Category Archive: musik

Intimkoncert ved skovsøen

Vi valgte at forlænge vores ferie dette år. Egentlig skulle vi være kørt hjem allerede torsdag, for at sikre en stille og rolig opstart på arbejde, men omstændighederne lokkede os til at omgøre den beslutning.

Vi havde fået besøg af Anne og pigerne allerede i starten af vores tredje uge dernede og vi er gode til at holde ferie sammen, så da den nærmede sig sin ende, var alle lidt triste over, at det allerede var slut. Så huskede vi vores beslutning …

Dordogne, sommeren 2014

I Frankrig er der en vedholdende tradition for Marché Gourmand, som betyder, at du næsten altid kan finde en landsby i nærheden, der tilbyder en aften med fællesspisning og ofte også musik under en eller anden form.

Lørdag aften, hvor vi egentlig skulle være hjemme og være i gang med at vaske og tørre de forrige ugers tekstile udsvævelser, var der Marché Gourmand i vores egen lille landsby. Vi var allerede i den første uge dernede blevet indbudt til en koncert, som Jan (vores hollandske “for-bo”) og hans orkester skulle give nogle timer inden fællesspisningen løb af stabelen. En jazz-koncert. Vi måtte bare dele den oplevelse med Anne og pigerne. Det var jo nærmest umuligt at sige nej …

Karla havde fortalt om, hvordan huset langsomt ville fyldes med gæster og der skulle øves og måske vi ville høre en lille smule musik ovre fra dem. Det syntes vi jo bare lød skønt og da hun kunne fortælle om intimkoncert ved lille, smuk skovsø og iøvrigt insisterede på, at de var dygtige musikere, var vi slet ikke svære at gøre interesserede, men der vare bare lige den lille hage ved det hele, at det jo var den lørdag, hvor vi burde være i Danmark.

Det sker formentlig kun én gang, at chancen for sådan en oplevelse kommer forbi, så vi besluttede hurtigt, at vi ville forlænge ferien med de par dage. Heldigvis var Anne og pigerne med på idéen, så vi blev.

Dordogne, sommeren 2014

Tirsdag måtte jeg til lægen. Jeg var dagen før blevet bidt af en klæg, som tilsyneladende havde været forbi et eller andet uheldigt – her snakker vi sikkert kokasser og andet væmmeligt. Den havde i hvert fald efterladt en begyndende infektion på mit højre skinneben, som nu var rødt og varmt.

Jeg gik over til Karla. “Hun er kvinde for at hjælpe”, tænkte jeg og sådan var det. Hun ringede til sin læge, aftalte en tid og kom tilbage og forklarede mig, hvordan jeg fandt lægehuset i en landsby små 12 kilometer væk. Vi befandt os jo på landet, skal du huske.

Hun spurgte om vi var blevet vækket af larmen natten før og jeg kiggede spørgende på hende, for vi havde intet usædvanligt bemærket og det skal lige siges, at Kenneth og jeg sover for åbne vinduer, som vender ud mod gårdspladsen og dermed over mod Karla og Jan, men denne nat havde det lokale brandvæsen og en ambulance været nede og hente en af deres gæster. Deres saxofonist havde glemt at fortælle dem, at han går i søvne. Han havde vurderet, at det ikke gjorde nogen særlig forskel, for han havde aldrig oplevet, at det havde budt på problemer.

Han sov på førstesalen af huset i vinduet ud mod vejen. Du kan faktisk se de blå skodder, hvis du kigger på billedet i forrige indlæg. Lige over jorden og ikke noget alarmerende, skulle man synes, men det skulle vise sig at forholde sig helt anderledes.

Han var i søvne spadseret ud af vinduet og var faldet ekstremt uheldigt. Faktisk så uheldigt, at de på daværende tidspunkt endnu ikke vidste, om han ville overleve faldet. Han havde brækket i alt otte ribben og havde læderet både lever og blære ganske alvorligt. Karlas øjne fyldtes med tårer, mens hun fortalte om natten og mine gjorde det samme, for det var da bare så forfærdeligt tragisk og så kunne mit skinneben sådan set rende og hoppe. Der er små og store problemer her i verden og mit blev reduceret til ingenting.

I de efterfølgende dage var alle i tvivl om, hvorvidt koncerten ville blive gennemført, men heldigvis skulle det vise sig, at deres gode ven hurtigt var i bedring og ville overleve uden alvorlige mén.

Jazzkoncert ved lille skovsø, Dordogne, sommeren 2014

Lørdag sidst på eftermiddagen tumlede vi ud af døren, klemte os ind i bilen og kørte ned ad små, snoede skovveje uden helt at vide, hvor vi var på vej hen. Karla havde givet os nogle løse dessiner omkring stedet for koncerten, men ingen af os var helt sikre på hvor. Vi havde dog en idé og efterhånden også en solid, geografisk fornemmelse for nærområdet, så der gik ikke mange sving, før Anne og Kenneth havde lokaliseret koncerten.

Omgivelserne var fantastiske. Sol, træer med behagelig skygge, smaragd-grøn sø omkranset af velvoksne og smukke piletræer og ellers bare en samling skønne, glade og imødekommende mennesker, som alle var kommet, for at lytte til skøn jazz.

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Så sad vi der i solen sammen med varm Bio Rosé med grape, insisterende og utrolig begavet jazz i ørerne og en sangerinde, der var både smuk og talentfuld til at pynte på halvdelen af numrene. Sådanne øjeblikke kan ikke arrangeres, men falder som appelsiner i turbanen, hvis man husker at arrangere den, så der er plads, når man spadserer gennem livet. Vi øver os konstant i det. Denne gang lykkedes det at give plads og gribe.

Vi følte os meget heldige den aften ved skovsøen. Meget heldige ♥

Cause… girl, I like it…

Lad os danse… bare lidt…

Lad os larme lidt…

Trouble Town

Kenneth er umanerlig god til at finde ny musik, som jeg kan lide. Han ved præcis, hvad der gør mig glad og danselysten. Også denne gang.

Må jeg præsentere Jake Bugg…

Skulle vi ikke bare gi’ den gas?

Christian, du giver mig lyst til at danse og det er noget skidt…

- for jeg skulle egentlig noget helt andet, men så skidt da… *bababadudabaduuuuu*

Når man rammer muren, kan man gøre et af to. Give op eller sparke røv!

Jeg sparker røv til denne her :-)

Porta Pro eller lidt om hvordan jeg omgås en af mine særheder

Jeg elsker at lytte til musik. Alene. Uden andre i nærheden. Hvis der er andre, kan jeg ikke lytte til musik. Jeg nyder ikke. Jeg stresser. Jeg kan ikke rumme både musikken og menneskene. En ting ad gangen. Ikke både lyd og mennesker, som jeg gerne vil på én gang, for så kan jeg alligevel ikke lytte til og nyde musikken og den bliver udelukkende en stressfaktor for mig, fordi den ligger som larm i periferien af min bevidsthed.

Kenneth og jeg er skruet helt forskelligt sammen. Kenneth elsker musik og helst hele tiden og allevegne. Jeg ved godt, at det er mig, som er den særeste. Jeg ved det godt. Jeg kan bare ikke gøre for det. Jeg kan simpelthen ikke sætte mig op til at skulle rumme det hele. Det bliver for meget og det skaber kaos indeni. Så stresser jeg og beder om, at musikken slukkes, inden jeg får en nedsmeltning og bliver urimeligt irritabel, fordi jeg ikke kan alting på samme tid. Kenneth sukker og slukker.

Det er sjældent at vi lytter til musik sammen. Meget sjældent. Kenneth har monteret et par højtalere inde på lageret og ind imellem kan jeg mærke bassen, når jeg passerer ude på gårdspladsen. Den får ikke for lidt og det er ham så vel undt, for han elsker musik. Han kan slet ikke leve uden. Det kan jeg snildt, hvis jeg har mennesket. Jeg er ikke poetisk på den måde. Det er Kenneth.

Jeg kan heller ikke lide at have ørepropper i ørerne. Det stresser mig også voldsomt, for jeg mister kontrollen. Jeg kan ikke høre mine omgivelser. Jeg har ikke glæde af at lukke verden ude. Jeg udvikler en stress i stedet. Jeg ved godt, at jeg er sær. Kenneth ved det også. Måske er det en skade fra mine mange år med ører på stilke, fordi vi skulle lytte til Alexander. Jeg ved det ikke, men jeg kan ikke lukke verden ude på den måde.

Kenneth ved, at jeg elsker musik. Du skal nemlig ikke tage fejl, for det gør jeg. Jeg skal bare have det for mig selv. Jeg lytter altid til musik, når jeg kører bil. Høj musik. Så det næsten runger for ørerne, når jeg stiger ud. The The er noget af yndlingsmusikken for øjeblikket, som det har været siden Tidernes Morgen. Jeg bliver aldrig træt af det. Jeg synger med og jeg kan lide, at det meste er fuld af energi og passion.

Jeg lytter også til musik på andre tidspunkter og fordi jeg lever sammen med en mand, som er passioneret omkring lyd, har jeg fra tidlig alder været aldeles godt udstyret, når det kommer til lytteaggregater. Jeg sværger til Koss Porta Pro.

Koss Porta Pro er On-Ear Headphones og det er noget, jeg kan bruge. De skal ikke ind og lukke alt ude. De har en fantastisk lydgengivelse. De er utrolig komfortable og så kan de pakkes sammen, så de fylder tæt på ingenting. De er geniale og de har fulgt mig siden 1982, hvor jeg fik mit første sæt af Kenneth.

Jeg lægger stor vægt på, at de lyder fantastisk, sidder godt og kan reguleres i både bøjlestørrelse og tryk på ørerne. Jeg vil også gerne, at jeg kan flytte bøjlen om i nakken. Jeg kan lide, at de sidder tæt, uden de lukker hermetisk. Jeg elsker, at de er bløde og rare for ørerne og så er jeg naturligvis vild med, at de lader mig følge med i omgivelserne, fordi de levner plads til at lytte udad også.

Nå ja, jeg glemte vist lige at sige, at de ikke koster i nærheden af min bondegård. De er faktisk utrolig rimelige i pris. Og nogle af verdens bedste. Hvad venter du på?

Loading...
X