(2)
Slagt en hellig ko

Lapperier og snublende nær årets første pooltur

lørdag 12. juli 2014 klokken 16:04

Grannys

Lapperier eller en stak af de skønneste, uldne bedstemor-firkanter…

Jeg hækler for en tid. Jeg strikkede egentlig, men jeg kunne ikke rigtig koncentrere mig, så nu hækler jeg. Jeg er altid god til at hækle i mine ferier. Tålmodigheden bliver større og min udholdenhed vokser, så det er ofte her, jeg enten strikker på små pinde eller hækler nogle af de små babytæpper, jeg også elsker at lave.

Imens jeg hækler, passer jeg på de knæ, der fik tæv for nogle timer siden, da jeg faldt. Uforberedt. Tungt. Ikke elegant. Av …

Spørg mig ikke, hvad der skete. Spørg mig ikke, hvad jeg faldt over. Jeg ved det ikke, men Kenneth så det ske og var mere chokeret, end jeg var. Det så grimt ud, syntes han. Mig? Jeg ømmer mig lidt og er sikker på, at jeg får et par blå knæ i tilgift til den asfalteksem, der nu pryder mine håndflader og så tænker jeg, at jeg var snublende nær poolen, så det havde da været mere festligt, hvis jeg var faldet i den også i stedet for bare at falde tungt på fliser og delvist med næsen i engens græs ;-)

Om lidt sender jeg Kenneth og Oline på handlen. Jeg bliver her. Man ved aldrig, hvilke ulykker jeg kunne forårsage i et supermarked i dag.

10 kommentarer

Marché Gourmand. Der er en første gang for alting

lørdag 12. juli 2014 klokken 09:14

Præcis klokken 19 i går stævnede hele familien ud fra den franske matrikel for forsøgsvis at holde trit med to lokalitets-erfarne bilister. Det er ikke nogen nem opgave, men det lykkedes ikke at sakke agterud og vi endte oppe i St. Marcel du Perigord, en lille landsby, som i går var klædt på til aftenens Marché Gourmand med borde og bænke sat op omkring byens centrale plads, under mægtige og alderstegne træer.

Man medbringer selv tallerkener, bestik og glas. Bænke og borde er til fri afbenyttelse og man sætter sig bare, hvor man har lyst. I går mødte Carla naturligvis en masse venner, men hun sørgede lige for, at vi blev bænket solidt omkring et af bordene, inden hun gik ud i sommeraftenen for at finde Jan, hendes mand.

I går havde vi blandt andet selskab af en 84 årig professor og hans festbombe af en senil og døv kone. De er hollændere og ligesom Carla, vores nabo, faldet for Dordogne og kommer her fire gange om året. Professoren er forlængst gået på pension og nu handler det vist mest af alt om at nyde livet. Det er vel rimeligt, når man husker, at der vel ikke er uendeligt mange år at tage af, når man er fireogfirs, men han kunne nu sagtens blive hundrede. Han var sprød endnu.

St. Marcel du Perigord

Professorens kone talte til os på en blanding af hollandsk, fransk og engelsk og jeg har da sjældent grinet så meget, som når hun ville dele et eller andet med os, for hun kunne under ingen omstændigheder styre sprogene og det var bare med at følge med, men det gik ganske udmærket og det var få gange, jeg måtte bede hende gentage.

Fordi det er et åbent arrangement, kommer der folk fra de nærmeste byer for at deltage. Man kan se venner mødes med hinanden og der er et leben omkring bordene.

Oppe bag bordene på en lille, åben plads var så alle boderne, hvor man valgte mellem byens tilbud om mad. Et Marché Gourmand er oftest et arrangement lokalsamfundet selv står for og det vil typisk være sådan, at overskuddet går til f.eks. byens børnehave, ældre-center eller nye bænke i byens park. Man sælger mad og drikke og lader overskuddet komme alle til gode.

I går aftes kunne man blandt andet købe en skøn, fyldig salat med and, smørstegte croutoner, sprød salat, solmodne tomater og on-the-side en hjemmelavet, krydret og utrolig velsmagende foie gras, som vi alle spiste med snerten af dårlig samvittighed, fordi vi ikke vidste, hvordan den er produceret. En af deltagerne i fællesspisningen så, at jeg så lidt betænkelig ud og forsikrede mig om, at denne foie gras ikke var fremkommet ved tvangsfodring, men at disse dyr havde været fritgående gæs og hun personligt kendte landmanden. Lokalt er man altså klar over, at der er et problem med produktionsformen. Det er da en trøst og du godeste, som denne udgave smagte dejligt og det var måske fordi, den ikke var nær så fed, som den man ellers præsenteres for. Dem spiser vi aldrig.

St. Marcel du Perigord

Man kunne også få en kæmpestor portion Moule Frites, en enorm steak med et bjerg af pommes frites, et bredt og solidt udvalg af de lokale oste, pandekager, forskellige brød, tørrede frugter og oliven af enhver art. Til alt det kunne man drikke den lokale vin. Der var simpelthen noget for enhver smag.

St. Marcel du Perigord

Jeg gjorde store øjne… eller noget …

I hvert fald syntes jeg, at det var herligt at sidde lige der, under et stort, smukt træ og i godt selskab og spise en fantastisk salat, drikke rosé til kinderne begyndte at brænde og iagttage hvordan Oline fra at være genert blev udadvendt og talende, når hun greb chancen.

Byens lokale Dj kom også på banen. Ikke at han var specielt talentfuld og erfaring med udstyret skal han i hvert fald ikke prale af fremadrettet, men han lagde ud med Kim Wildes Kid’s in America og så var stilen ligesom lagt. Oline var flad af grin, for det var simpelthen musik fra en svunden tid, men tog man et kig på vores Dj, var han det samme. Han spillede samtlige franske bidrag til MGP siden 1982 og vi var ikke de eneste, der fandt det morsomt. Carla var god at grine sammen med.

St. Marcel du Perigord

Ud på aftenen ankom byens borgmester. Det er ham med den pink polo-shirt og den nonchalant placerede sweater. Han er på valg om et øjeblik, så han var nok ude at gøde jorden, tror jeg.

På dette tidspunkt var det også, at jeg fik forklaringen på vores Dj’s lidt bizarre valg af åbningsnummer. Lige oppe bag bladhænget ligger et beskedent, men malerisk hus, som er Kim Wildes lille refugium og har været det gennem en lang årrække. Det er man i byen meget stolte af og derfor hylder man altså kvinden bag firser-hittet ved hver eneste givne lejlighed ved at afspille Kid’s in America. Det er hun da sikkert slet ikke træt af …

St. Marcel du Perigord

St. Marcel du Perigord

Mætte, glade og tilfredse trak vi os tilbage i god ro og orden, da vi nærmede os klokken sent. Natten var ved at falde på og mørket havde sænket sig, da vi kørte hjem ad små, snoede og smalle veje gennem et smukt, velduftende Dordogne. Vi var mætte af både mad og oplevelser.

Det kan varmt anbefales at deltage i et Marché Gourmand, hvis du nogensinde får chancen. Det er stemningsfuldt, hyggeligt og du er med sikkerhed velkommen.

7 kommentarer

Mine stille morgener

fredag 11. juli 2014 klokken 10:10

Jeg nyder mine stille morgener her i den nordlige del af Aqutaine. Udsigten er uovertruffen og feriestemningen skøn. Jeg har en god lydbog, en stor kop kaffe og en tyrkertro på, at solen får overtaget. Hvis ikke i dag, så snart.

Mens jeg venter, nyder jeg alligevel morgenerne udenfor, for udsigten er fantastisk ned over engen, der hører med til huset her. Der kommer dådyr forbi, hvis man er stille nok og det eneste man hører er fuglefløjt, cikadernes hæse sang og ind imellem et får eller to.

Hækling

Jeg strikker lidt, men jeg kan mærke, at jeg trænger til noget, der glider nemt og bekvemt mellem fingrene, så jeg griber hæklenålen. Lidt lapper kan man jo altid hækle, tænker jeg, mens jeg finder en stak farver frem fra det lager, jeg har medbragt. Du troede da ikke, at jeg var taget af sted uden, gjorde du? ;-)

Gider du ved lejlighed sende lidt varme herned? Bare lidt. Du kan godt undvære det …

15 kommentarer

Marché Gourmand

torsdag 10. juli 2014 klokken 21:56

I dag kom solen på visit. Ikke konstant og ikke sådan, at vi lå og kampsvedte i poolen, men den var her og vi nød den. Vi nød, at der var varme og vi ikke behøvede at trække i små trøjer for at holde ud at sidde stille.

Det er den underligste sommer hernede. Det er ikke noget, jeg bare finder på. Vores hollandske nabo-kone – hende med pool-elskende geder og stok – fortæller, at det har været en meget våd sommer hidtil. Nu vender det, siger hun. Vi håber det.

Dordogne, juli 2014

I morgen har hun og manden inviteret os med til Marché Gourmand i St. Marcel du Perigord. Marché Gourmand er udendørs fællesspisning af mad lavet med kærlighed og lokale råvarer.

Man ved aldrig, hvad der bydes på sådan en aften, men det er noget, vi længe har haft lyst til at prøve. En samling lange bord og masser af bænke, tallerkener, bestik og glas gør det ud for skelettet til en skøn og meget fransk aften med god mad, dejlig vin og skønt selskab. Der er ikke noget ved det koncept, jeg ikke bifalder.

4 kommentarer

Solsikker så langt øjet rækker

torsdag 10. juli 2014 klokken 09:49

Castang, Dordogne

Solsikker ved Castang, Dordogne, Juli 2014

En aftentur til Lalinde bød på en utrolig smuk og langsom tur gennem en lille del af Aquitaine. Vi kørte ad smalle, snoede veje ind og ud gennem små, pittoreske landsbyer og langstrakte marker fulde af skiftende afgrøder. I engdrag gik kvæg og græssede og ind imellem passerede vi flokke af gæs i fri dressur. Med sådanne omgivelser behøver man ikke ret meget mere. Det skulle da lige være temperaturer, der ikke levner plads til lette dunjakker og islændere, men uanset hygges der hernede, hvor vi tager os tiden til at være langsomme.

Nogle sover længe. Jeg strikker og lytter til radio, drikker kaffe og skriver her, mens jeg samtidig nærstuderer vejrudsigter. Det bliver tilsyneladende en blandet landhandel, det vejr, men varmen er på vej og så er jeg ligeglad med resten. Jeg gider bare ikke fryse i Dordogne i juli måned.

I dag står valget mellem hjemmedag eller en tur ud i verden for at udforske fortiden. Vi tager måske til Les Eyzies-de-Tayac-Sireuil, som fungere som fantastisk udgangspunkt for et kig til vores forfædre. Vi vil en tur ind på Pôle International de la Préhistoire. Der er gratis adgang, venligt personale og en god historie at starte på, inden vi tager på udkig efter Cro-Magnon i egnen heromkring.

Beslutningen om at tage ud eller blive hjemme afgøres af, hvornår familien er samlet. Det er aldrig til at vide. Vi holder jo ferie :-)

12 kommentarer

Jeg satser på sol i dag

onsdag 9. juli 2014 klokken 09:32

Dordogne, Sommeren 2014

Det giver jo absolut ingen mening at klage, når man står op til så blå en himmel. Jeg satser på sol i dag. Hørte I?

Vejrudsigten siger, at det bliver en blandet fornøjelse at være lige her i Paradiset de næste mange dage, men jeg er fuld af fortrøstning og det rager mig en bønne, om der er sol eller skyer på himlen. Jeg er alligevel hende, der sidder i skyggen og har det alt for varmt, men tørvejr holder jeg af.

I går fik vi voldsomme byger og alt blev drivende vådt og fugtigt var der allevegne, men alligevel spiste vi ude på terrassen. Muslinger, grillede rejer og fiskesuppe. Hele familien elsker fisk og skaldyr, så vi var svært tilpas med al den overflod af godt og det hele holdt tørt efter sidst på eftermiddagen.

Jeg måtte finde de lange bukser og striktrøjen frem, for der er køligt i disse dage, hvor der er overvejende overskyet og ind imellem regnfuldt. Så snart solen er fremme er her til gengæld voldsomt varmt og erindringen om sidste års varme dage bliver virkelighed på et øjeblik. I dag er der med garanti basis for både solbadning og pool for de af os, der holder af den slags tidsfordriv.

Mig? Jamen jeg har lige et lille strikketøj, der trænger til at motioneres, ligesom min lydbog trækker. Livet er godt i Dordogne.

6 kommentarer

Et gensyn med Bergerac

tirsdag 8. juli 2014 klokken 11:05

Bergerac var mål for vores tur ud af huset i går. Vi havde lyst til en udflugt og eftersom ferie for os handler om at være langsomme og nyde, at netop det er en mulighed, ventede vi med at tage derind til eftermiddags-åbent. Butikkerne lukker mellem 11 og 14, så vi kunne sagtens tage den med ro.

Gårsdagen var grå, men lun og vi nød endda en smule sol udenfor om formiddagen, inden det igen trak sammen og den forsvandt bag skyer, der resten af dagen truede med regn. Vi tog ikke paraplyer og galocher med, men bare en tyrkertro på, at det ville holde tørt. Vi fik næsten ret. Der faldt en enkelt, blid sommerbyge, mens Oline og jeg sad på en bænk og tålmodigt ventede på Kenneth, der gik shop-amok i en nærliggende butik.

Bergerac, Dordogne, Frankrig, Sommeren 2014

Bergerac er meget charmerende og samtidig meget grå og temmelig forpjusket at se på.

Mange huse er ikke vedligeholdt, haver er groet til og i centrum er der – som sidste år – mange butikker, som står tomme og efterlader store, gabende sår i en ellers hyggeligt bymidte, men langs floden er der smukke piletræer med lavthængende grene, der rammer vandoverfladen og danner smukke mønstre ved den mindste vind. Om aftenen lyser alting op i skæret fra månen og magien er uforlignelig langs Dordogne for ikke at snakke om egnens vin, som sagtens tåler sammenligning med de bedste vine fra Bordeaux.

Bergerac, Dordogne, Frankrig, Sommeren 2014

Bergerac, Dordogne, Frankrig, Sommeren 2014

Byens indbyggere er venlige og taler gerne engelsk. I det hele taget er oplevelsen af at være velkommen mærkbar her. Det har ikke altid været vores oplevelse  i andre dele af Frankrig, men man smiler og vil så gerne hjælpe overalt, hvor vi kommer frem.

Bergerac, Dordogne, Frankrig, Sommeren 2014

Bergerac, Dordogne, Frankrig, Sommeren 2014

Pandekager er så absolut ferie-mad for Oline. Det er kun et spørgsmål om at prøve at få dem klemt ind hver dag og i går var ingen undtagelse. Vi sad i skyggen af store parasoller og når solen ind imellem tittede frem bag skyerne, kunne vi mærke, at varmen er lige om hjørnet.

Bergerac, Dordogne, Frankrig, Sommeren 2014

Vi sad med udsigt til den nye statue af Cyrano. Byen er jo bl.a. kendt for Edmond de Rostands skuespil Cyrano de Bergerac og selvfølgelig har den statuer af Cyrano. En gammel stenstatue på Place de la Myrpe og en ny og lidt usædvanlig bemalet træ-statue på Place Pelissiere, hvor vi altså sad og nød lidt koldt at drikke i en pause fra vores slentretur gennem en lille del af byen.

Bergerac, Dordogne, Frankrig, Sommeren 2014

Oline og jeg var i Sephora og det gik ikke stille for sig. Det tog sin tid og i min lille familie har vi heldigvis stor forståelse for hinandens særlige ønsker om god tid, men man behøver ikke stå ved siden af og vente, når en af os kaster sig ud i det, de andre ved, bliver en langsommelig affære. Man er næsten kontraktligt bundet til at finde den nærmeste café og sætte sig og nyde enten koldt eller varmt alt efter ønske og behov.

I går var ingen undtagelse og Kenneth drak kaffe, mens vi shoppede alt det, der giver os feriefølelsen af at vi-gør-os-lækre-fordi-vi-har-god-tid, så der blev blandt andet shoppet ansigtmasker, neglelakker, øjenskygger og fodbadesalt.

Bergerac, Dordogne, Frankrig, Sommeren 2014

Senere på dagen var det vores tur til at vente tålmodigt. En mild sommerbyge akkompagnerede, mens vi lod Kenneth og en fiks, fransk ekspeditrice alene, så han kunne lade hende inspirere. Hun har været god. Han returnerede med mere end en fyldt pose.

I dag er fri for andet end hygge for mig. De andre vil på tur, men ikke mig. Jeg vil dovne og strikke, lytte lydbog og bare nyde, at jeg skal lave ingenting. Ah…

6 kommentarer

Åse, vi hader dig, din løgnagtige skøge

mandag 7. juli 2014 klokken 09:39

Fra Ladbergen i Tyskland gik turen ad A1 i retning Dordogne, men der var stadig lang vej, så der var indlagt endnu et pitstop lige syd for Paris.

Vi havnede i mere end et vejarbejde, men alt gik glat og ligesom dagen før, var vi forskånet for både lange, opslidende køer og uheld, så vi nød køreturen og hinandens selskab, mens vi snakkede lidt om, at vi denne gang ville komme langt udenom Paris og derfor slippe for at blive fanget i dens trafikale kaos. Som om…

Det er her, at planlæggeren burde skydes, for hun forsømte altså at have håndfast styr på Åse, vores ellers så trofaste og venligtsindede GPS, for denne gang syntes hun tilsyneladende, at vi skulle se Paris fra en helt ny vinkel og GRUNDIGT, som i over mange timer. Vi var tre timer om at komme gennem Paris. Tre lange, kedelige og frustrerende timer, hvor vi KUN holdt i kø og flyttede os langsomt små etaper ad gangen og ikke kunne finde alternativer, så vi kunne slippe ud og væk.

Siden fortalte udlejer os, at er man først fanget ind i en af Paris’ omfartsveje, er der ingen vej ud igen. Man må bare stå det ud og det skal jeg da lige love for, at vi kom til. Vi var frygteligt frustrerede, da vi endelig slap fri af byernes by. Oline gik endda så langt som til at proklamere, at hun ALDRIG skulle til Paris, for nu hadede hun den ligesom allerede på forkant for at være så kaotisk, men med tålmodighed lykkedes det og vi kørte ikke langt, før vi drejede fra og lagde an til landing i Dourdan, som med god vilje, kan betegnes som en forstad til Paris.

Dourdan, Frankrig, Sommeren 2014

Dourdan ligger omgivet af gammel løvskov. Byen ligger kun et stenkast udenfor Paris og det er i de omkringliggende skove, at Frankrigs konger har drevet jagt siden tidernes morgen. I dag er her stille og chancen for at møde en konge er vist forsvindende lille ;-)

Til gengæld for de få konger, kan byen byde på en helt særlig middelalderstemning, eget slot med (tørlagt) voldgrav, torv med overdækket markedshal og uforfalsket fransk charme.

Dourdan, Frankrig, Sommeren 2014

Hostellerie Blanche de Castille

Vi havde booket værelse på Hostellerie Blanche de Castille og fik tildelt et værelse på 3. sal med en smuk udsigt over byen. Det var her, gråvejret begyndte, men det skulle nu ikke afholde os for en skøn spadseretur i byen efter en dejlig aftensmad i hotellets restaurant.

Dourdan, Frankrig, Sommeren 2014

Dourdan, Frankrig, Sommeren 2014

Dourdan, Frankrig, Sommeren 2014

De var tydeligvis ved at gøre klar til lørdagens marked den aften. Bilerne, som plejer at holde på pladsen, var i dagens anledning fjernet og et par unge mænd var beskæftiget med at montere bukke og plader, så der var klar til at falbyde alt mellem himmel og jord den næste dag.

Man kan ikke gå en tur i Dourdan uden at komme omkring Château de Dourdan. Slottet eller borgen ligger i centrum side om side med markedspladsen og L’église Saint-Germain-d’Auxerre, byens kirke og stemningen omkring torvet er helt særlig af netop den grund, synes jeg, men døm selv ud fra billederne.

Dourdan, Frankrig, Sommeren 2014

Inden længe indfandt den blå time sig. Jeg elsker, når lyset svinder og der bliver en ganske særlig og fortættet stemning af slutningen på en dag. Så nyder jeg at gå ude og sanse de sidste minutter af lys, inden natten overtager. Min familie kan heldigvis lide det samme.

Dourdan, Frankrig, Sommeren 2014

Ovenfor får du et lille kig til L’église Saint-Germain-d’Auxerre, byens kirke.

Dourdan, Frankrig, Sommeren 2014

Dourdan, Frankrig, Sommeren 2014

Vi tog turen omkring byens slot med voldgraven, fangehullet, som lå separat fra resten af slottet midt i voldgraven og med kun en lille bro som forbindelse til resten af verden og de tykke, høje mure, som på sine steder gjorde det næste umuligt at se, hvad der foregik indenfor. Vi hilste på franskmænd på café, snakkede om fangehuller og den franske revolution, nød den lune aften og fandt stille vejen hjem under dyner, vi trængte til.

Næste dag vågnede vi til regn. Stille morgenregn. I et ophold i regnen nåede vi ud at handle lidt forsyninger på markedet udenfor porten til hotellet, inden vi satte kursen sydover. Klokken 16.07 lørdag eftermiddag ankom vi til det sted, vi havde glædet os sådan til at gense og vi blev bestemt ikke skuffede.

Paradiset

Her er underskønt. Stilheden er en lise for sjælen. Omgivelserne og udsigten er betagende. Selskabet udsøgt. Jeg er glad helt ned i tæerne :-)

8 kommentarer

Liselotte