Category Archive: Berlin

Checkpoint Charlie & Topographie des Terrors

Onsdag var aftalt som kulturberigelsesdagen, så vi lagde hårdt ud med at smutte ned på Wittenbergplatz og købe en familiebillet til al offentlig trafik. Femten Euro og plads til fem på billetten. Vi var jo kun tre, men det kunne stadig godt betale sig og billetten kunne anvendes hele den dag og tilmed på kryds og tværs, som vi havde behov for.

Efter lidt beundring af den smukke station tog vi trappen ned til skinnerne og U-Bahn, som ledte os direkte til Stadtmitte. Her stod vi af, for første mål var Checkpoint Charlie. Sådan gik det ikke, men det er jo en helt anden historie. Vi endte det rigtige sted. Til sidst.

Vi var ikke alene…

Sidste gang vi var i Berlin (sommeren 2008), krydsede vi også Checkpoint Charlie i bil og fik lidt fornemmelse af, hvordan det måske har været. Oplevelsen af øst kontra vest var stadig til stede dengang, men allerede nu, efter 2½ år, er der sket så meget, at vi ikke kan genkende kvarteret.

Ned ad Zimmerstrasse var muren. Vi gik langs ingenmandsland og fik en diffus fornemmelse af, hvor få meter der var mellem øst og vest. Man kunne jo råbe til hinanden på tværs af muren. Man kunne vel næsten undfange på tværs af den. Altså hvis man var opfindsom nok. Man kunne i hvert fald sagtens savne og længes.

Der er gjort meget for at give publikum information omkring og langs resterne af muren. Det er ikke meget, der er tilbage af den. Det er ikke underligt, for hvem ville ikke have brug for at vælte den og slette alt det, som i mange år havde forhindret mennesker i at gøre, som de havde lyst og idéer til.

På Niederkirchenstrasse i forlængelse af Zimmerstrasse står en rest af muren. Det er også her Topographie des Terrors ligger.

Det var lige her, ved resterne af fundamentet til huset, at Inspektoratet for Koncentrationslejre lå i nogle måneder af 1936. Sidenhen kom mange forskellige afdelinger af Gestapo til at ligge her i kvarteret. Det var her fra terrorregimet blev udøvet og man kan ikke lade være med at blive berørt ved tanken om, at det var lige her man udtænkte alle de frygtelige og angstprovokerende handlinger, som vel delvist var forklaringen på en hel befolknings paralyserede accept af grusomheder, vi næsten ikke kan fatte i dag.

Den bastante udstillingsbygning, hvor der er gratis adgang, står over kælderruinerne fra Gestapos hovedkvarter i Berlin. Hele området er anlagt, så man får en fornemmelse af trøstesløshed og alligevel imponeres man over de åbne arealer og brugen af de forskellige materialer.

Topographie des Terrors er formentlig et af de vigtigste steder, hvor man kan se dokumentation for nationalsozialisternes forbrydelser og det er pokker tage mig vigtigt, at denne periode i Tysklands historie aldrig nogensinde glemmes. Menneskeheden skal mindes om. Ikke det tyske folk. Det er uretfærdigt at klandre dem. Det er nye generationer, som fortjener, at vi er bevidste om, at de ikke har andel i forfædres forbrydelser, men menneskeheden har godt af at huske, at hele folk kan forføres og drives til uhyrligheder ved hjælp af frygt og terror. Derfor er dette sted vigtigt.

Indenfor i udstillingsbygningen er den del fotos. Jeg fik stort behov for at fordybe mig i dem. Jeg stod længe foran de enkelte billeder. Ikke alle, men mange af dem. Man vil så gerne forstå og fotos dokumenterer virkelighed. En virkelighed, som ind imellem ikke giver mening. Så leder jeg.

Jeg forstår ikke, at man kan stå som publikum til en hængning, men jeg anerkender, at mennesket kan skubbes og flyttes ud, hvor det ikke længere bevæger sig i det kulturelle rum, det sædvanligvis færdes i. At verden udenom kan forandres så meget, at man også selv flyttes ud i nyt land. Grænser flyttes eller forsvinder helt.

Primo Levi beskriver det, så jeg forstår, i sine erindringer om tiden i Monowitz, en underlejr til koncentrationslejren Auschwitz. Hans roman Hvis dette er et menneske kan jeg varmt anbefale, hvis du gerne vil gøre et forsøg på at forstå. Han er usentimental og nøgtern, galgenhumoristisk og skræmmende konkret.

Danmark havde fået en lille plads i udstillingen. Vi fylder ikke meget i dén historie, men vi har meget at være stolte af. Mange kæmpede i hemmelighed mod vanviddet og terroren. Vi kan bryste os af mange både kendte og mindre kendte heltemodige mennesker, som satte sig selv i spil i forsøget på at redde andre.

Jeg bliver aldrig immun overfor historien om Hitlers visioner for Det Tredje Rige og de fatale og frygtelige konsekvenser de havde for hele verden. Min hud bliver oversensitiv og mine tårer trænges, når jeg tillader mig selv at træde ind i forsøget på at rumme og forstå.

Den fortælling er også en del af Berlins historie, vi hverken kan eller skal glemme.

Vi tog med Oline i Garage

Vi ankom til Berlin hen under aftenen i mandags, så der var ikke plads til meget andet end ud at spise og hjem og sove. Til gengæld var tirsdagen sprød og frisk, da jeg, som den første, fik øjne ved halv syv-tiden. Jeg lod de andre om at samle mere lys bag tunge øjenlåg og snuppede i stedet et brusebad, inden jeg pakkede computeren ud og snuppede lidt underholdning, mens jeg ventede på, at resten af selskabet skulle vågne. Da det endelig skete, kunne dagens program forsøgsvis lægges.

Oline ville gerne i genbrug. Garage nærmere bestemt. Lige om hjørnet, hvis man er frisk og ikke bange for næsten ti minusgrader direkte i panden, mens man kæmper med genstridige kastevinde, umedgørlige tørklæder og en teenager, som tror hun skal dø, bare fordi der er mere end 50 meter at gå. Hun skulle blive meget, meget klogere på, at man sagtens kan gå. Langt!

Allerede da vi rundede hjørnet til Ahornstrasse, kunne vi se det første skilt og vidste, at vi var på rette spor. Det skilt var mere end velkommen for selskabets yngste medlem, som var tæt på at dø, fordi hendes næse var begyndt at løbe på grund af kulden. Det er ligesom Olines generation er noget mere skrøbelig, end jeg husker min. Jeg er sikkert offer for en erindringsforskydning.

Vi havde tid til at beundre omgivelserne, mens vi fandt ned for enden af gaden. På den ene side var der betonbyggeri. På den anden var blandt andet et stort, stateligt hus, som med sikkerhed rummer et eller andet spændende. Vi fandt aldrig ud af, hvad det er. Beklager, men nydeligt er det da.

For enden af vejen begyndte vi nedstigningen. Garage ligger ikke i en garage, men i kælderen på førnævnte betonbyggeri.

Der er ikke noget småt over stedet…

– og inspiration at hente på væggene.

Oline brugte lang tid dernede. Det var helt legalt. Al den tid hun måtte have brug for, var der at tage af. Ind imellem skulle vi med på et kig og det skete også, at vi fik veto-ret til enkelte stykker tekstil, men ellers var det bare at finde bænken, smække bagdelen i sædet og nyde, at her virkelig var noget at gå om bord i, for en genbrugsglad teenager som Oline.

Jeg hvilede mig på neonpink bænk med konstant fare for at falde af den. Den var ikke medaljemateriale, når vi taler stabilitet, men komforten var i orden og man er taknemmelig for lidt, når lænden skriger pause, så jeg nød bare at sidde og iagttage jagten blandt den imponerende store samling genbrug. Aldrig har jeg set noget lignende og priserne var bare så små, så alt var tilladt. Slaraffenland var det for Oline.

Oline fyldte kurve med tøj. Hun hev ned, hang op, hev ned igen. Hun prøvede først det ene og så det andet. Hun godkendte og forkastede. Sikke hun hyggede sig.

Efter temmelig lang tid endte det med, at Oline var klar til kassen. Hun havde fyldt en kæmpestor pose med godter og kom af med mindre end 300 kroner. En billig, men rigtig sjov fornøjelse var det.

Er du til genbrug, kan vi varmt anbefale:

Garage, Ahornstrasse 2, 10787 Berlin, ved stoppet Nollendorfplatz, hvis du ikke er på gåben, men kommer med det offentlige.

DR2, Olympia og Riefenstahl

I Berlin og omegn er der så meget at se, at de par dage vi tillod os at anvende, slet ikke rækker til en brøkdel af det. Vi nåede temmelig meget på kort tid, men ét af de steder, jeg gerne ville se, var Olympiastadion Berlin. Det blev ikke i denne omgang, men jeg fik et glimt, da vi kørte ud af Berlin på hjemvejen. Det måtte blive ved det, men Berlin rummer historier allevegne og det er ikke nødvendigvis alle, der har noget med Hitler og 2. verdenskrig at gøre. Denne her historie har nu alligevel, selv om fokus egentlig er på en nyskabende og indflydelsesrig, men aldrig nogensinde rigtigt anerkendt filminstruktør. Man skal ikke arbejde for Hitler, hvis man ønsker verdens anerkendelse og det samarbejde er én af ting, man aldrig får tilgivelse for. Heller ikke selv om man bliver 101 år gammel.

En sen aften for et års tid siden, så jeg på DR2 en udsendelse om et samarbejde, som forfulgte og fordømte et helt og langt liv. Filminstruktøren Leni Riefenstahl lod sig betage af Hitler. Så tidligt som i 1932 overværede hun en af hans offentlige taler og var overbevist. Han var indbegrebet af en demagog. En folkeforfører, som i den grad formåede at vinde folket for sig. Også Riefenstahl.

Olympischen Dorf i Elstal

Leni Riefenstahl skrev til Hitler. Hun gav udtryk for sin store beundring og bad om et møde, som blev starten på et årelangt samarbejde. Riefenstahl lavede propagandafilm for Hitler og Nazistpartiet de næste mange år. Hun skød også materiale til Olympia, en film om og fra olympiaden i 1936. En film, som siden skulle vise sig at få enorm indflydelse på alt fremtidig instruktørarbejde. Riefenstahl var fremsynet og nyskabende og blev forbilledet for mange, der kom efter. Hendes måde at anvende kamera, hendes interesse for at filme mennesket i bevægelse og hendes metoder skulle siden vise sig at danne skole.

Det er klip fra den film, som har lagret sig i min hukommelse og gjort det interessant at se stedet. Jeg husker endnu gåsehuden og rædslen, da jeg så den enorme menneskemasse, som saluterede Der Führer på Olympiastadion, selv om flere sidenhen postulerede, at de “bare” hilste på traditionel olympisk vis (højre arm holdt ud i skulderhøjde).

Olympischen Dorf i Elstal

Jeg husker historien om Jesse Owens, som må siges at have været et utraditionelt medlem af den olympiske trup på grund af sin hudfarve, men ligesom Hitlers diktatur og hans segretion gav anledning til både diskussioner, overvejelser om og siden fravalgt deltagelse i OL for nogle nationer, så gav USA’s egen segretion faktisk også Owen oplevelsen af frihed. Han kunne i Tyskland frit anvende offentlig transport, frekventere enhver bar, butik eller andre offentlige steder, uden at skulle tage hensyn til sin race og sådan bliver alting mere nuanceret end bare sort og hvidt.

Jeg nåede det ikke i denne omgang. Måske når jeg det næste gang. Så skal besøget kombineres med en rundtur ude i Olympischen Dorf i Elstal. Landsbyen blev anvendt som bolig og træningsfacilitet for de 4.000 deltagere i OL 1936. Siden har bygningerne haft forskellige funktioner og sidst anvendte den russiske hær arealet. Siden de forlod bygningerne i 1992, har arealet ligget øde hen og er langsomt plyndret og gået i forfald. Det er for nylig åbnet for besøgende. Jeg ville gerne derind med mit Canon.

Næste gang…

Designer Outlet Berlin

Vi tog ud forbi Designer Outlet Berlin på vej nordpå. Det var nu nærmest stik vest og ikke nord, men en lille afstikker er tilladt, når man selv er kørende og har tiden for sig. Kenneth og Oline havde, allerede inden vi ankom, udset sig nogle butikker, de måtte forbi. Jeg havde ikke. Jeg tror simpelthen, at min shoppe-mojo er blevet væk, men jeg mangler ikke, så det går vist så rigeligt alligevel.

Designer Outlet Berlin ligger ude midt i ingenting og fladt landskab. Det føles nærmest som at gå rundt i en underlig blanding af Disneyland og en pastelfarvet landsby bygget i lego af en otteårig, lyserød pige. Meget, meget mærkeligt.

Vejret var spøjst og det bidrog i høj grad til den lidt mærkelige oplevelse. Et tyndt skylag gav solens stråler begrænset magt og virkningen var en underlig eventyrlig stemning.

Stedet er enormt. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men ikke gade efter gade med butikker skulder ved skulder og i nærmest endeløse rækker. Jeg havde heller ikke haft fantasi til at forestille mig den fornemmelse af at gå rundt på Bakken, der ramte mig efter ganske få meter. Det var virkelig en spøjs oplevelse og det optog mig vist mere, end det at få handlet igennem. Det havde jeg til gengæld et selskab, der kunne finde ud af. Efterhånden som vi bevægede og længere og længere ind i Outlet-landsbyen, voksede antallet af poser i armene på mine medrejsende.

Der blev købt nye forsyninger af sko, jeans, t-shirts, sweatre, jakker og meget mere, som jeg opgav at følge med i, men de gik ikke tomhændede der fra. Måske var mine tomme hænder et udslag af, at jeg er meget lidt pæn og pænt er deres tøj til kvinder. Nydeligt faktisk. Bare ikke rigtigt mig, men der er nok at komme efter og store besparelser på det hele.

Jeg kan til gengæld fortælle, at deres toiletter er mere end nydelige, rene med tysk på og med rigelig plads til alle. Håndsæben dufter af mirabelle og deres papirhåndklæder er luksuriøst bløde.

Når man venter ude på gangen, fordi resten af ens rejseselskab er lidt langsommere og man skal vogte alle deres millionmilliarder poser med nyindkøb, kan man stille stå og beundre kortet over Europa, hvor alle Designer Outlet er plottet på. De røde er Outlet, som er i støbeskeen. Et skal ligge i nærheden af Hamborg. På vej mod Danmark passerede vi det. Det bliver også omfangsrigt, kan vi røbe.

Det er rigtigt, at jeg gik tomhændet fra Designer Outlet Berlin, men det betyder ikke andet, end jeg er blevet en slapsvans. Der er så rigeligt at købe. Du kan jo selv tage et kig på deres oversigtskort, hvis du alligevel skal ned i nærheden og pludselig har fået trang til at handle i noget, der ligner Disneyland.

Leipziger Strasse

Vi har befundet os et godt stykke under frysepunktet alle dage i Berlin. Vi har været klædt godt på, men alligevel har det været meget koldt. I går frøs det fra morgenstunden ni grader. Ved 16-tiden var vi helt oppe og slappe af ved minus fire grader.

Vi kan lide at gå rundt og mærke, hvordan en bydel er skruet sammen. Vi har derfor gået mange kilometer og vi har ind imellem frosset. Pitstop har været caféer med kaffe og varm chokolade. Efter sådan en omgang, kan man lidt igen, men Berlin er en storby. Berlin er stedet, hvor der er plads til brede – jeg mener virkelig brede – boulevarder og store, åbne pladser. Det er både smukt og imponerende, men det er også koldt, for her får vind og vejr frit spil.

I går gik vi et stykke ad Leipziger Strasse, en lang, bred boulevard med en imponerende mængde betonlejligheder i lige så imponerende højder. Det er rester fra øst. Dem er der kun få tilbage af. Det er ikke længere nemt at se, at man passerer grænselandet mellem øst og vest. For tre år siden, da vi var her sidst, var det anderledes. Dengang var man faktisk ikke i tvivl. Nu ses det ikke længere. Det gamle fortrænges til fordel for alt det nye, som skal overtage og gøre moderne og mondænt. Der er “øst”-berlinere, som taler om at blive fortrængt af nyrige børnefamilier og mondæne butikker. Det ses, men da vi gik langs boulevarden, var det alligevel godt til at få en fornemmelse af det lidt trøstesløse og grå. Kulden, som gik gennem marv og ben, var sikkert medvirkende.

I dag vender vi retur til Aalborg. Deroppe skulle varmen være i færd med at fortrænge kulden. Det er vi ikke utilfredse med.

Kulturmarathonmedalje på vej

Ingen kan beskylde os for at forsømme den kulturelle fodring af arvingen. Hun er stopfodret gennem to dage.

I dag har været en marathondag hvad det angår, men vi er alle tre nysgerrige og griber enhver chance for en oplevelse, så da vi – fordi Oline aldrig, aldrig mere skal agere guide – kom til at gå i en alternativ retning, resulterede det i mere end én ekstra kulturberigelse på rejsen tværs gennem Stadtmitte og omegn.

Vi købte en familiebillet til alt offentligt tilgængeligt transport nede på Wittenbergplatz, en gammel og smuk station lige overfor hotellet, så vi har været med U-Bahn, enkelt- og dobbeltdækkerbus på kryds og tværs. Sikke nemt det er. Andet er der ikke at sige om det. Lidt gå-på-mod og lang elastik og så af sted ud i verden. Vi kørte ikke forkert én eneste gang og det var kun Oline, der lykkes med en retningsforvirring og sikke et held, for ellers havde vi jo slet ikke oplevet halvdelen af det, vi nu sidder og fordøjer.

Deutscher Dom giver plads til en udstilling om Bundestag. Inde i kirken er der bygget en udstilling op, som i dén grad overrasker arkitektonisk. Fordi jeg er et skarn, vil jeg i første omgang ikke vise dig billeder af det, men i stedet prøve at formidle oplevelsen af Kirkens storhed. Kirken, som institution. En bygning så enorm MÅ have givet almindelige mennesker følelsen af, at der eksisterede noget større end dem selv. Man føler sig som en myre, når man bevæger sig ind i kirkens skygge.

Udstillingen var kedelig helt ud over det vi kunne rumme, så faktisk sluttede vi én etage før udstillingen gjorde og begyndte nedstigningen uden dårlig samvittighed. Vi var nemlig en smule fornærmede, for vores tysk er ikke toptunet til de historiske finesser, Tyskland gerne vil formidle med udstillingen og af en eller anden grund, har ingen haft fantasi til at forestille sig, at der skulle snige sig en enkelt eller to ikke-tyskkyndige turister ind forbi det ellers så imponerende stykke arbejde, de har lagt for dagen.

Til gengæld VAR vi imponerede over den kække brug af rå murværk og ubehandlet beton, som dannede baggrund for udstillingen. Man skal jo huske, at det er Deutscher Dom. Kom ikke og kald tyskere kedelige. Vi har i hvert fald ædt vores ord mere end én gang, siden vi landede i Berlin første gang.

Vi fik en fin start på en dag, som skulle vise sig at indeholde så mange oplevelser, at vi endnu ikke har fordøjet halvdelen.

I morgen går turen mod Danmark igen. Vi svinger – om alle orker og alting vil – lige vestover forbi DesignerOutlet Berlin, inden vi lægger kursen stik nord. Mine fødder glæder sig overmåde meget til at lande hjemme, hvor de skal få en velfortjent pause fra at vandre 8½ time i træk. Undskyld, siger jeg bare, men det var det hele værd og jo, vi rundede også lige KaDeWe.

Faktisk gjorde jeg ikke, for jeg gik ned ad sidegaden og ned i kælderen, hvor KaDeWe Idee ligger. Dernede er der et stykke af himlen for os, som kan lide at lave alt muligt kreativt. I dag endte det bare med voldkøb af KnitPro, fordi de ikke koster en hujende fjer. Næste gang bliver det måske til mere, men jeg blev indhentet af de to, som havde været oppe på femte overfor og købe restlageret af fede t-shirts til Oline.

Nu orker jeg bare heller ikke noget som helst. At I ved det. Basta. Det skulle lige være en fodmassage og flere grin.

Udsalg. Nogen orker, andre ikke.

Vi nåede vidt omkring i går. Op og ned. Lidt genbrugshimmel. Lidt Ku’Damm Bummel til kontrast og så lidt mere endda.

Sidst på dagen endte vi i KaDeWe. Man skal holde godt fast i kreditkortet derinde. Jeg drømte om lige at tjekke deres beholdning af Mandarina Duck ud. Jeg gjorde det også, men tænk engang, ingenting fristede.

Hvis du kommer forbi, så tag i det mindste en tur op til sjette sal, som rummer en imponerende samling af verdens mange forskellige fødevarer. Der er f.eks. i nærheden af firehundrede forskellige brød. Det er lidt mere end min lokale bager tilbyder, men måske din er til et bredere sortiment.

Da vi endelig landede på hotellet helt udmattede og med smertende fødder og træt lænd, gik der ikke fem minutter, før Kenneth snuppede jakken og rendte af huse igen. Han måtte lige over forbi KaDeWe. Endnu en gang!

Ikke om vi gad!

Han havde lige set noget…

Ja, det skal jeg love for. Han kom hjem med en kæmpestor pose fyldt til randen med gode sager. Han er ikke tidligere TøjJon* for ingenting, men forklaringen var, at herreafdelingen havde udsalgshjørne og han vidste godt, at vi ikke orkede at stå med, så det var helt smart at smide os hjem først. Nu fik han fred og ro og han var svært tilfreds, da han vendte hjem med besparelser på helt op til 80% på nogle af hans yndlingsmærker. Vi kunne næsten høre ham tilfredshedsgnække resten af aftenen.

* TøjJon er sådan en kludehandler eller med andre ord en person, som beskæftiger sig professionelt med tekstiler. Her primært i form af beklædning.

Loading...
X