke kan fatte i dag.

Den bastante udstillingsbygning, hvor der er gratis adgang, står over kælderruinerne fra Gestapos hovedkvarter i Berlin. Hele området er anlagt, så man får en fornemmelse af trøstesløshed og alligevel imponeres man over de åbne arealer og brugen af de forskellige materialer.

Topographie des Terrors er formentlig et af de vigtigste steder, hvor man kan se dokumentation for nationalsozialisternes forbrydelser og det er pokker tage mig vigtigt, at denne periode i Tysklands historie aldrig nogensinde glemmes. Menneskeheden skal mindes om. Ikke det tyske folk. Det er uretfærdigt at klandre dem. Det er nye generationer, som fortjener, at vi er bevidste om, at de ikke har andel i forfædres forbrydelser, men menneskeheden har godt af at huske, at hele folk kan forføres og drives til uhyrligheder ved hjælp af frygt og terror. Derfor er dette sted vigtigt.

Indenfor i udstillingsbygningen er den del fotos. Jeg fik stort behov for at fordybe mig i dem. Jeg stod længe foran de enkelte billeder. Ikke alle, men mange af dem. Man vil så gerne forstå og fotos dokumenterer virkelighed. En virkelighed, som ind imellem ikke giver mening. Så leder jeg.

Jeg forstår ikke, at man kan stå som publikum til en hængning, men jeg anerkender, at mennesket kan skubbes og flyttes ud, hvor det ikke længere bevæger sig i det kulturelle rum, det sædvanligvis færdes i. At verden udenom kan forandres så meget, at man også selv flyttes ud i nyt land. Grænser flyttes eller forsvinder helt.

Primo Levi beskriver det, så jeg forstår, i sine erindringer om tiden i Monowitz, en underlejr til koncentrationslejren Auschwitz. Hans roman Hvis dette er et menneske kan jeg varmt anbefale, hvis du gerne vil gøre et forsøg på at forstå. Han er usentimental og nøgtern, galgenhumoristisk og skræmmende konkret.

Danmark havde fået en lille plads i udstillingen. Vi fylder ikke meget i dén historie, men vi har meget at være stolte af. Mange kæmpede i hemmelighed mod vanviddet og terroren. Vi kan bryste os af mange både kendte og mindre kendte heltemodige mennesker, som satte sig selv i spil i forsøget på at redde andre.

Jeg bliver aldrig immun overfor historien om Hitlers visioner for Det Tredje Rige og de fatale og frygtelige konsekvenser de havde for hele verden. Min hud bliver oversensitiv og mine tårer trænges, når jeg tillader mig selv at træde ind i forsøget på at rumme og forstå.

Den fortælling er også en del af Berlins historie, vi hverken kan eller skal glemme.

Loading...
X