Browsing Tag

alexander

Juletræet med sin pynt

19. december 2015

Juletræet med sin pynt venter på, vi får begyndt …

Det får vente lidt endnu, for helt klar er vi ikke, men vi nærmer os og det hjælper gevaldigt på julestemningen at vide, at træet fra i dag står og hilser os velkommen, når vi står op i den mørke decembermorgen. Det er nemlig noget af det allerbedste ved denne måned, synes vi.

Oline pynter træet. Alt er, som det skal være. Julemusikken lyder gennem hele huset, mens hun finder og genser julekuglerne fra de forgangne år. Det er helt traditionelt og vi er ikke farvekoordinerede eller glimmerforskrækkede. Oline bestemmer suverænt. Sådan er traditionen her i huset. Børnene pynter træet og de bestemmer, hvordan det skal se ud.

Alexander er med i tankerne og helt konkret i form af årets nye julekugle. Hvert år køber jeg en ny til hver af børnene og den tradition er ikke stoppet, selvom Alexander kun er med i hjerterne nu. I år nåede Oline målstregen, før jeg gjorde, så det er hende, som har valgt og købt årets kugler. I år er det to smukke, tynde glaskugler med akvarel-lignende farver i bunden. Jeg synes, at det er et smukt valg af årets pynt.

Juletræet med sin pynt

Julegaverne bliver båret ind og placeret under træet. Der kommer flere til. Lige nu er Oline i gang med at sætte gavemærker på sin stak af gaver. Vi bliver kun få mennesker juleaften, men det ses tydeligt, at vi kan lide at give gaver og glæde hinanden.

Mon jeg må mærke på pakkerne …

December, jeg har savnet dig

1. december 2015

December er her. Julemåneden er skudt i gang. Jeg elsker december. Jeg elsker at december levner plads til og næsten forventning om, at vi skal sætte tempoet ned, tænde stearinlys og drikke varm te. Vi skal hygge. Vi skal give os selv tid til, at finde julestemningen frem. Den kommer ikke per automatik til mig. Magien ved julen aftog proportionalt med alderen for mit vedkommende, men der skal ikke herske tvivl; jeg elsker julen.

Julestemningen skal nok indfinde sig og jeg jager den ikke. Jeg nyder bare, at vi er havnet i december. At jeg har forladt november. At vi er der, hvor pebernødder, risengrød og småkager er en del af måneden sammen med appelsiner, klementiner, smukke, røde æbler og nødder.

December

Forleden var jeg en tur i skoven. Jeg fandt små juletræer derude, som er taget hjem med rod. De er sat i vand og når julen er ovre, skal de plantes nede i skovtykningen i bunden af grunden. Er jeg heldig, er de der næste år, når jeg igen har lyst til lidt gran i stuen.

December

Forude venter en skøn tid med mere gran, kogler og andet sjov. Jeg skal købe gaver til dem, jeg elsker og jeg skal måske klippe og klistre lidt ind imellem. Jeg skal nyde, at december er her med lyskæder og den magi, der for mig ligger i en aften med lyskæden, der spreder varmt lys ude i køkkenet, for traditionen tro, er den sat op og tændt på den dag, hvor vores familie blev amputeret og vi mistede vores skønne, sjove og dejlige Alexander.

Hver dag, når vi kommer hjem fra arbejde, tænder jeg lyskæden og sender samtidig Alexander en tanke. Man holder aldrig op med at sørge og man holder aldrig op med at savne. Man lever med. Jeg bliver tyndhudet omkring den 29. november. Heldigvis ved alle omkring mig, at det er sådan og så snart jeg får lyskæden op, hjælper det og jeg ved, at jeg er verdens rigeste menneske og det er med alt, livet har givet og taget. Jeg er meget taknemmelig.

Jeg vil ønske dig den dejligste, hyggeligste og skønneste 1. december, for den fortjener vi ♥

For fireogtyve år siden…

5. februar 2014

For fireogtyve år siden gik jeg op og ned ad lange gange, mens veer hjalp min førstefødte ind i verden. For omtrent hver ve, måtte jeg overgive mig til kvalmen og jeg var heldig, at jeg endnu ikke vidste, hvor mange timer endnu, jeg skulle have det sådan. Jeg vidste bare, at nu var det endelig ved at være virkelighed. Om lidt ville jeg være mor og Kenneth far. Vi glædede os. Endelig glædede vi os.

Vi havde i månederne forinden været gennem et forløb med først glæde, så angst og usikkerhed for, om vores barn var sundt og rask og så endelig forløsningen, da lægerne fortalte os, at der intet var galt med fosteret og vi bare skulle glæde os. I dag skulle det endelig være.

Jeg snuppede en helt klassisk førstegangs-fødsel og stred mig gennem 12 timer, inden Alexander endelig kom til verden. Det smukkeste barn, jeg nogensinde havde set. Sådan har mødre det heldigvis. Vi elsker vores egne og vi synes, at de er noget ganske særligt.

Det skulle vise sig, at Alexander var noget ganske særligt.

De efterfølgende år blev fulde af håb, fortvivlelse og angst. Siden blev de til stædig insisteren på livsglæde og livskvalitet. Vi ville at livet skulle være dejligt, sjovt, farverigt og fuld af oplevelser og det lykkedes os i den grad at holde fast i og leve efter den overbevisning. Vi havde et dejligt, rigt og varieret liv i selskab med Alexander. Et liv fuld af overraskelser. Et liv, som lod os vokse i rollen som de omstillingsparate, seje og stærke forældre, som kunne og måtte håndtere alle de udfordringer, livet bød på. Vi var unge og stærke.

Kort tid før Alexanders første fødselsdag havde vi fået besked på, at han aldrig nogensinde ville opleve at fylde et år. Derfor blev hver eneste fødselsdag fejret med manér og triumf. Et år. To år. Tre år og så videre …

Alexander døde seksten år gammel. Det måtte være sådan, men jeg ønsker ofte, at tingene havde været anderledes. Jeg kigger på mig selv i spejlet og tænker på, om jeg ville have set anderledes ud, hvis Alexander stadig levede. Hvis Alexander havde vist sig at være en stærk, ikke-handicappet dreng ville han have været en voksen 24-årig mand netop i dag. Jeg ville måske ikke have været den, der skulle fejre fødselsdag med eller for ham. Måske havde han kæreste, han boede sammen med. Måske havde jeg været farmor. Måske…

Frirum eller hvordan en sti over tid kan gå fra uendelig lang til femogtyve skridt

9. januar 2012

Engang var turen så frygtelig lang at gå…

Floder af tårer har det første skridt ud på stien kostet mig så ofte, at jeg slet ikke har lyst til at huske. Jeg løber aldrig tør for tårer, men nu er turen ikke nødvendigvis forbundet med tungsind og gråd.

I dag glædede jeg mig, da jeg trådte ind på brostenene. Jeg glædede mig over tågen, det smukke sted, freden og det at opdage, at jeg var den eneste derinde. Ikke et menneske i syne så langt øjnene rakte. Kun mig. Helt alene med mig. Det er godt at være alene og i eget selskab ind imellem.

Lige indenfor kirkegårdslågen sidder kvinden her. Midt på græsset sidder hun. Og holder vagt? Måske våger hun? Jeg ved det ikke, men hun sidder der altid og jeg tænker hver gang, at hun sidder og filosoferer lidt over livet og døden, mens hun holder øje med, at kun de, som skal, slipper ud fra kirkegården igen ;-)

Kirkegården er stier. Mange stier. Snorlige stier. Lange kig ned ad flisebelagte stisystemer, som leder os ind og ud mellem de mange tusinde grave, der findes på Almen Kirkegården. Jeg ved lige præcis hvilke, der er mine stier. Jeg kan vejen udenad og behøver slet ikke tænke. Fødderne arbejder selv i den retning, jeg skal, mens jeg stille kan nyde tågen, duften af vådt grønt og den fjerne lyd af byen.

Jeg når frem til mit bestemmelsessted i løbet af ganske kort tid. Jeg dvæler. Jeg snakker med Alexander. Jeg ved jo godt, at sådan er virkeligheden ikke og jeg har realitetssans nok til at vide, at jeg taler for døve ører. Mindst. Det gør ingenting, for illusionen om, at Alexander bliver opdateret på vores liv, gør godt indeni, når jeg fortæller om, hvordan det går os allesammen. Når jeg deler stort og småt.

Jeg er et rationelt menneske. Pragmatiker. Fornuftsbetonet i retning af kynisk. Nogen gange. Åbenbart ikke her. Vi har vel alle vores særheder, tænker jeg, mens jeg fortæller videre og samtidig griner indvendigt over, hvor tåbeligt det her er. Det er ikke første gang, jeg gør det. Heller ikke sidste.

Jeg fjerner lidt blade, retter lidt på blomsterne og tager lanternen under armen, inden jeg igen begiver mig ind i den virkelige verden. Jeg hvisker et stille “Farvel Alexander. Vi ses snart igen…“, mens jeg mærker, at tårerne alligevel presser på. Jeg kommer vist heller ikke herfra uden i dag. Det gør i grunden ingenting, for jeg har elsket betingelsesløst og jeg savner fortsat.

Aalborgtårnet danner smuk baggrund sammen med Kunsten, når jeg besøger Alexander. De er udsigten. Det er smukt.

I dag er tårnet indhyllet i gråt og tåge, da jeg drejer om hjørnet og begiver mig op ad stien i retning af Østre Allé.

Da jeg når toppen af stien, vender jeg mig et øjeblik, inden jeg åbner lågen og træder ud i virkeligheden igen. Herude er støjen fra byen nærværende og de minutter i stilhed jeg oplevede for et øjeblik siden, var måske illusion, men de gjorde godt. Jeg er helt rolig indeni, da jeg begiver med ned af alléen.

Efter kort tid kommer min chauffør. Der er varmt i bilen og det gode selskab sidder bag rattet.

Vi henter sammen vores levende barn. Hende med spræl i.

Der er så mange ting at være taknemmelig for. Oline er en af dem. Alexander er en anden.