Tag Archive: bagnols en foret

Bagnols-en-Fôret

Lige udenfor Bagnols-en-Fôret ligger Chapelle notre Dame de la Pitié. Kapellet er fra 1560, men ingen forsømmer en lejlighed til at understrege, at kapellet ligger ovenpå ruinerne af en romersk farm fra det 1’ste århundrede. Der er fundet potteskår og andre rester, som nu er udstillet oppe på turistkontoret sammen med de andre genstande, der er fundet i og omkring byen. Engang var også Bagnols-en-Fôret romersk, ligesom en stor del af resten af Frankrig.

Billedet er ikke taget fra den mest flatterende side, men det er heller ikke så vigtigt. Kapellet var ikke voldsomt interessant, men blot en af de ting, man fandt i udkanten af byen sammen med vinmarker, gamle gårde, nedtrådte stier, byens vinkooperativ og risikoen for at blive kørt ned at byens unge pizzabud…

Han kørte byen tynd hver eneste aften. Det var ikke nogen stor by, men de må elske pizza, for han manglede ikke arbejde. Han bragte pizzaer til døren og det blev gjort med den unges iver og overmod, så 2CV’en var ind imellem ved at gå i knæ, men ikke desto mindre holdt den sagtens til de voldsomt hullede grusveje, som omkransede byen. Hurra for den gyngehest og så var det ellers bare af banen, når man hørte den karakteristiske lyd af en motor presset til sit yderste.

Hvis man forlod hovedvejen og gik ned langs kapellet skulle man kun lige runde det første hjørne og så kom byen til syne ude i horisonten.

Måske var det ikke helt efter bogen at tage stien ned langs kapellet, for man kom faktisk ind på noget, der kunne ligne privat grund. Vi tog dog chancen ind imellem for lige at nyde synet af byen, som lå på den anden side af en lavning i terrænet. Man kan jo næsten spytte derover, men vejen er lang, for der er meget at gå udenom, over og forbi, inden man er der.

På pladsen overfor kapellet kunne man fange små græshopper i massevis. Oline var vild med de små insekter og kunne bruge lang tid på at sidde stille og lade dem lande på sig. De sad gerne på hænder og lod sig beundre, mens de sang ivrigt for os.

Vi var som sagt i udkanten af byen, så naturligvis var der skilte. Masser af skilte.

La Motte blev indgangen til Bagnols-en-Fôret for os. Da vi ankom til området, var pejling overladt til vores GPS, som snildt kunne finde vej til byen. Den meldte bare ikke, at vejen var en lille, smal og ualmindelig snoet bjergvej af dem, vi er ikke helt vilde med. Slet ikke den første dag i bjergene, for modet vokser jo proportionalt med øvelsen, men der var ligesom ingen vej udenom, da vi først var begyndt at bevæge os opad. Vi nåede at holde vejret mere end en gang, men vi nåede jo også frem.

Siden fandt vi ud af, at der var bred, solid vej ned ad bjerget, hvis man gad ende i Frejus i stedet. Det gjorde vi ofte.

Udsigterne var smukke i og omkring byen. Stilheden gjorde godt og byen og området fortjente så meget mere end et rigtig kedeligt ophold i et hus fuld af rotter, men engang må vi tilbage og fordybe os. Vi skal nyde livet i en stille, charmerende og meget provencalsk landsby med torvedag to gang om ugen, småbutikker og restauranter og caféer nok til, at man ikke behøver vansmægte. Det fortjener både vi og den.

Bagnols-en-Fôret

Vi fik jo – mildest talt – en lidt uheldig oplevelse af en del af den lokale dyrebestand i Bagnols-en-Fôret, men det skal nu ikke afholde mig fra at hylde byen for det, den er, nemlig en dejlig, lille og meget autentisk, provencalsk landsby. Den er fuld af charme, selvtillid og knap så meget lækkert hår, men til gengæld søde og imødekommende mennesker og så ligger den altså ualmindelig smukt, omkranset som den er af de omkringliggende bakketoppe med pinjer og kastanjetræer til at kaste skygge på en hed dag.

En dag kørte vi ind til byen, hvor Oline og jeg blev sat af oppe i starten af den. Kenneth kørte til den anden ende og parkerede nedenfor sit stamsted og så kunne vi ellers slentre nedad med ophøjet ro og tid til at hilse på de hjemmegående lokale, som er mennesker med vældig god tid og masser af smil på læben.

Vi fandt skygge, hvor vi kunne, for varmt var der, selvom temperaturerne i Sydfrankrig heller ikke er helt, som de plejer at være. Vejret driller en smule dernede, men vi havde ikke det mindste at klage over. Kun skybruddet, som forårsagede en smadret bil og en meget chokeret Kenneth. Det ville vi gerne have været foruden.

Billederne taler vist for sig selv. Byen ligger på et bjerg. Det går stejlt op og ned. Mine benmuskler havde gavn af træningen, skal jeg hilse og sige. Av, hvor jeg ind imellem havde skinneben, som protesterede, men jeg er et stædig rad, så det gik ikke at lade dem bestemme.

Vi var også en tur inde i kirken. Vi kan lide de franske kirker og vil altid gerne indenfor. Denne her var en af de mest beskedne, vi nogensinde har været i. Se bare bænkene.

Kirken hedder Saint-Antonin og tager ikke meget af din tid, hvis du skulle komme forbi. Ude på Place de l’église, lige udenfor kirken, ligger en meget lille og beskedent udseende restaurant, men det lykkedes os aldrig at finde ud af, hvornår den holder åbent, men der er heldigvis mere end ét sted i byen, som tilbyder både mad og drikke.

En dag endte vi nede på torvet, hvor vi sad og iagttog det stille liv, der udfolder sig i landsbyen. En del af de ældre medborgere sad ved et bord ude ved vejen, hvor de spillede kort. De var ikke en mere lukket kreds, end de bød enhver ny spiller velkommen, så omkring bordet varierede antallet af deltagere jævnt hen over eftermiddagen, mens der blev grinet, drukket koldt og varmt og røget ind til flere pakker cigaretter, for er der noget franskmændene er gode til, er det at ryge. De gør det næsten allesammen. Unge og gamle.

Vi blev meget glade for byen og området. Måske kan du tænke, at det er klart, for det var jo bedre at opholde sig der, end det var at være hjemme, hvor rotterne var i gang med at gnave sig igennem det meste, men det var nu ikke årsagen. Det er en hyggelig by med masser af charme.

Byen er akkurat det, som vi stræbte efter at finde, da vi planlagde vores rejse til Provence. Den har alt det, vi kan lide. Byen i sig selv er hyggelig, dejlig og intim, men den ligger også perfekt i forhold til det meste. Der er ikke langt til noget som helst og bjergvejene vænner man sig hurtigt til. Vi vil gerne tilbage engang. Det er godt at kunne sige det.

Vi fik aldrig undersøgt mulighederne for traveture i området. Vi fik aldrig fordybet os i steder eller ting, vi gerne ville have set nærmere på. Vi fik slet ikke taget hul på lokalområdet, fordi kræfterne måtte lægges andre steder. Det er frygteligt ærgerligt og slet ikke sådan vi havde tænkt vores møde med Bagnols-en-Fôret, men det levner jo heldigvis plads til en gentagelse – og nej, det bliver ikke i et hus lejet gennem Novasol. Aldrig igen!

Chemin des Granges

Hvor var det ærgerligt, at vi skulle dele bolig med noget af det, Kenneth hader allermest i hele verden, for vi havde i dén grad valgt rigtigt, da vi valgte stedet for sommerferien. Bagnols en Fôret er en stille, klassisk og meget provencalsk landsby inde i baglandet. Den er beliggende i en hulning i Massif de l’Esterel og vi var omkranset af de smukke, grønne bjerge ligegyldigt i hvilken retning, vi kiggede.

Vi boede udenfor byen. Der var ikke mere end måske en lille kilometer derind, men i bil skulle man køre en omvej på næsten 6 kilometer, ad snoet bjergvej, for at komme dertil. Vi kunne spytte derover, men måtte væbne os med tålmodighed, når vi skulle frem. Vejen var nemlig så smal, at den var nødt til at være ensrettet. Noget vi først opdagede efter i et par dage at være kørt retur i samme retning, som vi kom ind til byen. Det var først da vi blev mødt af gestikulerende franskmænd, at det gik op for os, at det nok ikke var dem, der var splittergale med så usikker en vej med manglende udsyn, men os, som i dén grad havde taget fejl af kørselsretningen. Godt vi nåede at rette op på den fejltagelse og må vi så anbefale en opgradering af skiltningen ;-)

Stilheden var slående hvor vi boede. Alle lyde blev tydelige. En fugl kunne høres milevidt og i denne stilhed var roen. Helt som vi havde håbet.

Vi boede på en lille, smal vej; Chemin des Granges. Kun én bil var der plads til, men den slags bagateller skal ikke forhindre en franskmand i at køre med en hastighed, der imponerer en nordbo som mig. Hold da nu op, som man skulle holde på hat og briller, når man skulle ud med skraldespanden, for man vidste aldrig, hvornår der pludselig kom en bil om hjørnet. Det var sjældent, men det forekom. Uvarslet.

Nabohuset, som var bygget sammen med vores hus, skulle angiveligt kun være beboet 1-2 uger om året. Da vi ankom, kiggede vi vantro på ruinen og enedes om, at her kunne ingen da bo. Afskærmningen ned mod skrænten var meget typisk provencalsk noget stribet tape fastgjort løst og rundhåndet om nogle spinkle træstokke, som du kan ane. Det lignede mest af alt en byggeplads og det skulle det da også vise sig at være.

Midt på ugen ankom en lille bobcat, en solid håndfuld sydfranske håndværkere af ubestemmelig fag og så skal jeg ellers love for, at der blev gravet og regeret. Når de stoppede med at arbejde ved 23-tiden, satte de i med rødvin, guitar og fællessang, mens rotterne i frustration gik amok i vores del af huset. De var jo blevet forstyrret. Nu var det så vores tur.

Charmen var nu ellers ikke til at tage fejl af. Det var rigtig ærgerligt, at ingen havde taget rotterne alvorligt, men vores kontaktperson (nøgleudlevering) var så beruset, at han ikke kunne holde balancen uden at skifte fod hele tiden, da vi ankom lørdag. Han var husejerens udsendte og husets repræsentant på stedet, men helt uden sidestykke det mest berusede stykke mandfolk, jeg længe havde mødt. Han havde mere travlt med at invitere os til aftenens bal i byen, end han havde tid til at få os forklaret detaljerne omkring huset. Han ville aldrig nogensinde registrere rotter, om så de løb om benene på ham.

Da han forlod os, skete det i bil og jeg er helt og aldeles sikker på, at han intet husker fra turen hjem! Nogle dage senere stod han ansigt til ansigt med os oppe på en af byens udskænkningssteder. Vi nikkede smilende, men der var ikke snerten af genkendelse i hans øjne. Han huskede ganske simpelt ikke, at det var os, han havde været nede og installere i huset. Da vi genså ham lørdagen for vores flytning, var han igen voldsomt beruset, men med så stærke abstinenser, at det var tydeligt, at han endnu ikke havde fået nok at drikke den dag. Til gengæld havde han husket rottegiften og undskyldte mange gange…

Som sagt var der absolut intet at udsætte på stedet. Byen er vidunderlig og området, vi boede i, var ikke mindre vidunderligt. Stilhed, duften af vild rosmarin og udsigten til bjerge, pinjer og byen på den anden side af vejen gjorde sit til, at vi er helt overbeviste om, at det ikke er sidste gang, vi tager til Bagnols en Fôret.

Novasols rotterede

Nogen gange lever ferien ikke op til den forestilling man har. Det kan sagtens handle om, at forventninger skal justeres i forhold til virkeligheden, men jeg er sådan et menneske, som ikke gør meget andet end være til stede i nu’et, nyde og så er jeg vel – i virkeligheden – ikke så vanskelig at gøre glad og tilfreds. Jeg véd, at verden i løbet af splitsekunder kan se helt anderledes ud end for et øjeblik siden og jeg véd, at det handler om, at nyde, sanse og leve, mens man gør det. Jeg øver mig hver eneste dag på at gøre netop det.

Jeg véd, at Norge er ramt af en tragedie. Det er frygteligt og jeg tænker meget på, at der sidder mennesker nu, som har mistet og stadig ikke helt forstået.

Jeg véd også, at Afrika er ramt af den værste tørke i mere end 60 år.

I Norge er mere end 100 mennesker døde. I Afrika er mere end ti millioner mennesker ramt af mangel på mad og vand.

Alt det og mere til er det lykkes mig at opsnappe gennem de sparsomme huller af tv, jeg er kommet i nærheden af i Frankrig. Jeg har haft travlt. Travlt med at være ked af det, frustreret, bange og optaget af at holde sammen på mig selv, for at kunne holde sammen på resten af familien. Vi fejler ingenting, men vores ferie viste sig at være Ferien Fra Helvede. Måske det rene ingenting sammenlignet med alt det andet, der er sket i verden, men ikke desto mindre to uger, jeg skal bruge tid på at fordøje.

Vi er hjemme nu, takket være hende her…

Annemette stod i Flensborg i silende regn tæt på midnat og ventede, da vi kørte ind på pladsen foran Hertz og kunne parkere den lejede bil, som endte med at bringe os hjem. Den måtte køre til grænsen og ikke over. Der stod hun og ventede med en varm bil, varme knus og sikker sidste trehundrede kilometer, inden vi ramte hjemmet ved tretiden i nat.

Undervejs har vi været gennem det, der skulle vise sig at være et total rotteinvaderet feriehus. Vi er konfronteret med et Novasol, som syntes, at det er i orden at byde deres gæster at måtte vente fem dage på at blive flyttet og for øvrigt ikke giver noget, som fortjener betegnelsen service, når man har brug for det, men i stedet smækker røret på, når de synes, at man bliver for insisterende. Jo! De smækker virkelig røret på. Vantro er ikke for stærkt et udtryk at bruge om mit ansigtsudtryk, da vi oplevede det.

Vi sov kun sparsomt den første uge og kun om dagen. Om natten blev huset levende. Alle steder var lyden af kradsende, bidende rotter. I vægge og på taget. Allevegne. Novasol brugte fra tirsdag morgen til lørdag aften på endelig at få installeret os et andet sted. Ingen undskyldning, ingen kompensation, ingen opfølgning og absolut kun arrogant og flabet afvisning fra den danske hotline, hver eneste gang, vi var nødsaget til at ringe til dem. Aldrig nogensinde har jeg oplevet noget lignende og naturligvis ønsker vi en uddybende snak med Novasol nu, da vi endelig er hjemme igen.

Det er efter min bedste overbevisning ikke mig, der skal tage kontakt efter sådan en oplevelse. Det er Novasol, som undervejs må følge op og sørge for, at jeg er en glad og tilfreds kunde, nu de vælger at bruge vores første ferieuge på at ignorere, at de har installeret os i noget, som under ingen omstændigheder kan være ukendt for dem, medmindre huset har stået aflåst lige indtil det sekund, vi valgte at stikke nøglen i døren. Det tror jeg næppe er tilfældet. Vi blev endelig flyttet lørdag, som er skiftedag hos Novasol. Det kunne ligne en tanke.

Et betalt hotel i ventetiden havde ikke været for meget.

For øvrigt er huset lejet ud resten af sæsonen. Mon de har fundet alternativ til de gæster, som skulle overtage huset i går klokken 16? Det håber jeg og jeg er spændt på at høre, om vi er enige om, at vi naturligvis ikke skal betale en øre for en uge i et hus, som var fuldstændig invaderet af rotter og derfor ikke bød på ret meget af det, vi havde drømt om i forbindelse med denne feriebolig. Forudsat er selvfølgelig, at vi overhovedet kommer i kontakt med dem. Det sidste har nemlig vist sig, at være overordentlig vanskeligt.

Lørdag blev vi som sagt flyttet. Tirsdag i denne uge var der et frygteligt regnvejr og Kenneth var involveret i et biluheld. Han endte sin køretur i bagenden på en lastbil med hænger. Han slap med skrækken, men bilen blev smadret til ukendelighed.

Når vi ikke sloges med Novasol, brugte vi tiden på at prøve at finde en løsning på noget, som kunne være endt meget værre, end det gjorde, men alligevel var helt unødvendigt.

Hjemmefra havde vi ringet og talt med vores forsikringsselskab. Vi ville være ethundrede procent sikre på, at vi var dækket helt og aldeles ind ved alle former for tænkelige og utænkelige uheld. Kvinden vi snakkede med forsikrede os om, at det var vi. Vi gentog mere end én gang, at vi ville være helt sikre. Hun sagde, at vi trygt kunne køre afsted i retning af Frankrig. Vi var dækket ind på kryds og tværs.

Vi var ikke dækket ind på kryds og tværs. Faktisk knapt på kryds. Vi troede, at vi havde forsikringen til en bugsering til Danmark. Vi troede, at vi havde forsikringen til en erstatningsbil. Vi troede så meget og havde i sidste ende ingenting.

Vores bil står hos en sydfransk automekaniker i Saint Maxime, som havde en nabo, som kunne lidt engelsk. Sammen fik de og Kenneth skruet en aftale sammen. Om et par uger er bilen repareret og klar til at blive hentet. Hvordan? Gid vi vidste det.

Hertz havde én bil, som måtte køre til Flensborg og ikke én kilometer længere. Lise, som er ansat hos Hertz, gjorde en forskel. Hun har forstået, hvad service og ikke mindst empati og medmenneskelighed er og en skønne dag må jeg takke hende. Hun var utrættelig og endte med at finde den bil, som kunne bringe os tæt på hjem. Der fra tog Annemette over.

Det hele blev løst, men det kostede kræfter og nattesøvn. Det var aldrig gået uden Annemettes utrættelige hjælp og støtte herhjemme fra. Jeg græd af lettelse i nat, da jeg så hende stå i regnen ved Hertz i Flensborg og vente på os. Når jeg har sovet en nat, vil jeg gerne vide, hvor man kan bytte en brugt sommerferie. Tak.

Loading...
X