Category Archive: Venskab

Søndagstur med regn, Gudenå og yndlingsmennesker

Søndagstur

I går var vi på søndagstur, Kenneth og jeg. Ud på de vilde vover. Sådan føltes det, da vi måtte sænke farten til omkring 40 km/timen på motorvejen, fordi det regnede så kraftigt, at vi ikke kunne se en hånd frem for os. Det kom og gik. Regnvejret. Det var vildt og intensivt, hidsigt og insisterende og vi nåede at blive våde mere end én gang, inden søndagen var omme.

Vi skulle ned i nærheden af Thorsø. Ikke til byen, men lige udenfor. Op ad en grusvej og lidt til højre. Hunde, mennesker og et leben i en times tid og så var vi videre. Vi kørte sydpå. Ned til Silkeborg. Ind på Café Kik og spise verdens ringeste tapas, men med skøn udsigt til Gudenåen. Forude og lige henne om hjørnet ventede nogen af dem, vi elsker og så er den slags bare små krummer på livets landevej.

Søndagstur

Vi tog turen hjemad sidst på eftermiddagen til lyden af ingenting og vores stille snak. Verden skulle vendes. Det gør vi så godt i bilen. Hjemme igen skulle Oline krammes og Oskar luftes, sofaen nydes og kræfterne samles til den uge, vi nu har taget en ordentlig bid af.

Ugen er skudt i gang. Vi halser efter …

Lørdag med strikketøj og alene-tid

Lørdag morgen...

FOTO: Jeg strikker Clover Earflap Hat

Lørdag morgen er stille væren oppe i køkkenet ved langbordet med kaffe, strikketøj og radioen kørende i baggrunden. Jeg trænger til at sidde alene, så jeg nyder det. Jeg bliver stille og glad indeni. Jeg finder ro i det uafvendelige og fred med virkeligheden. Sådan må det være.

Jeg strikker fortsat i spredt orden og med varierende stamina, for jeg er alt for træt, forvirret, fyldt op og fyldt ud med nyt til at være trofast og udholdende. Det betyder, at Mormorkassen* langsomt fyldes med små projekter, som forhåbentlig kommer til at gøre glad, der hvor de lander. Dem får jeg gjort færdig. Der får jeg hæftet ender og syet knapper i. Jeg får vasket og tørret og ind imellem får jeg endda fotograferet.

Jeg har fået en fantastisk fin gave af Kenneth. Sådan én, jeg havde forsvoret, at jeg nogensinde skulle erhverve mig, er landet i mit skød. Jeg er blevet ejer af en MacBook Air og jeg bander og svovler som en gammel sømand, når jeg arbejder på den. Jeg synes måske nok, at den er lidt irriterende og ikke særlig smidig og sådan har jeg egentlig altid tænkt om den familie. Mit syn på dem har ikke ændret sig, men jeg elsker nu alligevel den lille sveske, for den vejer absolut ingenting og er nem at tage med under armen eller i tasken, hvilket jeg i den grad har manglet. Den skal kun bruges til sjov og ballade, så mon ikke vi nok skal blive venner? Jeg tror det.

Om lidt vil jeg sætte mig med den nye baby og lære den endnu bedre at kende, for jeg er stadig der, hvor jeg synes, at det er så meget skønnere og nemmere at gøre alting fra min gode, gamle og trofaste laptop. Jeg må hellere …

*Mormorkassen er en kasse med baby-/børnestrik, som venter på, at der kommer et lille myr forbi. Det er ikke specielt møntet på Oline, men bare min mulighed for at strikke småt.

Ingen ord…

Ingen ord...

I går løb jeg tom for ord. I går tabte en fantastisk kvinde, et hjertevarmt og helstøbt menneske, en overmåde klarsynet og intelligent samtale-partner og mit hjertes veninde kampen mod kræften.

Jeg er stadig stille og uden ord. Jeg tænder lys for hende igen i dag. Jeg sender hendes kære mange tanker.

Hun var en stjerne i mit liv. Jeg vil savne hende. Æret være hendes minde.

Intimkoncert ved skovsøen

Vi valgte at forlænge vores ferie dette år. Egentlig skulle vi være kørt hjem allerede torsdag, for at sikre en stille og rolig opstart på arbejde, men omstændighederne lokkede os til at omgøre den beslutning.

Vi havde fået besøg af Anne og pigerne allerede i starten af vores tredje uge dernede og vi er gode til at holde ferie sammen, så da den nærmede sig sin ende, var alle lidt triste over, at det allerede var slut. Så huskede vi vores beslutning …

Dordogne, sommeren 2014

I Frankrig er der en vedholdende tradition for Marché Gourmand, som betyder, at du næsten altid kan finde en landsby i nærheden, der tilbyder en aften med fællesspisning og ofte også musik under en eller anden form.

Lørdag aften, hvor vi egentlig skulle være hjemme og være i gang med at vaske og tørre de forrige ugers tekstile udsvævelser, var der Marché Gourmand i vores egen lille landsby. Vi var allerede i den første uge dernede blevet indbudt til en koncert, som Jan (vores hollandske “for-bo”) og hans orkester skulle give nogle timer inden fællesspisningen løb af stabelen. En jazz-koncert. Vi måtte bare dele den oplevelse med Anne og pigerne. Det var jo nærmest umuligt at sige nej …

Karla havde fortalt om, hvordan huset langsomt ville fyldes med gæster og der skulle øves og måske vi ville høre en lille smule musik ovre fra dem. Det syntes vi jo bare lød skønt og da hun kunne fortælle om intimkoncert ved lille, smuk skovsø og iøvrigt insisterede på, at de var dygtige musikere, var vi slet ikke svære at gøre interesserede, men der vare bare lige den lille hage ved det hele, at det jo var den lørdag, hvor vi burde være i Danmark.

Det sker formentlig kun én gang, at chancen for sådan en oplevelse kommer forbi, så vi besluttede hurtigt, at vi ville forlænge ferien med de par dage. Heldigvis var Anne og pigerne med på idéen, så vi blev.

Dordogne, sommeren 2014

Tirsdag måtte jeg til lægen. Jeg var dagen før blevet bidt af en klæg, som tilsyneladende havde været forbi et eller andet uheldigt – her snakker vi sikkert kokasser og andet væmmeligt. Den havde i hvert fald efterladt en begyndende infektion på mit højre skinneben, som nu var rødt og varmt.

Jeg gik over til Karla. “Hun er kvinde for at hjælpe”, tænkte jeg og sådan var det. Hun ringede til sin læge, aftalte en tid og kom tilbage og forklarede mig, hvordan jeg fandt lægehuset i en landsby små 12 kilometer væk. Vi befandt os jo på landet, skal du huske.

Hun spurgte om vi var blevet vækket af larmen natten før og jeg kiggede spørgende på hende, for vi havde intet usædvanligt bemærket og det skal lige siges, at Kenneth og jeg sover for åbne vinduer, som vender ud mod gårdspladsen og dermed over mod Karla og Jan, men denne nat havde det lokale brandvæsen og en ambulance været nede og hente en af deres gæster. Deres saxofonist havde glemt at fortælle dem, at han går i søvne. Han havde vurderet, at det ikke gjorde nogen særlig forskel, for han havde aldrig oplevet, at det havde budt på problemer.

Han sov på førstesalen af huset i vinduet ud mod vejen. Du kan faktisk se de blå skodder, hvis du kigger på billedet i forrige indlæg. Lige over jorden og ikke noget alarmerende, skulle man synes, men det skulle vise sig at forholde sig helt anderledes.

Han var i søvne spadseret ud af vinduet og var faldet ekstremt uheldigt. Faktisk så uheldigt, at de på daværende tidspunkt endnu ikke vidste, om han ville overleve faldet. Han havde brækket i alt otte ribben og havde læderet både lever og blære ganske alvorligt. Karlas øjne fyldtes med tårer, mens hun fortalte om natten og mine gjorde det samme, for det var da bare så forfærdeligt tragisk og så kunne mit skinneben sådan set rende og hoppe. Der er små og store problemer her i verden og mit blev reduceret til ingenting.

I de efterfølgende dage var alle i tvivl om, hvorvidt koncerten ville blive gennemført, men heldigvis skulle det vise sig, at deres gode ven hurtigt var i bedring og ville overleve uden alvorlige mén.

Jazzkoncert ved lille skovsø, Dordogne, sommeren 2014

Lørdag sidst på eftermiddagen tumlede vi ud af døren, klemte os ind i bilen og kørte ned ad små, snoede skovveje uden helt at vide, hvor vi var på vej hen. Karla havde givet os nogle løse dessiner omkring stedet for koncerten, men ingen af os var helt sikre på hvor. Vi havde dog en idé og efterhånden også en solid, geografisk fornemmelse for nærområdet, så der gik ikke mange sving, før Anne og Kenneth havde lokaliseret koncerten.

Omgivelserne var fantastiske. Sol, træer med behagelig skygge, smaragd-grøn sø omkranset af velvoksne og smukke piletræer og ellers bare en samling skønne, glade og imødekommende mennesker, som alle var kommet, for at lytte til skøn jazz.

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Så sad vi der i solen sammen med varm Bio Rosé med grape, insisterende og utrolig begavet jazz i ørerne og en sangerinde, der var både smuk og talentfuld til at pynte på halvdelen af numrene. Sådanne øjeblikke kan ikke arrangeres, men falder som appelsiner i turbanen, hvis man husker at arrangere den, så der er plads, når man spadserer gennem livet. Vi øver os konstant i det. Denne gang lykkedes det at give plads og gribe.

Vi følte os meget heldige den aften ved skovsøen. Meget heldige ♥

Et flygtigt, men gemt og skattet øjeblik

Dordogne, sommeren 2014

Synet af disse to på vej ud af livets landevej udløser altid en stille, varm glæde i mit hjerte. Et flygtigt, men gemt og skattet øjeblik. Mere er der ikke at sige om det …

Lørdag med skønne venner

I dag er lørdag med skønne venner, god mad, sommer og levet liv udenfor, hvor solen skinner og man bliver tilpas af at være. I dag er pavlova, rosé og hygge med at mindes årets ferie i Dordogne, for vennerne havnede nemlig dernede også. Det var første gang, de holdt ferie i Frankrig, så selvfølgelig var det spændende, om de kunne lide det.

De er begejstrede. Det er en lettelse, når det er os, der har lokket.

Lørdag

Om et øjeblik sætter jeg i gang. Gæsterne er så velkomne og det skal mit hjem gerne afspejle.

Jeg glæder mig…

Mine morgener i Dordogne bærer lige nu præg af, at jeg er alene i nogle timer, inden resten af familien begynder at røre på sig. Det gør mig ingenting. Faktisk stor-nyder jeg, at jeg kan sidde i egne tanker, hækle, svømme lidt og drikke kaffe med varm mælk.

Jeg øver mig i at sove længe. Det lykkes på mange dage, hvor jeg først er oppe efter syv og enkelte dage endda omkring klokken otte, men denne morgen bærer præg af nattens varme og den deraf følgende tendens til at vågne, stønne, kaste dynen væk og i det hele taget have svært ved at finde hvile. Jeg opgav før klokken seks, stod op og satte kaffen over, mens jeg trådte ud i en verden, der endnu var våd af dug.

På sådanne morgener, hygger jeg mig stort, mens jeg stille glæder mig til, at Anne om et øjeblik skal dele dem med mig :-)

Morgenhygge

Jeg hækler lidt, mens jeg lytter til enten stilheden eller en god lydbog, streamet fra Netlydbog. Jeg går ind imellem ind på mit fjernlager og henter en enkelt eller to farver, prøver dem af, forkaster eller lægger til udvalget. Var Anne her, ville jeg snakke med hende om farverne. Vi ville grine, vende og dreje, forkaste eller vælge og vi ville vende verden simultant, for det kan vi ♥

Dordogne, Sommeren 2014

Jeg svømmer en morgentur. Vandet er skønt. Omkring mig er lyden af fugle, cikader og den motorsav, som langt borte er ved at fælde træer. Var Anne her, ville vi svømme side om side. Så ville vi træde vande eller slænge armene omkring en luftmadras, mens vi ville snakke solen op, for det kan vi ♥

Morgenkaffe

Efter morgensvømmeturen drikker jeg kaffe. Var Anne her, ville jeg dele den med hende. Vi ville også dele ord, grin og alvor. Vi ville dele vores fælles glæde over livet, naturen, vores familier og det at kende hinanden, for det kan vi ♥

Kan du mærke, at jeg glæder mig nu? Jeg glæder mig, til jeg skal dele morgener med Anne ♥

Godmorgen Dordogne

Godmorgen Dordogne. Jeg har reddet de første to græshopper, der var endt i poolen, lyttet til en – for mig – ukendt fuglestemme og set dug glimte på engen.

Dordogne, Sommeren 2014

Jeg har sat kaffen over, hentet morgenbrødet ind og åbnet alle døre. Jeg har ryddet de sidste rester af gårsdagen af vejen og gjort klar til en frisk start på en ny af slagsen. Jeg har fundet vasketøj frem og forberedt en vask. Jeg har fundet det gamle brød, som skal krydres og forvandles til gode croutoner og jeg glæder mig til ostene, der står på køl og venter på, at resten af huset vågner.

Dordogne, Sommeren 2014

I dag skal jeg lave ingenting. Absolut ingenting. Jeg skal strikke, hækle og lytte til en lydbog. Jeg skal drikke iskold lumumba, spise solmodne tomater og grine med Kenneth og Oline. Jeg skal bade, til huden rynker og jeg skal tørre, til skindet føles, som det sprækker. Jeg skal være til …

Dordogne, Sommeren 2014

I morgen vil jeg lave det samme, fordi jeg kan ♥

På lørdag lander de skønneste og herligste venner ganske få kilometer fra os og vi skal naturligvis ses. Vi glæder os sådan ♥

På mandag kommer pragtfulde Anne og hendes smukke døtre og så bliver verden livlig, sjov og fuld af gode snakke, dybsindigheder og det stik modsatte. Det bliver så dejligt og det har vi GLÆDET os til i snart et år allesammen, så kom an mandag ♥

I dag vil jeg bare glæde mig, fordi jeg kan ♥

Loading...
X