Intimkoncert ved skovsøen

Vi valgte at forlænge vores ferie dette år. Egentlig skulle vi være kørt hjem allerede torsdag, for at sikre en stille og rolig opstart på arbejde, men omstændighederne lokkede os til at omgøre den beslutning.

Vi havde fået besøg af Anne og pigerne allerede i starten af vores tredje uge dernede og vi er gode til at holde ferie sammen, så da den nærmede sig sin ende, var alle lidt triste over, at det allerede var slut. Så huskede vi vores beslutning …

Dordogne, sommeren 2014

I Frankrig er der en vedholdende tradition for Marché Gourmand, som betyder, at du næsten altid kan finde en landsby i nærheden, der tilbyder en aften med fællesspisning og ofte også musik under en eller anden form.

Lørdag aften, hvor vi egentlig skulle være hjemme og være i gang med at vaske og tørre de forrige ugers tekstile udsvævelser, var der Marché Gourmand i vores egen lille landsby. Vi var allerede i den første uge dernede blevet indbudt til en koncert, som Jan (vores hollandske “for-bo”) og hans orkester skulle give nogle timer inden fællesspisningen løb af stabelen. En jazz-koncert. Vi måtte bare dele den oplevelse med Anne og pigerne. Det var jo nærmest umuligt at sige nej …

Karla havde fortalt om, hvordan huset langsomt ville fyldes med gæster og der skulle øves og måske vi ville høre en lille smule musik ovre fra dem. Det syntes vi jo bare lød skønt og da hun kunne fortælle om intimkoncert ved lille, smuk skovsø og iøvrigt insisterede på, at de var dygtige musikere, var vi slet ikke svære at gøre interesserede, men der vare bare lige den lille hage ved det hele, at det jo var den lørdag, hvor vi burde være i Danmark.

Det sker formentlig kun én gang, at chancen for sådan en oplevelse kommer forbi, så vi besluttede hurtigt, at vi ville forlænge ferien med de par dage. Heldigvis var Anne og pigerne med på idéen, så vi blev.

Dordogne, sommeren 2014

Tirsdag måtte jeg til lægen. Jeg var dagen før blevet bidt af en klæg, som tilsyneladende havde været forbi et eller andet uheldigt – her snakker vi sikkert kokasser og andet væmmeligt. Den havde i hvert fald efterladt en begyndende infektion på mit højre skinneben, som nu var rødt og varmt.

Jeg gik over til Karla. “Hun er kvinde for at hjælpe”, tænkte jeg og sådan var det. Hun ringede til sin læge, aftalte en tid og kom tilbage og forklarede mig, hvordan jeg fandt lægehuset i en landsby små 12 kilometer væk. Vi befandt os jo på landet, skal du huske.

Hun spurgte om vi var blevet vækket af larmen natten før og jeg kiggede spørgende på hende, for vi havde intet usædvanligt bemærket og det skal lige siges, at Kenneth og jeg sover for åbne vinduer, som vender ud mod gårdspladsen og dermed over mod Karla og Jan, men denne nat havde det lokale brandvæsen og en ambulance været nede og hente en af deres gæster. Deres saxofonist havde glemt at fortælle dem, at han går i søvne. Han havde vurderet, at det ikke gjorde nogen særlig forskel, for han havde aldrig oplevet, at det havde budt på problemer.

Han sov på førstesalen af huset i vinduet ud mod vejen. Du kan faktisk se de blå skodder, hvis du kigger på billedet i forrige indlæg. Lige over jorden og ikke noget alarmerende, skulle man synes, men det skulle vise sig at forholde sig helt anderledes.

Han var i søvne spadseret ud af vinduet og var faldet ekstremt uheldigt. Faktisk så uheldigt, at de på daværende tidspunkt endnu ikke vidste, om han ville overleve faldet. Han havde brækket i alt otte ribben og havde læderet både lever og blære ganske alvorligt. Karlas øjne fyldtes med tårer, mens hun fortalte om natten og mine gjorde det samme, for det var da bare så forfærdeligt tragisk og så kunne mit skinneben sådan set rende og hoppe. Der er små og store problemer her i verden og mit blev reduceret til ingenting.

I de efterfølgende dage var alle i tvivl om, hvorvidt koncerten ville blive gennemført, men heldigvis skulle det vise sig, at deres gode ven hurtigt var i bedring og ville overleve uden alvorlige mén.

Jazzkoncert ved lille skovsø, Dordogne, sommeren 2014

Lørdag sidst på eftermiddagen tumlede vi ud af døren, klemte os ind i bilen og kørte ned ad små, snoede skovveje uden helt at vide, hvor vi var på vej hen. Karla havde givet os nogle løse dessiner omkring stedet for koncerten, men ingen af os var helt sikre på hvor. Vi havde dog en idé og efterhånden også en solid, geografisk fornemmelse for nærområdet, så der gik ikke mange sving, før Anne og Kenneth havde lokaliseret koncerten.

Omgivelserne var fantastiske. Sol, træer med behagelig skygge, smaragd-grøn sø omkranset af velvoksne og smukke piletræer og ellers bare en samling skønne, glade og imødekommende mennesker, som alle var kommet, for at lytte til skøn jazz.

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Jaczz ved den lokale skovsø, Dordogne, juli 2014

Så sad vi der i solen sammen med varm Bio Rosé med grape, insisterende og utrolig begavet jazz i ørerne og en sangerinde, der var både smuk og talentfuld til at pynte på halvdelen af numrene. Sådanne øjeblikke kan ikke arrangeres, men falder som appelsiner i turbanen, hvis man husker at arrangere den, så der er plads, når man spadserer gennem livet. Vi øver os konstant i det. Denne gang lykkedes det at give plads og gribe.

Vi følte os meget heldige den aften ved skovsøen. Meget heldige ♥

Et flygtigt, men gemt og skattet øjeblik

Dordogne, sommeren 2014

Synet af disse to på vej ud af livets landevej udløser altid en stille, varm glæde i mit hjerte. Et flygtigt, men gemt og skattet øjeblik. Mere er der ikke at sige om det …

Når bagsiden overhaler indenom

Når bagsiden overhaler forsiden...

Der er strikke-tillæg med i Hendes Verden i dag. Strikke-tillæg afføder som regel opringninger, så vi køber altid bladet og har tillægget liggende, så vi har mulighed for at svare relevant på spørgsmål. Denne gang er vi blevet overrasket af, at det er annoncen på bagsiden af hoved-bladet, der ringes om.

Annoncen er vores, så det er sådan set ikke helt ude i skoven med spørgsmål, men det kommer bag på mig, hvad folk hæfter sig ved. Denne gang er det min lille hækleprøve, der er afbilledet i annoncen, som afstedkommer opringninger og mails i min indbakke. Alle vil vide, om der er en opskrift. Det er der ikke. Så er det opklaret.

Måske jeg ved lejlighed skulle få lavet en opskrift på det lille tæppe. Den kunne tilsyneladende glæde rigtig mange … :-)

Langs vejens to hjulspor

Dordogne, Sommeren 2014

Til højre i dette billede går to hængebug-svin, tre geder, 7 gæs og et ikke nærmere defineret antal høns. De nyder alle livet. Gederne tager på springtur, når de får chancen, svinene bliver, hvor de er. Høns og gæs  er tilfredse med, at deres verden går til hegnet og er de ikke, spadserer de ud gennem det og går på opdagelse. Ingen tager notits af dem, for de finder selv vej ind igen, når aftenen falder på og ræven indleder sin jagt for overlevelse.

Her dufter af skovbund blandet med frodig grøftekant, støvet vej og ind imellem af lindeblomst, når vinden bærer duften af de blomstrende lind over marker, gennem skovlysninger og i denne retning.

Langs vejens to hjulspor ligger små, beskedne huse. Ved vejen står postkasserne. Ind imellem kommer posten kørende ned ad vejen, stopper ved hvert hus og rækker ind i postkasserne fra bilens varme forsæde, inden han fortsætter sin rute.

Det sidste hus på vejen er der, hvor jeg har tilbragt en lille måned af denne sommer. Langt ude på landet, hvor stilheden er så larmende, at man de første dage får susen for ørerne. Så langt udenfor lands lov og ret, at der er halve timer til butikkerne. Helt derude, hvor alle hilser på hinanden og ingen ankommer uset eller ubemærket. Der hvor morgenbrød er noget, du får leveret til døren og vin og honning er lokalt produceret og leveres lige så ofte, som du har lyst og behov af Serge med fuldskægget og bistaderne nede for enden af marken, hvor hestene græsser.

Det gjorde godt. Rigtig godt. Måske jeg gentager til næste år. Jeg er tosset nok til det …

Blokhus og en tur til Vesterhavet

Jeg har været på søndagstur. Ud i verden sammen med dem, jeg elsker. Ikke langt og ikke vildt, men kort og hyggeligt. En af de små-ture, vi holder så meget af og denne gang til endnu en kyst-by langs Vesterhavet.

Vi tog til Blokhus. Løkken må vi have en pause fra en tid. Jeg bliver alt for ked af at se den i disse år. Blokhus har jeg ikke helt samme forhold til. Den er ikke en særlig signifikant del af mit liv. Jeg cyklede til Blokhus Strand, da jeg var spæd teenager og jeg kørte derop nogle år senere, da mine herre-bekendtskaber var af den slags med egen bil, men udelukkende for stranden. Aldrig for byen. Nu kommer vi der i ny og næ, for at nyde den helt specielle stemning, der hersker i kyst-byerne langs havet, når varmen er sat ind og turister valfarter til.

I dag var byen levende og fuld af turister. Der var optræden på torvet og hunde, børn og voksne i et virvar. Der var biler allevegne og sand mellem tæerne, fordi det altid fyger op gennem byen og tager livtag med sko og sandaler.

Vi gik ind imellem i gåsegang og enedes hurtigt om, at vi hellere måtte finde et dejligt, stille hjørne, hvor vi kunne spise lidt mad, hygge med snak og lidt at drikke og ellers bare nyde hinandens selskab og kigge på verden og de, der passerede i den.

Blokhus på en søndag, sommeren 2014

Blokhus på en søndag, sommeren 2014

Blokhus på en søndag, sommeren 2014

sondag 035

Blokhus på en søndag, sommeren 2014

Blokhus på en søndag, sommeren 2014

Blokhus på en søndag, sommeren 2014

Blokhus på en søndag, sommeren 2014

sondag 021

Blokhus på en søndag, sommeren 2014

Det var en hyggelig eftermiddag og nu er vi mætte på både mennesker, mad og havluft. Det skal gøre godt med en aften i sofaen med strik, kaffe og et af de vanille-bolsjer, Oline lod sig friste af i en af Blokhus-boderne. Jeg er klar.

Udlængsel, næsten inden man er hjemme

Perigueux, Dordogne 2014

Gad vide om det kun er mig? Jeg tåler dårligt at være ude. Jeg når kun hjem, så vil jeg ud igen. Jeg længes næsten, inden jeg rammer Danmark og jeg drømmer allerede om de næste eventyr. I år er ingen undtagelse.

Jeg har allerede været i gang med at drømme og løst planlægge. Næste mulighed bliver formentlig en forlænget weekend i efteråret og jeg drømmer om Amsterdam eller Skotland, men det kunne snildt ende med Hamborg eller Harzen. Det kunne også ende med det rene ingenting, men det er skønt at drømme og jeg er som sagt allerede i gang.

Fredag fik mine drømme ekstra næring, da Hanne, en dejlig veninde, vi fik lokket til Dordogne denne sommer, var forbi butikken efter lukketid. Hun nævnte i forbifarten, at vi kunne mødes i Amsterdam i efterårsferien. Mest af alt var det sådan en dagdrøm, hvor alting kan lade sig gøre, for der var ingen, som sådan lige havde ferie, men jeg var med det samme klar. Det ville være fantastisk og jeg ELSKER Amsterdam og bliver vist aldrig træt af byen med alle kanalerne, de skæve og de sjove og muligheden for bare at være.

Jeg drømmer. Jeg drømmer lidt endnu, men så slår jeg til. Kan jeg mærke :-)

- måske man bare skulle køre en søndagstur…

Rajas Raglan

Rajas Raglan

FOTO: Tørklæde fra Sophie Digard

Endnu et af sommerferiens småting til mormor-kassen. Kassen, der står og venter på, at der kommer babyer forbi. Babyer, hvis mødre kan lide hjemmestrik.

Denne sweater ligner til forveksling den tidligere viste Alfred, men den er strikket med kun én tråd uld og derfor tyndere og lettere i sit udtryk. Jeg kan vældig godt lide begge modeller, så jeg vil ikke vælge, men blot veksle mellem dem fra tid til anden.

Fakta:

OpskriftRajas Raglan af Lene Holme Samsøe. Strikket i str. 0-3 mdr.

Garn:  Blackhill Højlandsuld i farven Mørk Lammeøre fra Garnudsalg.

Pind: 4

Garnforbrug: I alt 47 gram efter vask :-)

Pris: Kun 17,39 kroner for så fin en sweater. Det kan jeg li’ :-)

Ny teknik: Ingen.

Ikke sur som en citron

Citrus

Jeg tror cirka, jeg ligner citronen her. Sådan halvbrugt og næsten sprækket, tør og lidt træt. Meget træt faktisk. Jeg har opdateret varelageret i butikken. Det er nyt, uvant og koncentrationskrævende, men det er lykkes og jeg lærer nyt hver eneste dag lige nu. Min hjerne er på overarbejde, men jeg nyder det, for jeg elsker at lære nyt og få overtaget, når tingene ellers har drillet.

I morgen vil jeg bevæge mig forholdsvist hjemmevant rundt i butikken takket være en lang perlerække af fredage, hvor det har været muligt for mig at hjælpe. Jeg er stadig langt fra at kunne huske alle farver, kvaliteter og ikke mindst priser, men jeg udvider vidensdatabasen hver fredag og så er vi så heldige, at vi har verdens bedste kunder. De er søde, tålmodige og overbærende.

I fredags og de næste par fredage er vi alene, Kenneth og jeg. Lisette holder en velfortjent ferie, så jeg kaster mig glad og gerne over tjansen med at brygge kaffe i samarbejde med mor, som også kommer og giver en hånd med. Jeg vil nyde, at de fleste af vores skønne kunder har god tid og er til at lokke til en kop kaffe, hvis de skal vente lidt på os, så vi ikke behøver stresse og så vil jeg glæde mig over, at vores idé om en butik med plads til at komme og slå sig ned og drikke kaffe eller te, mens man lader sig inspirere af bøger eller andre kunder, er lykkes. Jeg bliver glad i maven hver eneste fredag :-)

Loading...
X