Hvis jeg måtte ønske noget i dag

19. november 2014

Hvis jeg måtte ønske noget i dag, kunne det være at sidde på en café i Amsterdam sammen med alle dem, jeg elsker.

Hvis jeg måtte ønske noget i dag, kunne det være at sidde på en café i Amsterdam sammen med alle dem, jeg elsker. Vi skulle drikke kaffe, spise vafler og nyde søde, krydrede kager. Vi skulle drikke koldt og spise varmt og krydret senere, når sulten indhentede os.

I efterårets tidlige mørke skulle vi sejle på vandet i stilhed og med ansigter oplyst af gadelygterne langs kanalerne. Til slut skulle vi træde på land og være enige om, at gå en tur gennem den oplyste by i aftenmørket.

Vi skulle spadsere hen over Nieuwmarkt med hinanden i hænderne og vi skulle grine, for det gør vi. Altid. Vi skulle bare være sammen. Ikke andet.

I dag skal jeg være sammen med en lille del af dem, jeg elsker. Det bliver så dejligt og jeg er heldig, at de har lyst til at være sammen med mig. Skidt med, at det bliver i gråvejr og Gug. Vejret afspejler jo på ingen måde dagen. Jeg bliver enoghalvtreds. Det er vildt og godt og fantastisk heldigt, synes jeg.

God onsdag til jer derude ♥

En hvid pind efter solen og lyset

18. november 2014

Gråt i gråt

Vi kan glemme alt om dag. Vi kan smide en hvid pind efter solen og lyset. Vi kan bare kapitulere og overgive os til efteråret, så det gør vi med radio, kaffe og hinandens selskab. Lisette og jeg deler kontor i dag, mens Kenneth og Steen er ude i butikken, hvor de pakker. Vi har spist frokost sammen og det var hyggeligt, men ellers passer hver sit. Der er stille her i dag.

Jeg bruger dagen på at lægge varer på de virtuelle hylder. I dag er det billetter til vores strikkecafé. De var væk på syv minutter og det endda til trods for, at vi har udvidet betragteligt hvad angår pladser. Strikkecaféerne er en stor succes og vi elsker dem, så det er vi glade for.

Strikkebøger

Vi har fået strikkebøger hjem. I første omgang et lille udvalg, men man skal jo starte et sted. Alle bøgerne har jeg været i gang med at liste på siden. Det tager meget længere tid, end man regner med, når den slags skal gøres. Jeg har brugt det meste af arbejdsdagen på det.

Senere skal jeg hjem og hygge med Oline. Hun er i gang med stille og roligt at indrette sig. Hun har et næsten færdigt køkken. Hun køber gryder, potter og pander. Hun finder alverdens behov, hun slet ikke havde haft fantasi til at forestille sig, at hun nogensinde skulle få og hun falder konstant over fristelser, som hun synes er næsten uundværlige i hendes nye hjem. Jeg forstår hende. Det er jo sjovt og spændende at indrette sig. Jeg kan godt huske det.

I dag er grå, men dejlig :-)

Højmosen tur/retur

17. november 2014

Højmosen

Højmosen

Højmosen

Jeg har været i højmosen i dag. I Raketten, men med en fart, der var en snegl værdig. I hvert fald på vej ud. På vej hjem gik det vildere for sig, for nu havde jeg ny information, som gjorde mig lidt mere modig. Der er ny asfalt, hvor verden ender.

Jeg har været oppe hos Lene og landmanden. Jeg elsker det. Jeg elsker at køre af motorvejen og dreje ind i mosen, hvor vildtet græsser og svaner og gæs holder efterårs-pause på de omkringliggende marker. Der bliver min sjæl helt stille og falder til ro. Måske den er gammel og af bondeslægt. Det føles sådan.

Jeg er blevet beværtet kongeligt med masser af god og dejlig mad, varm te og verdens bedste selskab. Jeg snakker så dejligt med Lene. Det gør jeg bare. Og landmanden har jo forlængst sneget sig ind på mig, så jeg er altså bare i godt selskab deroppe. Også i dag, hvor jeg ellers ikke er på toppen. Faktisk slet ikke, kan jeg mærke nu, hvor jeg er kommet hjem, men jeg har nydt hvert et sekund af min udflugt til højmosen. Jeg fik endda den lækreste fødselsdagsgave. Lutter gode sager. Jeg glæder mig til at tage hul på det hele.

Jeg fik rundtur på gården og jeg nød endelig af få syn for sagn og billeder på alle de arbejdsgange, jeg ind imellem er blevet præsenteret for. Nu ved jeg, hvor Lene har siddet og assisteret i travle perioder og jeg har været i de enorme kølehuse, der er knyttet til produktionen ligesom jeg endelig fik lejlighed til at hilse på Istvan.

På vej hjem fik jeg endelig lejlighed til at teste den nye asfalt, der er lagt ud på det stykke af vejen, der ellers notorisk kostede maveskrabere for Raketten, hver gang den fik en tur ud af den vej. Nu er der rettet op, glattet ud og fin og glat vej at strække ud på, så det gjorde vi.

Forude venter sofaen :-)