Category Archive: Livskvalitet

Søndag med hjertet på rette sted

Søndag

Søndag er helt mørk, våd og grå. Indenfor må jeg tænde lys, hvis jeg ikke sidder direkte under vinduerne. Det er så koldt, at jeg overvejer strømper og regnen siler ned, men jeg elsker regnvejr. Ikke rusk og regnvejr, men regnvejr. Jeg hader blæst, men regn på den måde, vi får det lige nu, er bare skønt. Det siler. Det falder tungt og livgivende og både naturen og jeg trænger. Regnvejret er velkommen. Temperaturen er udholdelig igen og jeg klager ikke.

Jeg strikker. Jeg drikker kaffe. Jeg nyder, at dagen er startet stille og roligt. Jeg glæder mig, da jeg kommer i tanke om, at jeg ikke skal bruge en del af min søndag på at forberede den kommende uge. Jeg havde allerede afsat en time sidst på eftermiddagen, men der er ingen ugerapporter at skrive. Der er ingen logistik at tilrettelægge. Der er ingen forberedelse og ingen kunstgreb at foretage. Der er følelsen af frihed og af at være min egen herre. Det kan jeg godt vænne mig til :-)

Jeg vender mig mod mit Waterloo, den lille hjertetrøje fra Lene Holme Samsøes bog med babystrik. Det er sjette gang, jeg skal forsøge mig med at få diagrammet til at lykkes. Sjette gang! Det her skal være en søndag med hjertet på rette sted. Det er endnu ikke lykkes. Jeg tror, at det handler om manglende koncentration, når det ikke lykkes for mig, for Lene er en dygtig designer, så jeg overvejer, om det er denne formiddag, der skal bruges til endnu et forsøg, eller om den skal vente til senere. Måske jeg bare skal strikke et eller andet, som falder mig nemt. Jeg tror det næsten. Det er jo søndag.

Må din søndag blive fuld af det, der falder dig nemt og tilpas af det, der ikke gør :-)

Lørdag med strikketøj og alene-tid

Lørdag morgen...

FOTO: Jeg strikker Clover Earflap Hat

Lørdag morgen er stille væren oppe i køkkenet ved langbordet med kaffe, strikketøj og radioen kørende i baggrunden. Jeg trænger til at sidde alene, så jeg nyder det. Jeg bliver stille og glad indeni. Jeg finder ro i det uafvendelige og fred med virkeligheden. Sådan må det være.

Jeg strikker fortsat i spredt orden og med varierende stamina, for jeg er alt for træt, forvirret, fyldt op og fyldt ud med nyt til at være trofast og udholdende. Det betyder, at Mormorkassen* langsomt fyldes med små projekter, som forhåbentlig kommer til at gøre glad, der hvor de lander. Dem får jeg gjort færdig. Der får jeg hæftet ender og syet knapper i. Jeg får vasket og tørret og ind imellem får jeg endda fotograferet.

Jeg har fået en fantastisk fin gave af Kenneth. Sådan én, jeg havde forsvoret, at jeg nogensinde skulle erhverve mig, er landet i mit skød. Jeg er blevet ejer af en MacBook Air og jeg bander og svovler som en gammel sømand, når jeg arbejder på den. Jeg synes måske nok, at den er lidt irriterende og ikke særlig smidig og sådan har jeg egentlig altid tænkt om den familie. Mit syn på dem har ikke ændret sig, men jeg elsker nu alligevel den lille sveske, for den vejer absolut ingenting og er nem at tage med under armen eller i tasken, hvilket jeg i den grad har manglet. Den skal kun bruges til sjov og ballade, så mon ikke vi nok skal blive venner? Jeg tror det.

Om lidt vil jeg sætte mig med den nye baby og lære den endnu bedre at kende, for jeg er stadig der, hvor jeg synes, at det er så meget skønnere og nemmere at gøre alting fra min gode, gamle og trofaste laptop. Jeg må hellere …

*Mormorkassen er en kasse med baby-/børnestrik, som venter på, at der kommer et lille myr forbi. Det er ikke specielt møntet på Oline, men bare min mulighed for at strikke småt.

Intimkoncert ved skovsøen

Vi valgte at forlænge vores ferie dette år. Egentlig skulle vi være kørt hjem allerede torsdag, for at sikre en stille og rolig opstart på arbejde, men omstændighederne lokkede os til at omgøre den beslutning.

Vi havde fået besøg af Anne og pigerne allerede i starten af vores tredje uge dernede og vi er gode til at holde ferie sammen, så da den nærmede sig sin ende, var alle lidt triste over, at det allerede var slut. Så huskede vi vores beslutning …

Dordogne, sommeren 2014

I Frankrig er der en vedholdende tradition for Marché Gourmand, som betyder, at du næsten altid kan finde en landsby i nærheden, der tilbyder en aften med fællesspisning og ofte også musik under en eller anden form.

Lørdag aften, hvor vi egentlig skulle være hjemme og være i gang med at vaske og tørre de forrige ugers tekstile udsvævelser, var der Marché Gourmand i vores egen lille landsby. Vi var allerede i den første uge dernede blevet indbudt til en koncert, som Jan (vores hollandske “for-bo”) og hans orkester skulle give nogle timer inden fællesspisningen løb af stabelen. En jazz-koncert. Vi måtte bare dele den oplevelse med Anne og pigerne. Det var jo nærmest umuligt at sige nej …

Karla havde fortalt om, hvordan huset langsomt ville fyldes med gæster og der skulle øves og måske vi ville høre en lille smule musik ovre fra dem. Det syntes vi jo bare lød skønt og da hun kunne fortælle om intimkoncert ved lille, smuk skovsø og iøvrigt insisterede på, at de var dygtige musikere, var vi slet ikke svære at gøre interesserede, men der vare bare lige den lille hage ved det hele, at det jo var den lørdag, hvor vi burde være i Danmark.

Det sker formentlig kun én gang, at chancen for sådan en oplevelse kommer forbi, så vi besluttede hurtigt, at vi ville forlænge ferien med de par dage. Heldigvis var Anne og pigerne med på idéen, så vi blev.

Dordogne, sommeren 2014

Tirsdag måtte jeg til lægen. Jeg var dagen før blevet bidt af en klæg, som tilsyneladende havde været forbi et eller andet uheldigt – her snakker vi sikkert kokasser og andet væmmeligt. Den havde i hvert fald efterladt en begyndende infektion på mit højre skinneben, som nu var rødt og varmt.

Jeg gik over til Karla. “Hun er kvinde for at hjælpe”, tænkte jeg og sådan var det. Hun ringede til sin læge, aftalte en tid og kom tilbage og forklarede mig, hvordan jeg fandt lægehuset i en landsby små 12 kilometer væk. Vi befandt os jo på landet, skal du huske.

Hun spurgte om vi var blevet vækket af larmen natten før og jeg kiggede spørgende på hende, for vi havde intet usædvanligt bemærket og det skal lige siges, at Kenneth og jeg sover for åbne vinduer, som vender ud mod gårdspladsen og dermed over mod Karla og Jan, men denne nat havde det lokale brandvæsen og en ambulance været nede og hente en af deres gæster. Deres saxofonist havde glemt at fortælle dem, at han går i søvne. Han havde vurderet, at det ikke gjorde nogen særlig forskel, for han havde aldrig oplevet, at det havde budt på problemer.

Han sov på førstesalen af huset i vinduet ud mod vejen. Du kan faktisk se de blå skodder, hvis du kigger på billedet i forrige indlæg. Lige over jorden og ikke noget alarmerende, skulle man synes, men det skulle vise sig at forholde sig helt anderledes.

Han var i søvne spadseret ud af vinduet og var faldet ekstremt uheldigt. Faktisk så uheldigt, at de på daværende tidspunkt endnu ikke vidste, om han ville overleve faldet. Han havde brækket i alt otte ribben og havde læderet både lever og blære ganske alvorligt. Karlas øjne fyldtes med tårer, mens hun fortalte om natten og mine gjorde det samme, for det var da bare så forfærdeligt tragisk og så kunne mit skinneben sådan set rende og hoppe. Der er små og store problemer her i verden og mit blev reduceret til ingenting.

I de efterfølgende dage var alle i tvivl om, hvorvidt koncerten ville blive gennemført, men heldigvis skulle det vise sig, at deres gode ven hurtigt var i bedring og ville overleve uden alvorlige mén.

Jazzkoncert ved lille skovsø, Dordogne, sommeren 2014

Lørdag sidst på eftermiddagen tumlede vi ud af døren, klemte os ind i bilen og kørte ned ad små, snoede skovveje uden helt at vide, hvor vi var på vej hen. Karla havde givet os nogle løse dessiner omkring stedet for koncerten, men ingen af os var helt sikre på hvor. Vi havde dog en idé og efterhånden også en solid, geografisk fornemmelse for nærområdet, så der gik ikke mange sving, før Anne og Kenneth havde lokaliseret koncerten.

Omgivelserne var fantastiske. Sol, træer med behagelig skygge, smaragd-grøn sø omkranset af velvoksne og smukke piletræer og ellers bare en samling skønne, glade og imødekommende mennesker, som alle var kommet, for at lytte til skøn jazz.

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Så sad vi der i solen sammen med varm Bio Rosé med grape, insisterende og utrolig begavet jazz i ørerne og en sangerinde, der var både smuk og talentfuld til at pynte på halvdelen af numrene. Sådanne øjeblikke kan ikke arrangeres, men falder som appelsiner i turbanen, hvis man husker at arrangere den, så der er plads, når man spadserer gennem livet. Vi øver os konstant i det. Denne gang lykkedes det at give plads og gribe.

Vi følte os meget heldige den aften ved skovsøen. Meget heldige ♥

Et flygtigt, men gemt og skattet øjeblik

Dordogne, sommeren 2014

Synet af disse to på vej ud af livets landevej udløser altid en stille, varm glæde i mit hjerte. Et flygtigt, men gemt og skattet øjeblik. Mere er der ikke at sige om det …

Min første arbejdsdag hos Garnudsalg

Min nye hverdag er startet. Jeg er mødt ind på arbejde til direktør-tid. Langsomt er jeg vågnet, har badet og hygget med kaffe, inden jeg endelig har gjort mig klar og er mødt ind her på Indkildevej.

Der var ikke nogen her, der syntes, at det var en særlig dag. Bare en hverdag. Altså med undtagelse af mig. For mig er det en helt særlig dag. Det er min første arbejdsdag på mit nye job. Jeg har ikke forstået det endnu, men det er jo sådan, det er. Min fremtid ligger her og jeg elsker at være her ♥

Grøn hverdag...

Hverdagsblomst

Pakker er det bedste...

Tænk at jeg får lov til at beskæftige mig med noget af det, der har givet mig endnu større livskvalitet, ro indeni og en daglig glæde. Tænk at min læge har startet alt det her, da jeg fik en alvorlig stress og hun foreslog mig at genoptage strikkeriet …

At strikke gjorde, at jeg fandt Liselotte igen. At strikke gjorde, at jeg kunne sidde stille, finde ro og endda i glimt samle tankerne, da jeg havde det allermest dårligt. Al min strik gjorde, at Kenneth havde øje for det allerførste og gode tilbud om lækkert garn og tog chancen, købte det og var i gang og nu sidder jeg her på min første arbejdsdag som fuldtidsansat hos Garnudsalg.

Det havde jeg ikke lige set komme. Hvis jeg havde, havde jeg slet ikke kunnet vente …

Mandag med indbygget forventningens glæde

Mandag morgen

Mandag morgen er ikke uden charme. Og sol. Det sidste gør en forskel, for i går havde vi heldagsregn, men vi havde alligevel en helt igennem fantastisk dag.

Det regner ikke voldsomt hernede. Det drypper lidt. Blide, bløde sommerbyger. Kun et par gange har himlen åbnet sig for alvor og der har vi ikke været udenfor, så vi klager ikke det mindste. Ind imellem bygerne er her skønt. Når solen dukker frem af skyerne, er den så varm, at vi husker sidste sommer, hvor vi næsten ikke kunne trække vejret. Det bliver sådan igen i løbet af de næste par dage, så måske vi bare skulle nyde regn og skyer.

Morgenen er våd. Tung, tæt dug hænger på alt og med solen gav alle dråber på én gang slip af bladhang og grene og faldt til jorden med lyden af et regnskyl. Man skal ikke lade sig snyde. Det var dug. Sol og dug. En fin kombination.

Jeg anstrenger mig for at være til stede i nu’et. Ikke lade mig glide med tankerne ind i fremtiden, for den er spændende og jeg glæder mig til den, men jeg er på ferie lige nu og her.

For det meste er jeg god til det. Ind imellem løber tanker og idéer af med mig, men det samme sker for Kenneth og eftersom vi skal dele hverdag lige om lidt, føles det faktisk okay ind imellem at fortabe sig i en idé eller to. Vi skal dele hverdag. Lige om lidt. Jeg skal ikke tolke mere. Jeg skal noget helt andet. Noget, jeg er meget passioneret omkring. At dele ud af min glæde ved håndarbejde. Det kan kun blive godt og måske lidt svært. Det sidste må komme an på en prøve, men sådan en mandag morgen i Dordogne, kan jeg godt sidde her – helt for mig selv – og glæde mig til alle de hverdage, jeg skal dele med Lisette, Steen og Kenneth og alle de aftener og eftermiddage, jeg skal dele med skønne kvinder med passion for garn og håndarbejde. Sikke inspiration og glæde, der venter forude :-)

Måske jeg skulle gribe hækletøjet? Jeg tror det næsten :-)

Lørdag er…

Lørdag starter bare sådan helt igennem skøn. Lørdag minder mig om, at det er tid for lyse nætter, solskinsmorgener og fuglesang fra tidligere end jeg egentlig havde tænkt mig, at jeg skulle være vågen. Lørdag starter første gang klokken tæt på fire, men jeg snyder den og snupper flere timer under den lune dyne.

Lørdag er at starte på trædækket med bare tæer, som sanser morgen, bløde brædder og dug fra den nat, der bragte energi og en følelse af at have sovet godt og tungt. Lørdag er en tur ind i det allerede varme Feddet, der lokker med timer med forsigtige forsøg med strikketøj, lydbog og varm kaffe. Lørdag er at vide, at vi har fri og ikke skal andet, end det vi har lyst til. Lørdag er måske grill og god vin. Lørdag kan i princippet være så meget :-)

Lørdag er dejlig dag

Lørdag er dejlig dag

Lørdag er at have tiden til at sidde lige her, midt i citrus og oliven og drømme mig hen, hvor peberet gror. Lørdag er at huske, at jeg sidder lige her, midt i alt det, jeg elsker. Lørdag er at lande i den tilfredshed og lykke, der følger med, når man er lige akkurat der, hvor man helst vil være.

Lørdag er dejlig dag

Lørdag er dejlig dag

Lørdag kunne også være at fortælle om, hvor meget det glæder mig, at en at mit hjertes mest dyrebare veninder, Anne, har grebet livet ved struben og udfordret det med kravet om retten til at leve drømmen ud.

At hun sprang. Helt og uforbeholden. Ud på dybt vand, hvor jeg bare så meget ved, at hun kan bunde. Hun er så hamrende talentfuld, sød, varm og passioneret, at Vrads Station ikke kunne have fået en bedre repræsentant. Hun skal være stationsbestyrer. Hun skal gøre alt det, jeg véd, at hun er så utrolig god til. Hun skal servere sund, lækker og god mad og nærværende, passioneret og glad oplevelse til os, der kommer forbi efter årsskiftet. Jeg er én af dem. Du skulle også blive en af dem. Det bliver fantastisk og der er naturligvis allerede rift om hende ♥

Lørdag er på alle måder god :-)

Mirabellen blomstrer, så det er forår!

Vejret er vidunderligt. Det lugter af forår derude. Oskar står ved køkkendøren og kalder. Når jeg åbner for ham, går han tre skridt ud på terrassen, hvor han sætter sig med ansigtet vendt op mod solen. Han nyder, at solen er her igen og vejret er til at tilbringe en stor del af dagen udenfor.

Jeg må tilslutte mig. Jeg synes også, at det er skønt. Jeg har åbnet for sommerresidensen. Dørene står på vid gab, madrasser er slæbt udenfor til luftning, mens vi fejer ned og vasker af. Om et øjeblik er vi klar til foråret og sommerens skønne udeliv. Jeg glæder mig til at tage hul på det. Det bliver den første sommer, hvor vi for alvor skal nyde alt det nye og vi er i gang med at planlægge.

Søndag er sol over Tjørnevang

Det bedste venter forude. Vi skal have købt blomster og tomater, fersken og krydderurter, som skal forsøde hele sommeren, men vi venter. Det er for tidligt at satse på frostfri, så vi tager tålmodigheden i ed og venter lidt endnu med de store investeringer. Lidt kan vi dog gøre allerede nu. Vi kan lægge planer.

Søndag er sol over Tjørnevang

Jeg har hidtil haft en staudebed nede i haven. Sådan ét, som hvert eneste år har givet mor og mig grå hår, svedige ansigter og ømme muskler, fordi det over efterår og i det tidlige forår når at gro til i den skvalderkål, som stortrives på vores matrikel. Jeg gider ikke mere. Jeg har planer om at gøre mit liv enklere. Det inkluderer også, at jeg ikke længere skal bruge tid på at luge i et staudebed.

Engang gav det mig stor glæde og tilfredsstillelse at arbejde i haven. Jeg elskede at vende jord, luge, plante og passe. I dag er det anderledes for mig. Min fysik kan ikke længere holde til det. Jeg er begrænset af nogle slid-skader, som ikke tillader mig at gøre ret meget, men jeg kan stadig lide at se på smukke blomster og jeg elsker de små, nemme opgaver som at nippe blomster, vande og klipper krydderurter. Den slags kræver ikke fysisk udholdenhed eller styrke, så jeg vil gøre en dyd ud af nødvendigheden og sørge for, at kravene til min fysik tilpasser sig min virkelighed, mens jeg stadig vil have masser af blomster. Jeg er sikker på, at det kan lade sig gøre.

Søndag er sol over Tjørnevang

Mirabellen er sprunget ud. Oskar og jeg har været nede at nyde den. Bagefter løb Oskar tilbage på terrassen. Nu ligger han og soler sig, mens jeg gør klar til et besøg på planteskolen. Ikke for at købe blomster, men for at hente råd omkring et alternativ til mit staudebed. Et område med blomstrende buske, som kan gøre mig glad, hver gang jeg kigger ned gennem haven.

Man må sno sig, så det har jeg tænkt mig at gøre på denne skønne, solrige søndag :-)

Loading...
X