(2)
Slagt en hellig ko

Ved verdens ende ligger et pigeonaire

fredag 18. juli 2014 klokken 22:45

På vej ind bag alting og mod verdens ende ligger dette smukke pigeonaire eller dueslag, som vi ville kalde det på dansk. Dem er der mange af, hvor vi er. Faktisk skal gårdene ikke være voldsomt store, før de har et af de smukke,  firkantede dueslag, som er så typiske for denne egn.

Her på egnen lever de, der lever på landet, vist både meget traditionelt og typisk af det, man har levet af i århundreder herude i det agronomiske Dordogne; fjerkræopdræt, kvæg- og grisehold, foie gras, valnødder og naturligvis Périgord-trøflerne, som kan købes overalt hernede. På en markedsdag vil du typisk finde trøfler og foie gras ved mere end én bod og mon ikke Anne og Kenneth skal forsøge sig med i hvert fald trøflerne i år? Jeg tror det.

Pigeonaire, Dordogne, Sommeren 2014

I morgen er det markedsdag i Bergerac. Jeg tror, at jeg vækker de andre tidligt, så vi kan komme ind og opleve stemningen, inden regnvejret slår til. Jo, det skal både regne og tordne i morgen og det gør ingenting, for måske det kan rense luften. Vi har haft 37 grader i går og 35 grader i dag og vi klager ikke, men en solid omgang kortvarig regn, ville ikke gøre mig ked af det.

Pigeonaire, Dordogne, Sommeren 2014

Denne aften er der faldet tre dråber. Himlen har ind imellem været truende og næsten nattesort, men kun ganske få dråber, har det villet give slip på. Måske i nat der sker noget. Jeg ville elske at vågne til lyden af regn, åbne vinduerne og lade den kølige, velduftende luft fylde soveværelset.

Nå ja… jeg ville være tilfreds med at komme ned under 25 grader i løbet af natten. Tak :-)

2 kommentarer

Jeg glæder mig…

torsdag 17. juli 2014 klokken 10:02

Mine morgener i Dordogne bærer lige nu præg af, at jeg er alene i nogle timer, inden resten af familien begynder at røre på sig. Det gør mig ingenting. Faktisk stor-nyder jeg, at jeg kan sidde i egne tanker, hækle, svømme lidt og drikke kaffe med varm mælk.

Jeg øver mig i at sove længe. Det lykkes på mange dage, hvor jeg først er oppe efter syv og enkelte dage endda omkring klokken otte, men denne morgen bærer præg af nattens varme og den deraf følgende tendens til at vågne, stønne, kaste dynen væk og i det hele taget have svært ved at finde hvile. Jeg opgav før klokken seks, stod op og satte kaffen over, mens jeg trådte ud i en verden, der endnu var våd af dug.

På sådanne morgener, hygger jeg mig stort, mens jeg stille glæder mig til, at Anne om et øjeblik skal dele dem med mig :-)

Morgenhygge

Jeg hækler lidt, mens jeg lytter til enten stilheden eller en god lydbog, streamet fra Netlydbog. Jeg går ind imellem ind på mit fjernlager og henter en enkelt eller to farver, prøver dem af, forkaster eller lægger til udvalget. Var Anne her, ville jeg snakke med hende om farverne. Vi ville grine, vende og dreje, forkaste eller vælge og vi ville vende verden simultant, for det kan vi ♥

Dordogne, Sommeren 2014

Jeg svømmer en morgentur. Vandet er skønt. Omkring mig er lyden af fugle, cikader og den motorsav, som langt borte er ved at fælde træer. Var Anne her, ville vi svømme side om side. Så ville vi træde vande eller slænge armene omkring en luftmadras, mens vi ville snakke solen op, for det kan vi ♥

Morgenkaffe

Efter morgensvømmeturen drikker jeg kaffe. Var Anne her, ville jeg dele den med hende. Vi ville også dele ord, grin og alvor. Vi ville dele vores fælles glæde over livet, naturen, vores familier og det at kende hinanden, for det kan vi ♥

Kan du mærke, at jeg glæder mig nu? Jeg glæder mig, til jeg skal dele morgener med Anne ♥

11 kommentarer

Godmorgen Dordogne

onsdag 16. juli 2014 klokken 09:06

Godmorgen Dordogne. Jeg har reddet de første to græshopper, der var endt i poolen, lyttet til en – for mig – ukendt fuglestemme og set dug glimte på engen.

Dordogne, Sommeren 2014

Jeg har sat kaffen over, hentet morgenbrødet ind og åbnet alle døre. Jeg har ryddet de sidste rester af gårsdagen af vejen og gjort klar til en frisk start på en ny af slagsen. Jeg har fundet vasketøj frem og forberedt en vask. Jeg har fundet det gamle brød, som skal krydres og forvandles til gode croutoner og jeg glæder mig til ostene, der står på køl og venter på, at resten af huset vågner.

Dordogne, Sommeren 2014

I dag skal jeg lave ingenting. Absolut ingenting. Jeg skal strikke, hækle og lytte til en lydbog. Jeg skal drikke iskold lumumba, spise solmodne tomater og grine med Kenneth og Oline. Jeg skal bade, til huden rynker og jeg skal tørre, til skindet føles, som det sprækker. Jeg skal være til …

Dordogne, Sommeren 2014

I morgen vil jeg lave det samme, fordi jeg kan ♥

På lørdag lander de skønneste og herligste venner ganske få kilometer fra os og vi skal naturligvis ses. Vi glæder os sådan ♥

På mandag kommer pragtfulde Anne og hendes smukke døtre og så bliver verden livlig, sjov og fuld af gode snakke, dybsindigheder og det stik modsatte. Det bliver så dejligt og det har vi GLÆDET os til i snart et år allesammen, så kom an mandag ♥

I dag vil jeg bare glæde mig, fordi jeg kan ♥

7 kommentarer

Grotte de Rouffignac

tirsdag 15. juli 2014 klokken 08:57

Jeg øver mig i at anvende mit Sony Nex 6, som efterhånden er i nærheden af halvandet år gammelt, men anvendt meget lidt. Jeg var ikke helt tilfreds, da jeg lagde ud med at tage billeder med det, men i år tog jeg en rask beslutning hjemmefra og lagde det i tasken. Det skulle have sin ilddåb på turen til Dordogne og det har det faktisk fået. Jeg bruger kun det og mit kamera i min iPhone.

Jeg øver mig fortsat. Jeg skal igen til at bestemme udsnit og vinkler på en helt ny måde og ind imellem kan jeg sagtens se, at det kan gøre meget bedre, men oftest finder jeg faktisk ro i at vide, at det i virkeligheden er helt okay og jeg er ved at lære at kende.

I forgårs fik det lov til at fotografere indgangen til Grotte de Rouffignac. Indefra og ud. Bemærk den unge mand, som ligger og sover udenfor hulen på en bænk. Han ventede på sin tur, for sådan er det, når man vil se denne grotte. Man køber en billet, men med den enorme søgning der er på denne grotte, kan man aldrig vide sig sikker på, hvornår man får en plads på turen ind og ned i jordens indre.

Grotte de Rouffignac

Vi ankom ved 15-tiden og fik billet til turen klokken 17.20. Sådan er det bare. Man må vente. Tålmodigt. Nogle tager sig så en lur. Andre tager på eventyr…

Vilatte - Plassard - Pompougnac

Vi forlod den smukke, våde løvskov og tog tilbage, hvor vi kom fra. Ikke langt. Mindre end en kilometer, vil jeg tro, men lige inden hulerne ligger Vilatte - Plassard - Pompougnac, som byder på små, fine traktementer, en formidabel udsigt ned over dalen, skønt personale (familie; mor, far og datter) og muligheden for at vente veltilpasse og varme på endnu en oplevelse i Dordogne.

Vi indhenter lidt af det, vi ikke nåede sidste år, fordi vi simpelthen var for brugte og bare trængte til at lave ingenting. I år har vejret været med os, for det har været gråt og overskyet og for denne dags vedkommende endda heldagsregn, så det har givet overskud til at orke at tage ud. Vi har det så sjovt og vi er gode til at rejse sammen, så vi nyder alle tre, at der er oplevelser at hente allevegne.

Vilatte - Plassard - Pompougnac

Vilatte - Plassard - Pompougnac

Indenfor er den forreste del af rummet anvendt til udstilling af deres produkter. Den grafiske designer i mig ville nu meget gerne have haft frie hænder til at re-designe deres brand, for man skal lede længe efter mere fantasi-forladte etiketter, end dem de brugte på deres ting og det er i virkeligheden utrolig ærgerligt, for sjældent har jeg spist så velsmagende og veltillavet mad, som vi fik denne eftermiddag og så endda med sådan en udsigt i tilgift…

Vilatte - Plassard - Pompougnac

Vi spiste en tallerken med en skøn samling af deres specialiteter. Den var omfattende, rigelig og det hele utrolig velsmagende. Der var postejer, patéer, and og gås i alle afskygninger, pølse og sprød, grøn salat. Ved siden af kom en skøn, frisk tomatsalat, melon og til sidst varm gedeost, som både Oline og jeg måtte lade ligge, men sikke en fest!

Vilatte - Plassard - Pompougnac

Vi sluttede af med en kop kaffe. Stærk og god var den og så tog Kenneth lige en tur rundt i butikken. Han skulle forsyne sig med al den velsmag, inden vi betalte og forlod etablissementet en stor oplevelse rigere. Vi skulle jo til jordens indre. Omtrent. Jeg havde allerede mavepine ved tanken, men har man sagt A, må man også øve sig i at sige B, så jeg øvede mig hele vejen tilbage til hulen.

En tur ind og ned i Grotte de Rouffignac tricker mere end én af mine fobier og hvis du siger, at du ingen har, er min påstand bare, at du endnu ikke har fundet dem.

Mine handler alle om kontrol-tab og så kan man grunde længe og intenst over det, men faktum er, at klaustrofobien greb mig, allerede da vi stod udenfor hulen og kun lige var trådt ind under udhænget for at købe billetter. Den fugtige lugt mindede mig om en grav og det lave loft var ved at lukke sammen om mig, så min hals snørede sig sammen, men lige så ubehageligt det er, lige så stædig kan jeg blive.

Får jeg selv lov til at sætte tempo og sted, vil jeg gerne udfordres på mine fobier og sådan var det her. Jeg VILLE ned i grotten og sådan blev det. Det skulle desuden vise sig, at det ikke var nær så slemt, som jeg havde frygtet. Grotten er jo ENORM og det var få steder, hvor jeg følte halsen snøre sig sammen. Jo, det skete, men det var ikke værre, end jeg genvandt kontrollen i løbet af et øjeblik og det var en stor oplevelse.

Det er svært at forstå, at de menneske-skabte tegninger og inskriptioner er omtrent 14.000 år gamle, når de ligner noget, der er lavet i går.

Det er næsten umuligt at forstå, at de fordybninger i jorden, der ligger lige foran dig, er lavet af hulebjørne, som ikke har levet på jorden siden slutningen af sidste istid. De ser friske ud og kunne være brugt i går.

Mest imponerende var turens slut-punkt, hvor vi fik lov til at træde ud af det lille, elektriske tog, som ellers bragte os omtrent en kilometer ind og ned i en lille del af det enorme netværk, denne hule udgøres af. Et lille, lavloftet rum med et loft dækket af tegninger var afslutningen på en ellers imponerende udstilling af både natur, urhistorisk dyreliv og menneskeskabt udsmykning, hvis formål vi kun kan gisne om.

Her var loftet dækket af tegninger af stenbukke, heste, mammutter, næsehorn og bisoner. Stregerne var stadig så friske at se på, at man stod med følelsen af, at man kunne lade fingeren glide gennem dem og så så ville de tværes ud og forsvinde. Det var uvirkeligt og imponerende og jeg fik følelsen af at være et ualmindelig ubetydeligt og  lille støvkorn på verdenshistoriens overflade. Det er sundt.

Guiden gav os god tid til at bevæge os rundt og beundre. Bagefter kørte hun os ud igen og hun havde et charmerende og lattermildt væsen, men talte kun fransk og det gør vi jo desværre ikke, så det var meget begrænset, hvad vi fik ud af hendes ellers underholdende og rige forklaringer om dette eller hint. Vi havde til gengæld investeret i en lille guide, som lod os læse hovedlinjerne i hver eneste af de stop, vi foretog på vejen og så var vi egentlig godt dækket ind.

Vi fik en stor oplevelse og vi gider gerne anbefale turen, men ikke med børn under 12 år, tror jeg. Det er synd for dem. Det er en tur på en time og den er alt for lang og alt for kedelig, når man ikke ligefrem forstår eller interesserer sig for urhistorie. Vi havde alt for mange urolige og ulykkelige børn med ned i grotten. De ødelagde delvist vores oplevelse og det var synd for dem.

PS – man må ikke fotografere nede i hulen. Derfor ingen billeder :-)

8 kommentarer

Pôle International de la Préhistoire

mandag 14. juli 2014 klokken 20:34

Les Eyzies-de-Tayac-Sireuil ligger Pôle International de la Préhistoire. I Les Eyzies-de-Tayac-Sireuil ligger egentlig så mange ting, som man kunne vælge at fordybe sig i. Muligheder for vinsmagning, frokostrestauranter i hobetal og så naturligvis alle de steder, hvor der er fundet tegn på forhistorisk aktivitet i form af forskellige fund, grotter og hulemalerier er nogle af mulighederne.

Vi kom med det formål at fordybe os en smule i neandertaleren og Cro-Magnon-mennesket. For at danne os et overblik over områdets muligheder, valgte vi at starte på Pôle International de la Préhistoire. Det er byens stolthed og ganske gratis. Det tilbyder blandt andet en anskueliggørelse af områdets forskellige forhistoriske fund og stederne, så man stille og roligt kan vælge det, man vil investere tid i at se.

Pôle International de la Préhistoire

Indgangs-/Udgangsstien til stedet er imponerende…

Vi valgte at tage os god tid og vi blev faktisk både klogere og fik en oplevelse ud af at investere godt en times tid inde i det smukke informationscenter.

Pôle International de la Préhistoire

Ja, vi siger ikke mere, men hvad mon …

Pôle International de la Préhistoire

Centeret er forholdsvist nyt og virkelig smukt , lyst, venligt og fuld af også arkitektoniske oplevelser.

Pôle International de la Préhistoire

Pôle International de la Préhistoire

Vi brugte lang tid på at fordybe os i nogle af de sjovere dele af udstillingen og vi syntes specielt det var sjovt at bruge tid på disse…

Pôle International de la Préhistoire

Kan du mon finde din model?

Pôle International de la Préhistoire

Pôle International de la Préhistoire

Vi fandt nogle, der lignede og efterhånden som vi fandt dem, kunne vi se, at vi har meget forskelligt udseende, når alt kommer til alt.

Pôle International de la Préhistoire

Der var en fascinerende sær-udstilling i kælderen. Chairs des Origines, en udstilling af Elisabeth Daynès  og fra den 13 juni til den 3. oktober 2014, hvis du skulle komme forbi. Anskueliggørelse af variationer over mennesket. Meget originalt og spændende.

Pôle International de la Préhistoire

Centeret var pakket ind i Svanen og Syvere. Gad vide om det var EU-midler, der havde betalt for stolene, men i hvert fald kunne ingen klage over ikke at sidde godt, når de tog ophold i en af de utallige siddemuligheder man tilbød.

Vi brugte også tid på at beslutte, at vi faktisk ikke ville bruge mere tid i byen. Nok er der huler og museer, men vi ville noget andet. Vi ville bevæge os ind i eventyret. Langt ind… og det krævede, hvis jeg skal være ærlig, lidt overtalelse for mit vedkommende, for det var i den grad at udfordre en stak ubekvemme fobier, men det kan jeg lide at gøre, når jeg selv kan bestemme tempo og sted, så af sted det gik. Vi forlod oplyst og opløftede Pôle International de la Préhistoire, men vi vil gerne anbefale dig at tage turen forbi, hvis du kommer på de kanter :-)

2 kommentarer

Mandag med indbygget forventningens glæde

mandag 14. juli 2014 klokken 08:50

Mandag morgen

Mandag morgen er ikke uden charme. Og sol. Det sidste gør en forskel, for i går havde vi heldagsregn, men vi havde alligevel en helt igennem fantastisk dag.

Det regner ikke voldsomt hernede. Det drypper lidt. Blide, bløde sommerbyger. Kun et par gange har himlen åbnet sig for alvor og der har vi ikke været udenfor, så vi klager ikke det mindste. Ind imellem bygerne er her skønt. Når solen dukker frem af skyerne, er den så varm, at vi husker sidste sommer, hvor vi næsten ikke kunne trække vejret. Det bliver sådan igen i løbet af de næste par dage, så måske vi bare skulle nyde regn og skyer.

Morgenen er våd. Tung, tæt dug hænger på alt og med solen gav alle dråber på én gang slip af bladhang og grene og faldt til jorden med lyden af et regnskyl. Man skal ikke lade sig snyde. Det var dug. Sol og dug. En fin kombination.

Jeg anstrenger mig for at være til stede i nu’et. Ikke lade mig glide med tankerne ind i fremtiden, for den er spændende og jeg glæder mig til den, men jeg er på ferie lige nu og her.

For det meste er jeg god til det. Ind imellem løber tanker og idéer af med mig, men det samme sker for Kenneth og eftersom vi skal dele hverdag lige om lidt, føles det faktisk okay ind imellem at fortabe sig i en idé eller to. Vi skal dele hverdag. Lige om lidt. Jeg skal ikke tolke mere. Jeg skal noget helt andet. Noget, jeg er meget passioneret omkring. At dele ud af min glæde ved håndarbejde. Det kan kun blive godt og måske lidt svært. Det sidste må komme an på en prøve, men sådan en mandag morgen i Dordogne, kan jeg godt sidde her – helt for mig selv – og glæde mig til alle de hverdage, jeg skal dele med Lisette, Steen og Kenneth og alle de aftener og eftermiddage, jeg skal dele med skønne kvinder med passion for garn og håndarbejde. Sikke inspiration og glæde, der venter forude :-)

Måske jeg skulle gribe hækletøjet? Jeg tror det næsten :-)

5 kommentarer

Aftenhygge

lørdag 12. juli 2014 klokken 22:35

Aftenhygge

Aftenhygge på terrassen, mens jeg nyder lyden af Kenneth og Oline, der er trukket indenfor. Udenfor er kun lyden af et par cikader, frøernes intense kvækken nede fra engen og nabolandsbyens lænkehund, som tydeligvis er utilfreds med et eller andet. Mig? Jeg er tilfreds.

Livet er godt ♥

7 kommentarer

Lapperier og snublende nær årets første pooltur

lørdag 12. juli 2014 klokken 16:04

Grannys

Lapperier eller en stak af de skønneste, uldne bedstemor-firkanter…

Jeg hækler for en tid. Jeg strikkede egentlig, men jeg kunne ikke rigtig koncentrere mig, så nu hækler jeg. Jeg er altid god til at hækle i mine ferier. Tålmodigheden bliver større og min udholdenhed vokser, så det er ofte her, jeg enten strikker på små pinde eller hækler nogle af de små babytæpper, jeg også elsker at lave.

Imens jeg hækler, passer jeg på de knæ, der fik tæv for nogle timer siden, da jeg faldt. Uforberedt. Tungt. Ikke elegant. Av …

Spørg mig ikke, hvad der skete. Spørg mig ikke, hvad jeg faldt over. Jeg ved det ikke, men Kenneth så det ske og var mere chokeret, end jeg var. Det så grimt ud, syntes han. Mig? Jeg ømmer mig lidt og er sikker på, at jeg får et par blå knæ i tilgift til den asfalteksem, der nu pryder mine håndflader og så tænker jeg, at jeg var snublende nær poolen, så det havde da været mere festligt, hvis jeg var faldet i den også i stedet for bare at falde tungt på fliser og delvist med næsen i engens græs ;-)

Om lidt sender jeg Kenneth og Oline på handlen. Jeg bliver her. Man ved aldrig, hvilke ulykker jeg kunne forårsage i et supermarked i dag.

10 kommentarer

Liselotte