Tag Archive: alexander

For fireogtyve år siden…

For fireogtyve år siden gik jeg op og ned ad lange gange, mens veer hjalp min førstefødte ind i verden. For omtrent hver ve, måtte jeg overgive mig til kvalmen og jeg var heldig, at jeg endnu ikke vidste, hvor mange timer endnu, jeg skulle have det sådan. Jeg vidste bare, at nu var det endelig ved at være virkelighed. Om lidt ville jeg være mor og Kenneth far. Vi glædede os. Endelig glædede vi os.

Vi havde i månederne forinden været gennem et forløb med først glæde, så angst og usikkerhed for, om vores barn var sundt og rask og så endelig forløsningen, da lægerne fortalte os, at der intet var galt med fosteret og vi bare skulle glæde os. I dag skulle det endelig være.

Jeg snuppede en helt klassisk førstegangs-fødsel og stred mig gennem 12 timer, inden Alexander endelig kom til verden. Det smukkeste barn, jeg nogensinde havde set. Sådan har mødre det heldigvis. Vi elsker vores egne og vi synes, at de er noget ganske særligt.

Det skulle vise sig, at Alexander var noget ganske særligt.

De efterfølgende år blev fulde af håb, fortvivlelse og angst. Siden blev de til stædig insisteren på livsglæde og livskvalitet. Vi ville at livet skulle være dejligt, sjovt, farverigt og fuld af oplevelser og det lykkedes os i den grad at holde fast i og leve efter den overbevisning. Vi havde et dejligt, rigt og varieret liv i selskab med Alexander. Et liv fuld af overraskelser. Et liv, som lod os vokse i rollen som de omstillingsparate, seje og stærke forældre, som kunne og måtte håndtere alle de udfordringer, livet bød på. Vi var unge og stærke.

Kort tid før Alexanders første fødselsdag havde vi fået besked på, at han aldrig nogensinde ville opleve at fylde et år. Derfor blev hver eneste fødselsdag fejret med manér og triumf. Et år. To år. Tre år og så videre …

Alexander døde seksten år gammel. Det måtte være sådan, men jeg ønsker ofte, at tingene havde været anderledes. Jeg kigger på mig selv i spejlet og tænker på, om jeg ville have set anderledes ud, hvis Alexander stadig levede. Hvis Alexander havde vist sig at være en stærk, ikke-handicappet dreng ville han have været en voksen 24-årig mand netop i dag. Jeg ville måske ikke have været den, der skulle fejre fødselsdag med eller for ham. Måske havde han kæreste, han boede sammen med. Måske havde jeg været farmor. Måske…

Frirum eller hvordan en sti over tid kan gå fra uendelig lang til femogtyve skridt

Engang var turen så frygtelig lang at gå…

Floder af tårer har det første skridt ud på stien kostet mig så ofte, at jeg slet ikke har lyst til at huske. Jeg løber aldrig tør for tårer, men nu er turen ikke nødvendigvis forbundet med tungsind og gråd.

I dag glædede jeg mig, da jeg trådte ind på brostenene. Jeg glædede mig over tågen, det smukke sted, freden og det at opdage, at jeg var den eneste derinde. Ikke et menneske i syne så langt øjnene rakte. Kun mig. Helt alene med mig. Det er godt at være alene og i eget selskab ind imellem.

Lige indenfor kirkegårdslågen sidder kvinden her. Midt på græsset sidder hun. Og holder vagt? Måske våger hun? Jeg ved det ikke, men hun sidder der altid og jeg tænker hver gang, at hun sidder og filosoferer lidt over livet og døden, mens hun holder øje med, at kun de, som skal, slipper ud fra kirkegården igen ;-)

Kirkegården er stier. Mange stier. Snorlige stier. Lange kig ned ad flisebelagte stisystemer, som leder os ind og ud mellem de mange tusinde grave, der findes på Almen Kirkegården. Jeg ved lige præcis hvilke, der er mine stier. Jeg kan vejen udenad og behøver slet ikke tænke. Fødderne arbejder selv i den retning, jeg skal, mens jeg stille kan nyde tågen, duften af vådt grønt og den fjerne lyd af byen.

Jeg når frem til mit bestemmelsessted i løbet af ganske kort tid. Jeg dvæler. Jeg snakker med Alexander. Jeg ved jo godt, at sådan er virkeligheden ikke og jeg har realitetssans nok til at vide, at jeg taler for døve ører. Mindst. Det gør ingenting, for illusionen om, at Alexander bliver opdateret på vores liv, gør godt indeni, når jeg fortæller om, hvordan det går os allesammen. Når jeg deler stort og småt.

Jeg er et rationelt menneske. Pragmatiker. Fornuftsbetonet i retning af kynisk. Nogen gange. Åbenbart ikke her. Vi har vel alle vores særheder, tænker jeg, mens jeg fortæller videre og samtidig griner indvendigt over, hvor tåbeligt det her er. Det er ikke første gang, jeg gør det. Heller ikke sidste.

Jeg fjerner lidt blade, retter lidt på blomsterne og tager lanternen under armen, inden jeg igen begiver mig ind i den virkelige verden. Jeg hvisker et stille “Farvel Alexander. Vi ses snart igen…“, mens jeg mærker, at tårerne alligevel presser på. Jeg kommer vist heller ikke herfra uden i dag. Det gør i grunden ingenting, for jeg har elsket betingelsesløst og jeg savner fortsat.

Aalborgtårnet danner smuk baggrund sammen med Kunsten, når jeg besøger Alexander. De er udsigten. Det er smukt.

I dag er tårnet indhyllet i gråt og tåge, da jeg drejer om hjørnet og begiver mig op ad stien i retning af Østre Allé.

Da jeg når toppen af stien, vender jeg mig et øjeblik, inden jeg åbner lågen og træder ud i virkeligheden igen. Herude er støjen fra byen nærværende og de minutter i stilhed jeg oplevede for et øjeblik siden, var måske illusion, men de gjorde godt. Jeg er helt rolig indeni, da jeg begiver med ned af alléen.

Efter kort tid kommer min chauffør. Der er varmt i bilen og det gode selskab sidder bag rattet.

Vi henter sammen vores levende barn. Hende med spræl i.

Der er så mange ting at være taknemmelig for. Oline er en af dem. Alexander er en anden.

En helt almindelig tirsdag

Jeg prøver at lade det være en helt almindelig tirsdag. Jeg gør mit bedste og kun i små glimt er den ikke.

I dag er det fem år siden, vi mistede Alexander. Jeg er stille og indeni ulmer den vrede, jeg aldrig fik afleveret, fordi ingen ville have den. Jeg er stadig vred. Vred som kun en mor kan være, når nogen gør hendes barn fortræd. Vred. Afmægtig og ydmyg. Sorgfuld og skamfuld. Utilstrækkelig og alligevel så stærk. Kamplysten og slået. Den ene følelse afløser den anden. Indeni er storm. Udenpå er smult vand og ro.

Sådan er jeg. Du har ingen anelse om, hvad der sker indeni. Det er nødt til at være sådan, for verden går videre. Sådan skal det være. Jeg går med. Det er kun i dag, jeg har sat det forkerte ben foran. Med vilje.

Vi er mange, der blev fattigere for fem år siden. Jeg tænder lys. I dag er det for Alexander. Og for livet, som går videre på smukkeste vis.

Sprød

Jeg er sprød som den tyndeste is. Jeg er hudløs. Alle nerveender flagrer overfølsomme og sarte i efterskælvet af stormen for fem år siden. Ingenting og alting vælter, river og flår. Uden varsel.

Jeg er i virkeligheden så utrolig glad for livet lige nu. Alle mine nærmeste er sunde, friske og glade. Så er jeg også. Altså når kroppens erindringer om november for fem år siden ikke forråder mig. Det gør de med mellemrum.

Øjeblikket hvor jeg holder udenfor Hasseris Gymnasium og venter, mens jeg ser himlen blive rød og smukkere for hvert sekund der går, får øjne til at løbe over. Jeg tørrer stjålent tårerne bort, inden Oline sætter sig ind på bagsædet med ham, som gør hende så dejligt glad lige nu. Der er nok at være taknemmelig for og jeg er det.

Når kroppens erindringer om november for fem år siden ikke forråder mig…

Om en uge er endnu et år gået.

November er for altid forandret. Ligesom mig.

Loading...
X