Category Archive: Tolkejobbet

Søndagsglimt

Søndag med æblekage

Søndag med æblekage

Søndag med krydderkage

Søndag med æblekage

Søndag aften glimter forude. Vi har haft kaffe-visit. Vi har spist æblekage og Karins gode krydderkage. Vi har drukket skoldhed te. Vi har snakket med Annemette, Heidi og lille Irma – Oskars nye kusine. På fredag kommer de alle på besøg herovre og vi glæder os.

Vi har nydt en skøn, blid og mild efterårssøndag og for et øjeblik siden gjorde jeg klar til at bruge den sædvanlige time på at forberede den kommende arbejdsuge, da jeg huskede, at det gør jeg ikke mere med en time foran computeren, hvor jeg skriver ugerapport, udfylder kørselregnskab og forbereder den kommende uges tolkninger. Nu forbereder jeg mig også, men det er sammen med Kenneth.

Vi sætter os og snakker lidt om, hvad vi forestiller os, at vi skal nå i løbet af ugen. Det kan være alt fra lager-oprydning til nye fotos til en stak annoncer. Vi skal måske tælle lager af strikkepinde, fylde op på hylderne i butikken, ordne retur-post og kreditere. Måske skal der laves regnskab eller vi snakker om, hvordan vi får fundet tiden til at engagere modeller og får taget fotos til de opskrifter, vi har på trapperne. Det er hyggeligt og sjovt og jeg nyder det.

Efter en rå-skitse for ugen, skal Kenneth i gang med aftensmaden, mens jeg har det privilegium at kunne sætte mig i hjørnet i sofaen og bare nyde, at jeg har fri lige til i morgen tidligt.

Nye vaner tager tid. Jeg har stadig ikke helt vænnet mig til, at jeg arbejder hos Garnudsalg. Jeg venter hvert øjeblik, at de ringer fra CFD og spørger, hvor pokker jeg bliver af. At kunden står og venter. Jeg tager mig selv i pludselig at få koldsved, fordi jeg tror, at jeg har glemt at tage ud til en opgave for så at huske, at det er helt i orden, at jeg står med hænderne begravet i garn og strik.

Nye vaner tager tid. Det er godt at have nogle gamle, som ikke kræver energi. Søndag aften i sofahjørnet kræver ikke andet, end jeg lige tager mig sammen og flytter mig. Om et øjeblik …

At gøre det forbi

Kayerødsgade I dag starter på Indkildevej, men siden skal jeg flytte mig til midtbyen. Jeg skal gå den gammelkendte vej hen ad Kayerødsgade for at passere tværs over Frederikstorv.

Et lille stykke oppe ad Niels Ebbesens Gade skal jeg tage trappen til første, træde indenfor og genkende lugten, der er helt speciel for lige præcis den adresse. Jeg skal gense de vægge, jeg plejede at bruge mange timer bag og jeg skal endelig se mine tidligere kolleger igen.

Jeg skal ind forbi for at gøre det forbi. Jeg skal ind og rydde op, smide ud og lægge væk. Jeg skal arkivere, deaktivere og gøre en ende på noget, som allerede har været slut i snart et par måneder.

Det har været slut, men aldrig afsluttet, fordi enden kom, før nogen anede det og siden kom en sommerferie og hverdagens travlhed og gjorde, at det endte med at blive i dag, jeg skal sige det sidste, officielle farvel.

Jeg glæder mig. Ikke til at sige farvel, men til at sige goddag til mine skønne eks-kolleger. Jeg er jo vild med dem :-)

Torsdag tæt på…

Torsdag

Torsdag. Tæt på weekend. Tiden løber. Stærkt.

Jeg skal tolke hele dagen. En af de lange. Det bliver en udfordring for mig, men jeg glæder mig. Det er godt at være i gang igen og jeg klager bestemt ikke.

De siger kraftige regnbyger. Blæst. Ingen solskin i dag. Jeg satser på solskin. Om ikke andet, så indeni. Det bestemmer jeg da heldigvis.

Må din dag blive fuld af sol og sjov :-)

Begrænsningens kunst eller hvordan jeg må rejse let…

Jeg er ved at være klar til endnu en arbejdsdag. Bussen skal stå for skud om et øjeblik. Derfor pakker jeg forsyninger i kæmpetasken. Yndlingen, som rummer alt, jeg kan komme i tanke om at mangle i løbet af en dag udenfor huset.

Jeg lærer nyt hele tiden. Også på den hårde måde. Der luges ud i taskens indhold, for det er ikke længere et spørgsmål om at bære den ud på forsædet af bilen. Jeg skal bære den. Rundt i hele byen og omegn. Selv. På skulderen eller i hånden. Så bliver man ydmyg, nøjsom og opmærksom på alt det, men egentlig lever fint uden. Man lærer at rejse let.

I tasken ligger også et lille strikketøj, for selvom dagene er blevet længere og fleksibiliteten mindre, er der klart fordele for mig ved at frekventere det offentlige. I en bus på vej fra A til B, kan der sagtens være plads til en pind eller to. Og god musik i ørerne. Jeg er sådan set ret tilpas med det nye.

Klar til endnu en arbejdsdag...

Nu vil jeg fatte mit komprimerede tolkeliv og tage apostlenes heste op til 15’eren. Der venter en god dag derude. Også på dig :-)

Iført tegnsprog…

Iført tegnsprog, hjerne på overarbejde og passende beklædning, har jeg efterhånden været ude i min gamle nye virkelighed en lille uges tid og jeg må sige, at jeg er træt, når jeg kommer hjem. Anderledes træt. Træt fordi det kræver ekstra kræfter at komme godt i gang igen og træt fordi det simpelthen er en helt anden del af hjernen, jeg anvender i tolkejobbet.

Ikke en del, der er hverken mere eller mindre værd end den del, jeg anvender i arbejdet i Garnudsalg, men en anden. Jeg er ikke overrasket. Jeg er altid kommet træt og brugt hjem fra tolkejobbet med et stort og u-opsættelig behov for ro og alene-tid. Virkeligheden overhaler mig som regel indenom, så jeg kun lige er kommet indenfor døren, inden jeg har måttet forholde mig til alle de udfordringer, der har været en del af et hverdagsliv i vores familie, men behovet har altid været der. Det er simpelthen hjernen, der efter at have arbejdet intensivt med tolke-processen, trænger til en pause.

Jeg tager min pause, mens jeg ser tilbage på en uge, som har budt på lidt af hvert, men ikke noget, som har taget modet fra mig. Jeg kan konstatere, at et hvilende sprog på forholdsvis smertefri måde kan forvandles til et aktivt sprog igen. Det er ikke sket endnu, at jeg er røget i et glemslens hul, hvor fra ingen tegn dukkede op, men jeg er rusten og det er i orden med mig. Sådan må det være, når jeg i et halvt år har været fuld beskæftiget med alt andet end det sprog.

Hverdags-Liselotte

Liselotte træt med træt på, men iført yndlingen, den skønne Høstjakke, som varmer rygstykker så godt …

I dag har jeg tolket med en dejlig kollega. Det var skønt og jeg sugede til mig af hendes tegnsprogs-løsninger, for det er både sjældent og en særlig gave at få chancen for at iagttage andre tolke bruge det sprog, vi er fælles om, men forvalter så forskelligt. Jeg lærte nyt og genopdagede gammelt. Det gjorde godt og jeg er klar til at tage hul på næste uge og ugen efter og…

Jeg er træt og brugt. Derfor er jeg måske også lidt stille. Jeg er mærket af vinter, mørke og manglende søvn. Jeg bruger, de kræfter der er, til at finde ro og restituere sammen med dem, jeg elsker og så bruger jeg altså også lige lidt ekstra kræfter på at finde vej ind i den nye gamle hverdag, men nu vil jeg bare finde vej op i sofaen, tror jeg ;-)

Et sprog, der har ligget i dvale det sidste halve år

Så skal jeg love for, at det blev alvor. Jeg er startet med noget, der i mistænkelig grad ligner ingen nattesøvn.

Der er både fordele og ulemper ved at registrere egen søvn, for det er alt for nemt at rejse sig med følelsen af aldrig nogensinde at komme gennem dagen, når man kan konstatere, at der kun har været to korte søvnperioder i løbet af natten, men mon ikke det går? Jeg tror det. Det handler jo bare om at være ude af træning. Om et øjeblik sover jeg igen dejligt og roligt om natten, fordi jeg ved, at jeg sagtens skal komme op og passe det, der er mit.

Jeg skal ud i verden. Jeg skal have gang i et sprog, der har ligget i dvale det sidste halve år. Jeg er spændt på, hvordan det går og nej, jeg er ikke nervøs. Jeg er alt for garvet og temmelig large, så jeg er fuld af tilgivelse, hvis det skulle knibe ind imellem. Det bliver bare sjovt og dejligt. Jeg elsker tegnsproget. Så enkelt er det.

PomPom

Nye, fingerløse vanter

Jeg har forleden strikket nye, lange og fingerløse vanter. De er bløde som smør og varmere end det meste. Hvis jeg  lige tager mig sammen, skriver jeg opskriften ned, så du også kan få smør op til albuerne…

Jeg starter et nyt arbejdsliv, som ikke inkluderer egen bil. Som de fleste firmaer, skal også vi se på udgifterne og spare, hvor der kan spares. Vores kilometertakst er nedsat til minimum og det betyder, at det ville koste mig penge at tage bilen på arbejde, så jeg har bestilt rejsekort og fundet de gode støvler og alt det varme tøj, jeg har kunnet finde i garderoben frem, så jeg er klar. Fremtiden er bus, tog og apostlenes heste. Det er sundt og jeg ser det, som en mulighed for at bevæge mig lidt mere i hverdagen, end jeg tidligere har gjort.

Jeg er vel egentlig ved at være klar. Mandag kom an!

Må din mandag blive lige akkurat tilpas strabadserende, udfordrende morsom og fuld af solskin :-)

Når fysikken overtager og begrænser

Lørdag var vi på besøg hos dejlige venner. Fysikken overtog og begrænsede mig. Jeg hader, når det sker. Jeg havde en af de gammelkendte myoser, der rørte på sig. For alvor. Sådan én, som i et par uger havde drillet mig, men efterhånden er en del af mit fysiske selvbillede. Den larmer altid, men i varierende grad og den bliver behandlet med største forsigtighed og stor omsorg. Også denne gang, hvor den har fået massage og øvelser har været med til at gøre livet udholdeligt.

Nu var der så bare det, at den tilsyneladende gik i hårdknude lørdag. Virkelig hårknude. Så meget hårknude, at jeg slet ikke kunne finde ro i at sidde på vej hjem i bilen, men i stedet rykkede hvileløst rundt i sædet. Hjemme var det helt tosset. Jeg havde så ondt, at jeg kunne tude.

Kenneth er manden for at løsne den slags. Han er instrueret i at gøre det og så har han en ekstra fordel. Han er min mand, så han er helt okay med at tage livtag med den slags, fordi han stoler på, at jeg siger fra, når det bliver for meget. Det gør det sjældent og der skal virkelig kræfter til at løsne, når alting er spidset til, så jeg fik en omgang dyb massage i musklen, som var stenhård og usamarbejdsvillig. Bagefter tog jeg en af hestepillerne. En af dem, der ikke er kompatible med bilkørsel eller skarp koncentration dagen efter, men som til gengæld virker som mirakelmedicin sammen med en dyb og insisterende påvirkning af muskelvævet.

Tempelblomsten

Søndag var alting bedre. Jeg havde stadig ondt, men jeg kunne igen bevæge mig. Det skete med forsigtighed, for jeg er altid frygtelig bange for at provokere og igen ende samme sted, så jeg lavede ikke noget voldsomt i går. Jeg lavede faktisk heller ikke noget andet. Ingenting er vist det, der beskriver min søndags indhold bedst.

Jeg strikker ikke, når jeg har det sådan. Jeg kan ikke, når det gør ondt og jeg tør ikke, når det lige er løsnet igen. Så passer jeg på, så strikketøjet holder hvilepause, mens jeg henter mod til at leve normalt igen. Det tager som regel et døgn, inden jeg igen har oparbejdet troen på, at det er overstået for denne gang. I dag er jeg frisk igen, men stadig forsigtig.

Tempelblomsten

Jeg er jo i gang med Tempelblomst og det går faktisk fremad. Den har bare stået stille i weekenden. Det gør ingenting, for den kunne jo blive et bilstrik, når jeg drager ud på eventyr, for det gør jeg jo og til den tid er bevægeapparatet formentlig samarbejdsvilligt igen.

Tempelblomsten

Fysikken bestemmer. Sådan har det været i efterhånden mange år. Jeg havde ikke tolket i mere end godt et år, da jeg havde mine første skader i form af overbelastning og deraf følgende smerter, men jeg er blevet ved. Måske vil nogen sige, at jeg skulle have reageret og måske have flyttet mig, men det var svært for mig af en lang række årsager og jeg blev og er med årene endt med et invalideret bevægeapparat, som kræver omsorg og kærlighed hver eneste dag. Det får det. Hver dag laver jeg øvelser og strækker ud.

Det kræver omtanke at leve med slidskader og permanent inflammation, men jeg tænker ikke længere over begrænsningerne det sætter. Kun når smerterne bliver som lørdag er det noget, der begrænser mig, men virkeligheden er jo, at jeg aldrig nogensinde igen bliver kartoffelskræller-mester eller rigtig god til at male, men kan jeg strikke, klager jeg heller ikke det mindste.

Det kan jeg måske igen i aften. Det får lov at komme an på en prøve. Jeg glæder mig :-)

Loading...
X