Onsdag levner plads til at få skuldrene ned på plads. De er temmelig tæt på ørerne for øjeblikket, så det er sundt med en dag, hvor der er plads til at hente dem næsten ned på plads. Der er også plads til en støvsuger og en oprydning på de mest udsatte steder. Og måske plads til en brøddej. Det sidste ville være godt, tænker jeg.

Der er plads til at være klar med varm kakao og måske et fad med friskbagte boller, når Oline vender hjem fra skole. Plads til strikketøj og småsnak, mens hun laver lektier.

Der er plads til at hente nye forsyninger til vaserne, hvis jeg gider. Kun hvis jeg gider. Måske gider jeg ikke og så må de vente, til jeg gør.

Onsdag er også plads til at spise af de søde klementiner. Jeg kunne ende med frugtknopper, som det ser ud lige nu. Jeg er vild med dem og når de falbydes i hele kasser, er jeg ikke bleg for at slæbe et par stykker hjem og nej, de andre spiser dem ikke. Jeg gør.

Onsdag har potentiale til at gøre godt for den indre ro. Den finder jeg bedst, når jeg har tiden til at gøre rent, rydde op og forberede og siden forkæle med mad og bagværk. Banalt, men jo egentlig bare de ting, som er absolutte overskudshandlinger. I en travl hverdag er der ofte ikke tid til at holde det sirlige hjem, jeg synes, at vi fortjener, men kun lige tid til at rydde de værste forhindringer af vejen, ligesom maden bliver nemt og hurtigt overstået. Er der brød på bordet, er det købt og ikke hjemmebagt, fordi der ikke er overskud eller overblik til lige at få rørt den dej sammen, som ellers sagtens kan stå i venteposition i køleskabet. Onsdag levner plads til lidt overskud. Jeg elsker mine onsdage.

Om et øjeblik skal jeg ud og starte bilen. Vintermorgener med bil kan være en blandet fornøjelse og det har mine da også været. Nogle gange har jeg haft en venlig, lille bil, som med det samme har undskyldt for manglen på varme, men som kompensation har afiset samtlige glasflader i løbet af ingen tid. Andre gange er det helt store varmeapparat gået i gang, næsten inden jeg har drejet nøglen, men til gengæld har det kostet, at der har været hjørner af forruden, som aldrig nogensinde blev til at se ud af. Sjældne gange har det bare sådan passet med en lige fordeling af varme og effektiv afisning og dugfægtning, men det er aldrig til at vide, før man sidder midt i vinteren og frostgraderne.

I min nye, lille bil er goderne ligeligt fordelt. Jeg har både udsyn og kan holde varmen. Det er meget praktisk. Som en kompensation for følelsen af at have glemt den bløde hat, er bilen udstyret med varme i sæderne. Det er den rene og uforfalskede luksus på en kold vintermorgen som denne tirsdag. Jeg er på nippet til at sælge ud og erklære, at varme i sædet er bedre end frisk speederfod, men jeg nægter, for så kan jeg lige så godt finde spinlonkjolen, cerutten og den evige permanent frem i samme åndedrag og man har vel sin stolthed, men dejligt; det er det!

Må du få en skøn tirsdag med lige tilpas med varme om måsen ;-)

Dagen blev en god blanding af fornuft og fornøjelse. Sådan må en fridag gerne være. Tilmed indløb der gode nyheder, så jeg synes egentlig, at det har været en rigtig dejlig dag.

Lige over middag skulle jeg fordrive lidt ventetid. Det blev gjort med lidt støvet grønt uld og bare for sjov, men jeg havde endnu ikke fået Olines velsignelse til den turkise Granite, så jeg tænkte, at det var bedst at vente, til den var i hus. Det er den så heldigvis nu.

Midt eftermiddag hentede jeg Oline og så var det ellers med raketfart ned for at handle til en aftensmad, der kunne putre på komfuret. Den står der stadig, for Kenneth er på rutefart med pakker og så venter vi naturligvis med at spise, til han er godt hjemme igen og kan forkæles med aftensmad, som ikke er lavet af ham.

Vi endte med at stoppe ved Fakta. Det blev til indkøb til en Curry, som dufter forførende. Den passer også som fod i hose, når man ser på vejret, som sagtens kan tåle, at vi bidrager til den indre varme. Der er pokkertagemig flot derude, men også bidende koldt.

Nu har mørket forlængst sænket sig og vi hygger ved langbordet. Jeg strikker og Oline er i gang med sine lektier. Jeg elsker disse sene eftermiddage og tidlige aftener med stearinlys, varm te og hyggesnak. Jeg trækker i langdrag, for jeg ved aldrig, hvornår den slags forflyttes til andet langbord.

Morgenens køretur blev en udfordring for både mus og mænd. Mit blodtryk holder simpelthen ikke til trafik i sne, kan jeg mærke, men det handler måske om, at jeg ikke er bange for at køre i det føre. Simple forholdsregler gør det forholdsvist nem at navigere og så skal man – ja, vi mødte en uden – huske at montere vinterdækkene, hvis man er utryg. Så er man altså vældig godt hjulpet.

Jeg skulle ind til sygeplejersken til det årlige sundhedstjek. Jeg render jævnt derinde, fordi jeg er udfordret på flere fronter, men en gang om året får jeg den helt store tur. Det var i dag. Det er ligesom at skulle til eksamen, synes jeg. Faktisk har jeg det sådan hver eneste gang. Jeg passer på mig, siger jeg til mig selv, men alligevel sidder jeg brødebetynget og nervøs, når jeg endelig havner i stolen. Bagefter er jeg lettet og fyldt med energi. I dag resulterede det i noget så prosaisk som vaske- og strygetøjseliminering.

Nu er det tid for brygning af en kop kaffe. Jeg opruster. Om lidt står den på pakning inde hos chefen. Tapedispenser pas på!

Jeg ved ikke om det er sådan hos dig, men her har det sneet. Det første sne for i år. Sådan for alvor sne. Drys fra oven, som bliver liggende.

Den slags elsker jeg jo, så når det alligevel ikke blev forår lige nu, kunne sneen bestemt invitere til udeliv. Vi ville have mor med, men hun havde hørt, at der var advarsler om ikke at køre ud. Vi tillod os at tvivle og da de unge mennesker endelig dukkede frem af dynerne, var de friske på en tur i skoven. Den slags skal man ikke sidde overhørig. Kenneth stjal min dunjakke. Måske vi kan være enige om, at den passer ham fortrinligt? Jeg synes det ;-)

Vi nåede ikke langt ind ad stien, før mit kamera opgav ævred. Batteriet løb tør, men heldigvis havde jeg mit lille IXUS i lommen og i en snæver vending kan det snildt være til tjeneste. I dag var jeg glad for, at det var med. Jeg er ellers på mit gamle 400D, fordi mit nye er sendt til reparation i fredags. Autozoom er død. Sådan kan det gå, men det er indenfor garantien, så det er bare et spørgsmål om tålmodighed og den har jeg jo masser af… *hoost*

Sneen dryssede ned mellem træerne, da vi gik ud af skovstierne. Først gik vi lidt på må og få. Bagefter enedes vi om, at vi måske skulle finde fornuften frem og følge en af de udmærkede og afmærkede vandrestier. Valget faldt på den røde. Den er på 4 kilometer og sådan midt imellem. Det passede fint. Vi havde ikke forudset de bastante forhindringer, vi stødte på såsom væltede træer, som spærrede for stier, manglende skilte og måske også en smule forvirring i hjernevindingerne, så turen blev ekstra lang og vores kinder godt røde, mens vi kæmpede for at finde vej.

Oskar nød det hele vejen. Ikke en eneste gang opgav han. Han travede af sted med lyst til at vende næste hjørne og han forsømte ingen anledning til ikke at prøve at fælde Kenneth med snoren. Måske det er ris til den, som forsømte hundeskole…

Vi travede mere end 4 kilometer, er jeg overbevist om. Vi travede så langt, så mine fødder og ankler til sidst skreg på pause, men jeg var hele tiden bange for, at vi ville blive ramt af mørket, så jeg sled med at holde trit og ofte også danne fortrop. Ind imellem skelede jeg mod trætoppene og himlen. Lyset ændrede sig, men kun langsomt.

På et tidspunkt forcerede vi nogle store, væltede træer. Vi kravlede over og under. Vi var usikre på, om det var den rigtige vej og jeg var på nippet til at give op, da vi pludselig kunne høre en bil i det fjerne. Landevejen kunne ikke være frygteligt langt væk, mente vi. Det skulle vise sig, at der var en halv times vandring endnu, inden vi endelig fandt parkeringspladsen og dermed bilen.

Undervejs fik vi grinet, travet og snakket en hel masse. Oline fik kælket en del, mens hun snedigt forklarede Greg, at han ikke kunne, fordi han ville få våde bukser. Han måtte derimod gerne trække hende!? Jeg tabte logikken, men lod bare som ingenting. Oskar fik niflet for den næste uges tid og vi endte alle mand med røde kinder og oceaner af frisk luft tillige med.

Nu er der købt brød og pålæg. Om lidt sætter jeg det på bordet. Vi er sultne som løver :-)

Der er faldet sne. Ikke meget, men tilstrækkeligt og det sner fortsat. Et konstant drys af fin sne daler ned over Tjørnevang. Jeg får trang til skov og bagefter varm kakao. Chefen arbejder. Måske jeg kan lokke ham ud senere. Jeg vil i hvert fald forsøge. Jeg elsker sne både når det ligger og når det falder. Kom an!

Når terrassen ikke anvendes til afslapning, er faren, at den forvandles til fjernlager. Det er alt for nemt at åbne døren og lige lange udenfor. Det ses…

Indenfor er stearinlysene tændt. Radioen underholder. Jeg tænker, at vaskemaskinen måske skal fyldes, inden jeg vil overveje at lokke i skoven. Man kan jo yde, før man skal nyde. Hvis man gider.

Der ligger også et lille stykke strik på bordet. Olines striber mangler bare halvandet ærme, men de ærmer er bare SÅ kedelige, at jeg finder på udflugter. Det sidste er jeg god til. Nu i turkis.

Man skulle været et skarn, hvis man ikke holdt af søndagen. Især når mandag er fridag. Ikke sandt? :-)

Nogle dage er længere end andre. I dag er en af dem, der først levner plads til mig nu, hvor jeg endelig er landet hjemme i god ro og orden.

Om lidt får jeg kaffe serveret. Med mælkeskum og lige tilpas med sukker. Bagefter er der sushi på menuen. Det er nemt og bekvemt og i den grad velfortjent, så vi nyder bare, at vi ingenting skal ud over at kramme, nusse tæer og grine lidt, når vi orker.

Jeg har været på langfart. Måske er det lidt overdrevet, for i virkeligheden har jeg ikke været langt væk, men til gengæld langt ude. Helt derude hvor der ikke er gadelamper og alle katte er totalt ukendte med andet end suverænt enevælde, når vi taler om nærmeste landevej.

Helt derude, hvor det næste er hjulsporet. I mørk aften med snefnuggene vrimlende vredt mod forruden. Og kan jeg finde ud af at sætte langt lys på den nye misæder? Nej! Latterlige, tyske bedstefarauto.

- eller måske latterlige, uoplyste chauffør…

Måske, sagde jeg!