Category Archive: Venskab

Lørdag med sjælden skøn gæst

Ostemad

Lørdag er stille start. Langsom tilmed. Jeg er sen til at stå op og jeg er træg til badet, men nu er jeg klar til gæst. Rikke kommer forbi. Det er bare alt for længe siden, jeg sidst har set hende. Alt, alt for længe siden. Jeg glæder mig :-)

Fredagen var hektisk og lang. Mine fødder er ved at kapitulere og forlange skilsmisse, når de endelig lander i sofaen ved 20-tiden en fredag aften. De gør mig opmærksom på, at jeg ikke er vant til at stå og gå ti timer eller mere på fredagene, hvor vi holder lageret åbent. Det er ikke kun mig, der er flad ved fyraften. Fødderne er det også. Så er det skønt at lande hjemme, hvor maden er klar, selskabet det allerbedste og sofaen blød og hyggelig.

I går blev det til lidt strik, masser af grin og forholdvis tidlig sengetid, som det plejer på fredage. I dag er jeg frisk og glæder mig meget til at se Rikke. Hun er her om en halv times tid. Måske jeg skulle komme ud af starthullerne? Jeg tror det :-)

Må din lørdag blive fuld af grin, spas og dem, du holder af.

Mit venskab med Rikke er en udløber af mere end ti år skriverier her på siden. Hvis nogen nogensinde skulle spørge mig, hvad det bedste ved at blogge er og har været, så er det klart alle de ualmindelig skønne mennesker, der er trådt ind i mit liv. Så ubetinget ♥

Venindevisit

Venindevisit

Nogle af de faste læsere herinde vil med det samme gætte, at billedet ovenfor stammer fra Ellas dejlige hjem. Ella er glad for farver og det afspejler hendes malerier. Farven lilla er gennemgående tema for Ella. Både hendes hjem og hun selv er lilla. Ella elsker lilla. Lilla klæder Ella. Ella klæder min sjæl. Hun gør den i hvert fald godt.

Jeg har været på dejligt venindevisit i dag, mens Kenneth sled med at flytte reoler og garn i den anden ende af byen. Jeg fik nemlig tidligt fri. Jeg kan ikke slæbe. Jeg kan til gengæld hygge, så det gjorde jeg. Det var nu altså rigtig godt.

Hjemme igen skulle jeg have stået for maden, men den var død i mellemtiden og jeg blev reddet på stregen, så nu flotter vi os og henter udefra. Jeg må gerne sætte mig i sofaen og læse. Jeg må gerne … :-)

Uden forskrækkelser

Orla Kiely

Søndag er stille og uden store forskrækkelser og det passer mig rigtig godt. Jeg tåler ingen. Jeg vil helst, at der sker lige nøjagtig ingenting, for det er sådan jeg trives bedst i disse dage. Om lidt får jeg udlængsel igen, men lige nu sker der så rigeligt, så jeg tager til takke med hverdag efter hverdag og et par rolige lørdage og søndage til at knække dem med.

Jeg drømmer om strikketid. Jeg drømmer om timer, hvor det eneste, jeg skal gøre, er at strikke. Jeg drømmer om, at jeg får tid og overskud til at forfølge mine hækle-idéer. Jeg glæder mig rigtig meget til, at vi skal til en tur til Fanø med mulighed for at fordybe mig i strikkepinde og måske endda en bog. Jeg glæder mig til strand, blæst og godt selskab.

Det skal blive så godt, men allermest glæder jeg mig lige nu til, at Anne og hendes skønne piger kommer om et øjeblik. Det bliver den dejligste søndag. Kan I ikke mærke det? ♥

Søndagstur med regn, Gudenå og yndlingsmennesker

Søndagstur

I går var vi på søndagstur, Kenneth og jeg. Ud på de vilde vover. Sådan føltes det, da vi måtte sænke farten til omkring 40 km/timen på motorvejen, fordi det regnede så kraftigt, at vi ikke kunne se en hånd frem for os. Det kom og gik. Regnvejret. Det var vildt og intensivt, hidsigt og insisterende og vi nåede at blive våde mere end én gang, inden søndagen var omme.

Vi skulle ned i nærheden af Thorsø. Ikke til byen, men lige udenfor. Op ad en grusvej og lidt til højre. Hunde, mennesker og et leben i en times tid og så var vi videre. Vi kørte sydpå. Ned til Silkeborg. Ind på Café Kik og spise verdens ringeste tapas, men med skøn udsigt til Gudenåen. Forude og lige henne om hjørnet ventede nogen af dem, vi elsker og så er den slags bare små krummer på livets landevej.

Søndagstur

Vi tog turen hjemad sidst på eftermiddagen til lyden af ingenting og vores stille snak. Verden skulle vendes. Det gør vi så godt i bilen. Hjemme igen skulle Oline krammes og Oskar luftes, sofaen nydes og kræfterne samles til den uge, vi nu har taget en ordentlig bid af.

Ugen er skudt i gang. Vi halser efter …

Lørdag med strikketøj og alene-tid

Lørdag morgen...

FOTO: Jeg strikker Clover Earflap Hat

Lørdag morgen er stille væren oppe i køkkenet ved langbordet med kaffe, strikketøj og radioen kørende i baggrunden. Jeg trænger til at sidde alene, så jeg nyder det. Jeg bliver stille og glad indeni. Jeg finder ro i det uafvendelige og fred med virkeligheden. Sådan må det være.

Jeg strikker fortsat i spredt orden og med varierende stamina, for jeg er alt for træt, forvirret, fyldt op og fyldt ud med nyt til at være trofast og udholdende. Det betyder, at Mormorkassen* langsomt fyldes med små projekter, som forhåbentlig kommer til at gøre glad, der hvor de lander. Dem får jeg gjort færdig. Der får jeg hæftet ender og syet knapper i. Jeg får vasket og tørret og ind imellem får jeg endda fotograferet.

Jeg har fået en fantastisk fin gave af Kenneth. Sådan én, jeg havde forsvoret, at jeg nogensinde skulle erhverve mig, er landet i mit skød. Jeg er blevet ejer af en MacBook Air og jeg bander og svovler som en gammel sømand, når jeg arbejder på den. Jeg synes måske nok, at den er lidt irriterende og ikke særlig smidig og sådan har jeg egentlig altid tænkt om den familie. Mit syn på dem har ikke ændret sig, men jeg elsker nu alligevel den lille sveske, for den vejer absolut ingenting og er nem at tage med under armen eller i tasken, hvilket jeg i den grad har manglet. Den skal kun bruges til sjov og ballade, så mon ikke vi nok skal blive venner? Jeg tror det.

Om lidt vil jeg sætte mig med den nye baby og lære den endnu bedre at kende, for jeg er stadig der, hvor jeg synes, at det er så meget skønnere og nemmere at gøre alting fra min gode, gamle og trofaste laptop. Jeg må hellere …

*Mormorkassen er en kasse med baby-/børnestrik, som venter på, at der kommer et lille myr forbi. Det er ikke specielt møntet på Oline, men bare min mulighed for at strikke småt.

Ingen ord…

Ingen ord...

I går løb jeg tom for ord. I går tabte en fantastisk kvinde, et hjertevarmt og helstøbt menneske, en overmåde klarsynet og intelligent samtale-partner og mit hjertes veninde kampen mod kræften.

Jeg er stadig stille og uden ord. Jeg tænder lys for hende igen i dag. Jeg sender hendes kære mange tanker.

Hun var en stjerne i mit liv. Jeg vil savne hende. Æret være hendes minde.

Intimkoncert ved skovsøen

Vi valgte at forlænge vores ferie dette år. Egentlig skulle vi være kørt hjem allerede torsdag, for at sikre en stille og rolig opstart på arbejde, men omstændighederne lokkede os til at omgøre den beslutning.

Vi havde fået besøg af Anne og pigerne allerede i starten af vores tredje uge dernede og vi er gode til at holde ferie sammen, så da den nærmede sig sin ende, var alle lidt triste over, at det allerede var slut. Så huskede vi vores beslutning …

Dordogne, sommeren 2014

I Frankrig er der en vedholdende tradition for Marché Gourmand, som betyder, at du næsten altid kan finde en landsby i nærheden, der tilbyder en aften med fællesspisning og ofte også musik under en eller anden form.

Lørdag aften, hvor vi egentlig skulle være hjemme og være i gang med at vaske og tørre de forrige ugers tekstile udsvævelser, var der Marché Gourmand i vores egen lille landsby. Vi var allerede i den første uge dernede blevet indbudt til en koncert, som Jan (vores hollandske “for-bo”) og hans orkester skulle give nogle timer inden fællesspisningen løb af stabelen. En jazz-koncert. Vi måtte bare dele den oplevelse med Anne og pigerne. Det var jo nærmest umuligt at sige nej …

Karla havde fortalt om, hvordan huset langsomt ville fyldes med gæster og der skulle øves og måske vi ville høre en lille smule musik ovre fra dem. Det syntes vi jo bare lød skønt og da hun kunne fortælle om intimkoncert ved lille, smuk skovsø og iøvrigt insisterede på, at de var dygtige musikere, var vi slet ikke svære at gøre interesserede, men der vare bare lige den lille hage ved det hele, at det jo var den lørdag, hvor vi burde være i Danmark.

Det sker formentlig kun én gang, at chancen for sådan en oplevelse kommer forbi, så vi besluttede hurtigt, at vi ville forlænge ferien med de par dage. Heldigvis var Anne og pigerne med på idéen, så vi blev.

Dordogne, sommeren 2014

Tirsdag måtte jeg til lægen. Jeg var dagen før blevet bidt af en klæg, som tilsyneladende havde været forbi et eller andet uheldigt – her snakker vi sikkert kokasser og andet væmmeligt. Den havde i hvert fald efterladt en begyndende infektion på mit højre skinneben, som nu var rødt og varmt.

Jeg gik over til Karla. “Hun er kvinde for at hjælpe”, tænkte jeg og sådan var det. Hun ringede til sin læge, aftalte en tid og kom tilbage og forklarede mig, hvordan jeg fandt lægehuset i en landsby små 12 kilometer væk. Vi befandt os jo på landet, skal du huske.

Hun spurgte om vi var blevet vækket af larmen natten før og jeg kiggede spørgende på hende, for vi havde intet usædvanligt bemærket og det skal lige siges, at Kenneth og jeg sover for åbne vinduer, som vender ud mod gårdspladsen og dermed over mod Karla og Jan, men denne nat havde det lokale brandvæsen og en ambulance været nede og hente en af deres gæster. Deres saxofonist havde glemt at fortælle dem, at han går i søvne. Han havde vurderet, at det ikke gjorde nogen særlig forskel, for han havde aldrig oplevet, at det havde budt på problemer.

Han sov på førstesalen af huset i vinduet ud mod vejen. Du kan faktisk se de blå skodder, hvis du kigger på billedet i forrige indlæg. Lige over jorden og ikke noget alarmerende, skulle man synes, men det skulle vise sig at forholde sig helt anderledes.

Han var i søvne spadseret ud af vinduet og var faldet ekstremt uheldigt. Faktisk så uheldigt, at de på daværende tidspunkt endnu ikke vidste, om han ville overleve faldet. Han havde brækket i alt otte ribben og havde læderet både lever og blære ganske alvorligt. Karlas øjne fyldtes med tårer, mens hun fortalte om natten og mine gjorde det samme, for det var da bare så forfærdeligt tragisk og så kunne mit skinneben sådan set rende og hoppe. Der er små og store problemer her i verden og mit blev reduceret til ingenting.

I de efterfølgende dage var alle i tvivl om, hvorvidt koncerten ville blive gennemført, men heldigvis skulle det vise sig, at deres gode ven hurtigt var i bedring og ville overleve uden alvorlige mén.

Jazzkoncert ved lille skovsø, Dordogne, sommeren 2014

Lørdag sidst på eftermiddagen tumlede vi ud af døren, klemte os ind i bilen og kørte ned ad små, snoede skovveje uden helt at vide, hvor vi var på vej hen. Karla havde givet os nogle løse dessiner omkring stedet for koncerten, men ingen af os var helt sikre på hvor. Vi havde dog en idé og efterhånden også en solid, geografisk fornemmelse for nærområdet, så der gik ikke mange sving, før Anne og Kenneth havde lokaliseret koncerten.

Omgivelserne var fantastiske. Sol, træer med behagelig skygge, smaragd-grøn sø omkranset af velvoksne og smukke piletræer og ellers bare en samling skønne, glade og imødekommende mennesker, som alle var kommet, for at lytte til skøn jazz.

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Så sad vi der i solen sammen med varm Bio Rosé med grape, insisterende og utrolig begavet jazz i ørerne og en sangerinde, der var både smuk og talentfuld til at pynte på halvdelen af numrene. Sådanne øjeblikke kan ikke arrangeres, men falder som appelsiner i turbanen, hvis man husker at arrangere den, så der er plads, når man spadserer gennem livet. Vi øver os konstant i det. Denne gang lykkedes det at give plads og gribe.

Vi følte os meget heldige den aften ved skovsøen. Meget heldige ♥

Loading...
X