Category Archive: Tolkejobbet

Søndagsglimt

Søndag med æblekage

Søndag med æblekage

Søndag med krydderkage

Søndag med æblekage

Søndag aften glimter forude. Vi har haft kaffe-visit. Vi har spist æblekage og Karins gode krydderkage. Vi har drukket skoldhed te. Vi har snakket med Annemette, Heidi og lille Irma – Oskars nye kusine. På fredag kommer de alle på besøg herovre og vi glæder os.

Vi har nydt en skøn, blid og mild efterårssøndag og for et øjeblik siden gjorde jeg klar til at bruge den sædvanlige time på at forberede den kommende arbejdsuge, da jeg huskede, at det gør jeg ikke mere med en time foran computeren, hvor jeg skriver ugerapport, udfylder kørselregnskab og forbereder den kommende uges tolkninger. Nu forbereder jeg mig også, men det er sammen med Kenneth.

Vi sætter os og snakker lidt om, hvad vi forestiller os, at vi skal nå i løbet af ugen. Det kan være alt fra lager-oprydning til nye fotos til en stak annoncer. Vi skal måske tælle lager af strikkepinde, fylde op på hylderne i butikken, ordne retur-post og kreditere. Måske skal der laves regnskab eller vi snakker om, hvordan vi får fundet tiden til at engagere modeller og får taget fotos til de opskrifter, vi har på trapperne. Det er hyggeligt og sjovt og jeg nyder det.

Efter en rå-skitse for ugen, skal Kenneth i gang med aftensmaden, mens jeg har det privilegium at kunne sætte mig i hjørnet i sofaen og bare nyde, at jeg har fri lige til i morgen tidligt.

Nye vaner tager tid. Jeg har stadig ikke helt vænnet mig til, at jeg arbejder hos Garnudsalg. Jeg venter hvert øjeblik, at de ringer fra CFD og spørger, hvor pokker jeg bliver af. At kunden står og venter. Jeg tager mig selv i pludselig at få koldsved, fordi jeg tror, at jeg har glemt at tage ud til en opgave for så at huske, at det er helt i orden, at jeg står med hænderne begravet i garn og strik.

Nye vaner tager tid. Det er godt at have nogle gamle, som ikke kræver energi. Søndag aften i sofahjørnet kræver ikke andet, end jeg lige tager mig sammen og flytter mig. Om et øjeblik …

At gøre det forbi

Kayerødsgade I dag starter på Indkildevej, men siden skal jeg flytte mig til midtbyen. Jeg skal gå den gammelkendte vej hen ad Kayerødsgade for at passere tværs over Frederikstorv.

Et lille stykke oppe ad Niels Ebbesens Gade skal jeg tage trappen til første, træde indenfor og genkende lugten, der er helt speciel for lige præcis den adresse. Jeg skal gense de vægge, jeg plejede at bruge mange timer bag og jeg skal endelig se mine tidligere kolleger igen.

Jeg skal ind forbi for at gøre det forbi. Jeg skal ind og rydde op, smide ud og lægge væk. Jeg skal arkivere, deaktivere og gøre en ende på noget, som allerede har været slut i snart et par måneder.

Det har været slut, men aldrig afsluttet, fordi enden kom, før nogen anede det og siden kom en sommerferie og hverdagens travlhed og gjorde, at det endte med at blive i dag, jeg skal sige det sidste, officielle farvel.

Jeg glæder mig. Ikke til at sige farvel, men til at sige goddag til mine skønne eks-kolleger. Jeg er jo vild med dem :-)

Torsdag tæt på…

Torsdag

Torsdag. Tæt på weekend. Tiden løber. Stærkt.

Jeg skal tolke hele dagen. En af de lange. Det bliver en udfordring for mig, men jeg glæder mig. Det er godt at være i gang igen og jeg klager bestemt ikke.

De siger kraftige regnbyger. Blæst. Ingen solskin i dag. Jeg satser på solskin. Om ikke andet, så indeni. Det bestemmer jeg da heldigvis.

Må din dag blive fuld af sol og sjov :-)

Begrænsningens kunst eller hvordan jeg må rejse let…

Jeg er ved at være klar til endnu en arbejdsdag. Bussen skal stå for skud om et øjeblik. Derfor pakker jeg forsyninger i kæmpetasken. Yndlingen, som rummer alt, jeg kan komme i tanke om at mangle i løbet af en dag udenfor huset.

Jeg lærer nyt hele tiden. Også på den hårde måde. Der luges ud i taskens indhold, for det er ikke længere et spørgsmål om at bære den ud på forsædet af bilen. Jeg skal bære den. Rundt i hele byen og omegn. Selv. På skulderen eller i hånden. Så bliver man ydmyg, nøjsom og opmærksom på alt det, men egentlig lever fint uden. Man lærer at rejse let.

I tasken ligger også et lille strikketøj, for selvom dagene er blevet længere og fleksibiliteten mindre, er der klart fordele for mig ved at frekventere det offentlige. I en bus på vej fra A til B, kan der sagtens være plads til en pind eller to. Og god musik i ørerne. Jeg er sådan set ret tilpas med det nye.

Klar til endnu en arbejdsdag...

Nu vil jeg fatte mit komprimerede tolkeliv og tage apostlenes heste op til 15’eren. Der venter en god dag derude. Også på dig :-)

Loading...
X