Marimekko Nano – en lille & rummelig ven

27. januar 2016

Marimekko Nano - en lille & rummelig ven

Marimekko Nano – en lille & rummelig ven, som egentlig har selskab af umanerligt mange andre venner, men jeg vil ikke undvære en eneste… eller vil jeg? Jeg burde nok. Jeg fylder en hel reol i vores klædeskab med mine tasker. Jeg elsker dem. Jeg skifter og bruger dem alle, men jeg skifter ikke hver og hver anden dag. Jeg skifter måske med et halvt års mellemrum. Ikke oftere.

Der er også tasker, som er forbeholdt helt bestemte tidspunkter på året eller bestemte formål. Der er tasken, som altid er med på storbyferie. En lille, kompakt og sort rygsæk fra Mandarina Duck gør akkurat det, jeg har brug for, når jeg går mange kilometer igennem metropoler. Den indeholder det allermest nødvendige og er nem og praktisk at have siddende på ryggen eller maven, som det passer sig. Der er plads til kamera, penge, lidt til læberne og, når der er koldt, et lille tørklæde og en handske.

Der er den lille, flade taske med de mange rum, som hver sommer rummer alle de nødvendige papirer, når vi drager på ferie. Der er tasken, som giver plads til det store strikketøj. Der er …

Nano er en af dem, der gør god gavn, når vi skal et sted hen, hvor jeg har brug for noget let, som lader hænderne være frie. Der er lige plads til det mest nødvendige og ikke mere. Sådan nogle tasker er gode at have. Det er de andre også.

Hvem sagde taskoman?

Tørret frugt og skønne krydderier i fin forening

26. januar 2016

Tørret frugt og skønne krydderier

Tørret frugt og skønne krydderier udgør hjørnestenen i mange af mine søde bagværk. Jeg elsker at eksperimentere med forskellige sammensætninger af enten frugter eller krydderier eller begge dele. Det er ikke alt, der bliver helt igennem uforglemmeligt, men faktisk fungerer langt det meste rigtigt godt og jeg ærgrer mig efterfølgende over, at jeg – som sædvanlig – ikke har lavet noter undervejs. Så er jeg jo nødt til at forsøge at eftergøre og så går tiden med hele tiden at gøre det. Jeg kan lide det.

Jeg er garanteret ikke den eneste. Jeg har rester fra julen. De har ventet på, at jeg fik tid til at bage. Der er skønne abrikoser, grønne rosiner, store, mørke rosiner, figner og dadler i massevis og så er der en skuffe fuld af de skønneste krydderier. I køleskabet er både kærne- og almindelig mælk. Jeg har gær og æg, mel i poser og al den sukker, der skal til den slags. Jeg mangler bare tiden.

I weekenden er tiden der måske. Jeg elsker at bruge en del af weekenden på at bage. Jeg slapper af. Jeg nyder, at jeg står midt i husets hjerte, køkkenet, og kan snakke livligt med resten af familien, mens jeg eksperimenterer, ælter og former. Når duften begynder at spredes, indfinder alle sig. Så er de klar til te og nybagt brød af den fineste slags. Måske. Der er jo aldrig garantier, når det er mig, der bager. Kun på de fantastiske kardemommeboller. De kommer med en garanti, hvis du ellers følger opskriften. Jeg lover dig, at de er verdens bedste.

Små, fine projekter til smukke garner

25. januar 2016

Små, fine projekter til smukke garner

Små, fine projekter til smukke garner. Omhyggeligt valgte opskrifter, som passer til netop det garn, der er fundet frem …

Det er ikke ofte, at det er sådan, jeg arbejder. Jeg finder oftest projekter, jeg kunne tænke mig at strikke og dernæst finder jeg garnet. Jeg ser en cardigan, forelsker mig og går så i gang med at finde garn fra gemmerne, som passer til opskriften. Det er sjældent, at garnet bestemmer modellen, men sådan var det i går, da jeg skulle finde et projekt til det smukke, pudderfarvede uldgarn, jeg købte på Fanø, da vi var til årets strikkefestival.

Jeg købte garnet hos Anne og Louise, som sammen driver g[uld]. Farven har altid været en af mine yndlinge, så den faldt i øjnene, da Kenneth og jeg besøgte deres stand i september. Den måtte simpelthen med hjem.

Der var kun to fed, så jeg vidste, at det skulle være et lille, udsøgt stykke strik, der skulle fremstilles med ulden. Det kunne være en smuk hue, lækre vanter, babystrik eller – og det er her, jeg er endt – et lille, smukt sjal.

Jeg forsøgte mig med et lille, simpelt sjal, som nemt kunne memoreres. Det blev sådan set udmærket, men bare ikke helt fint ok, syntes jeg. Jeg måtte i min skattekiste af strikkeopskrifter. I min mappe med sjaler findes et hav af smukke opskrifter, som er af varierende størrelse. Jeg fandt f.eks. opskriften på Paris toujours og det mindede mig om, at jeg allerede har gang i et sådan. Jeg fandt det i et hjørne af strikkeværelset. Nu er det fundet frem og skal naturligvis gøres færdigt, men det løste ikke udfordringen med at finde det helt rigtige til mit pudderdrys.

Pludselig vidste jeg, hvad der ville klæde den smukke og sarte farve. Beslutningen er truffet. Jeg strikker endnu et Shetland Triangle. Det går man aldrig fejl af.

Jeg kunne nok leve af brød og oliven

24. januar 2016

Jeg kunne nok leve af brød og oliven

Jeg kunne nok leve af brød og oliven. Godt, nybagt brød, som endnu er lunt og en god olivenolie at dyppe i, lidt saltflager at drysse over og så en smule af de gode oliven og jeg er tilfreds. Der vil gå dage, inden jeg begynder af efterlyse kødet, for jeg er ingen stor kødspiser, men desværre en af dem, der elsker al stivelse. Kartofler, brød, pasta og alle former for linser og bønner er lige akkurat, hvad jeg ville vælge, hvis du bad mig, men til gengæld ville der ikke gå lang tid, før jeg savnede mine grøntsager.

Jeg elsker grøntsager. Jeg elsker dem friske, kogte, dampede, syltede og alt der i mellem. Jeg kan lide dem og jeg synes, at de skal være en del af den daglige kost, men kød-frie dage kan jeg sagtens leve med. I en tid. Jeg elsker nemlig også kødet, men det er ikke sådan, at jeg synes, at jeg skal have det hver dag. Jeg kan sagtens leve med, at det er noget, jeg kun får hver anden eller tredje dag.

I disse dage snakker vi meget om de t-bones vi fik serveret på Il Cannicio i Toscana tilbage i 2012, da vi var på sommerferie i Regello. Det gør vi, fordi Kenneth og jeg snart stikker af til Toscana. Ned til nybagt brød, olivenolie og skønne, velsmagende oliven. Måske ned til en tur på Il Cannicio. Måske ned til andre og nye oplevelser. Intet ligger fast endnu, men ét er sikkert; Oline og Kenneth er kød-elskere om en hals. De bliver salige i blikket, når talen falder på en særligt god bøf og de er ikke begejstrede, når jeg har været kok og har valgt, at det er en af de kød-løse dage.

Glemte jeg at sige, at der er mellem 12-15 grader, hvor vi skal hen. Det er sådan set helt i orden. Jeg er mere end klar. Utålmodig faktisk.