Nogle dage kan jeg vinke til Lene. Så ser udsigten ud som her. Lene er ovre i højhuset til venstre. Måske, for jeg ved jo aldrig, om hun er der, men jeg sender hende en kærlig tanke hver eneste gang, jeg passerer vinduet her og når man tænker på et menneske, man holder af, bliver man jo glad i maven, så det er win-win, når jeg kæmper mig op på toppen, mens jeg stønnende af anstrengelse sender et imaginært kram i hendes retning.

I dag er en af de lange. En af dem, der kræver energi og udholdenhed. Jeg samler sammen. Jeg skal nok få fundet tilstrækkeligt. Hvis en eller anden vil sørge for, at jeg også får en parkeringsplads, lover jeg at synge “Er du dus med…” mens jeg slår vejrmøller til jeg segner. Næsten.

Må din dag blive uden et møde med mig ;-)

Der er nok, som er tjent til udskiftning, men heldigvis bliver man aldrig for gammel til at lege, så pauseunderholdningen er hjemme om et øjeblik.

- er altså ikke for tøsedrenge …

Lørdag blev godt brugt på at få overstået en del uopsættelige ærinder. Kenneth indvilligede i at agere chauffør og så gik turen ellers ud i næsten alle afkroge af byen. Hid og did. Ind og ud og op og ned. Vi var oven i købet i City Syd og det er altså lige til en medalje, når man kender os. Vi er talentløst utålmodige og ikke specielt gode til storcentre, men det gik smertefrit. Til sidst nåede vi enden af listen med ting, som skulle overstås og tog en rask beslutning.

Vi kørte ad kringelkroge og småveje og endte ude omkring Poulstrup Sø. Bare et øjeblik, men langt nok til, at vi nåede at trække vejret helt ned i maven, hvor det hører hjemme. Nogen gange føles det, som der er langt derned, men vi fandt begge to vej, mens vi frøs med anstand, for generende varmt var der i hvert fald ikke. Snart maj og stadig med behov for vinterfrakken. Den er da helt gal, men anemonerne svigter aldrig.

De er snart et overstået kapitel og skal gerne afløses af alt det grønne løv, som stadig lader vente på sig, selvom bøgen endelig er sprunget ud. Forsigtigt og tøvende står den langs landeveje og alléer og folder pragten ud til glæde for alle os, som ikke kan vente længere.

Mens vi lod os omgive med starten på grønt løv lod vi os rive med at forventningens glæde og fik vendt sommerferien, som endelig er faldet på plads og bestilt. Vi har, som vi plejer, været vidt omkring, men med kompromisets kunst og en god portion tålmodighed, imponerende få vredesudbrud, kun tre “jeg kaster håndklædet i ringen, så nu kan I fandeme selv finde ud af det” og en trussel om at blive hjemme i haven er det endt med en uge i Toscana efterfulgt af en uge ved den franske Riviera og med alles billigelse. Det ser indbydende godt ud. Andet er der ikke at sige om det.

Vi er så glade og taknemmelige for, at Oline og ikke mindst hendes søde kæreste gerne rejser med. Det er ikke noget vi forventer, men vi glæder os over, at det endnu et år bliver sådan, at vi får lov til at nyde hendes rejse mod voksenlivet i tætte to uger. Hun er en god rejsekammerat med masser af mod på oplevelser og positiv tilgang til rejselivet og vi har indtryk af, at det samme gælder kæresten, så jeg er sikker på, at der er god grund til at vi glæder os allerede :-)

Lørdag morgen er næsten nat. Lørdag morgen er ud af fjerene 5.47.

Lørdag morgen er en yndling. Stille alenetid med strik, havevandring og hjemmebibliotek. Solskin, men ingen varme. Vaskemaskinen er flittig. Jeg er ikke. Alt er, som det skal være.

Normalt er jeg ikke specielt vild med røde tulipaner, men disse er af egen avl og det er ikke med vilje, at de er røde og ikke sart et-eller-andet. De har overlevet. Som en undtagelse. Alt andet æder mosegrisene tilsyneladende. Vi er ikke gode venner.

Tulipanerne er hentet indenfor, fordi jeg kan lide, at de nydes, mens de er her og fordi mine vaser er tomme.

I dag fik de selskab af Kenneth og jeg. Vi mødtes på bænken i køkkenet, hvor vi spiste frokost og fik indledt weekenden med en sludder om løst og fast, mens vi ventede på, at strømmen igen ville flyde i rigelige mængder.

Brien med den hjemmelavede appelsinmarmelade med fyld af mandler, moden frugt og rund, rigelig smag af rom, gjorde en positiv forskel i vores hjerter, er jeg sikker på. Man bliver blid og mild som sommerregn, når man lader smagsløgene forkæle på den måde.

Så gør det ingenting, at der er koldt, skiftende fugtigt og blæsende udenfor. Vi har hinanden, appelsinmarmelade og de herligste små, intensive visitter på bordet af familiens restespiser nummer et…

Hun støvsugede bordet for de sidste rester, da hun kom hjem med kæresten. Han gik i bad?

Nogen gange vælger jeg bare at være og iagttage. Det er så sjovt. Ingenting giver mening, men det gør måske i virkeligheden ikke så meget, når fredagsfri er en realitet, kærligheden rigelig og min udsigt til at sende et par unge mennesker af sted til årets prom iklædt det helt store skrud lige om et øjeblik er temmelig sikker. Aftenen er Kenneths og min. Sammen. Ah…