Tag Archive: fyn

Brahetrolleborg

Weekenden i Svendborg inkluderede køreture af små, smalle landeveje uden mål og med, men bare med lyst til at lade tilfældighederne bestemme. Sådan endte vi ved Brahetrolleborg.

Vi havde været langt omkring allerede, da vi passerede et skilt, som annoncerede med kaffe klokken 13-17. Ikke at vi var kaffetørstige, men vi syntes alligevel, at det var charmerende og morsomt at have sådan et lille traktørsted midt i ingenting. Umiddelbart efter vi passerede skiltet var en parkeringsplads. Der landede vi og fik endelig øje på Brahetrolleborg, som er et aldeles imponerende skue.

Brahetrolleborg er oprindeligt et cistercienserkloster. Cistercienserordenen er en gren af Benediktinerordenen, der har navn efter moderklostret Cîteaux ved Dijon. Ordenen er stiftet 1098 af Robert de Molesme, som ville reformere benediktinerne. Det gik sådan set udmærket indtil englænderen Stephan Harding blev abbed i Citeaux i 1109 og jeg skal da lige love for, at hans rigide og strenge livførelse fik sat en stopper for lysten til at træde ind i ordenen. Heldigvis gik der kun ganske få år, inden en løsere hånd – siddende på Bernhard af Clairvaux – gjorde det attraktivt at være en del af fællesskabet.

Ordenen voksede med rivende hast. I Danmark var det ærkebiskop Eskil, som var bedste ven med Bernhard, der indførte ordenen. Den eneste grund til, at jeg nævner alt det er, at ordenen havde stor betydning for landbruget i Danmark. Deres avlsgårde fungerede som datidens landbrugsskoler og deres idéer fik på den måde stor udbredelse. De var ualmindelig dygtige til kvægavl og forstod virkelig at forvalte klostergodset. Brahetrolleborg hed Holme Kloster da Middelalderen gav munke magt og bøn, som to af yndlingsbeskæftigelserne, mens de blev rigere og rigere på den fede, danske muld.

Holme Kloster kom siden til at hedde Rantzausholm i 1568 og endelig Brahetrolleborg i 1667.

Siden 1722 har Brahetrolleborg Gods tilhørt familien Reventlow. Her er kimen til bondefrigørelsen og landboreformer lagt. Her overtog Johan Ludvig Reventlow i 1777 Brahetrolleborg og efter at have overtaget godset, sammenkaldte han fæstebønderne til møde i slotsgården, hvor han bad dem om lydighed, flid og troskab, men han gjorde også noget andet og revolutionerende. Han gav dem lov til at ødelægge træhesten, gabestokken og ridefogedens pisk. Han ønskede reformer og en frisk start.

Siden kom ophævelsen af stavnsbåndet, som gjorde det muligt for bønder at flytte og ikke længere være forpligtet til at leve og dø under den samme himmel, i det samme sogn og under det samme herskab. Man kunne rejse ud og søge lykken. Den personlige frihed, du og jeg har, stammer blandt andet fra en dag i slotsgården på Brahetrolleborg tilbage i 1777.

Reventlow gav sine bønder arvefæstebrev, råderet over egen gård og jord og skole til bondestandens børn. Foran Brahetrolleborg er rejst en mindesten for Ludvig Johan Reventlow. På stenen står “Børneven og Bondeven“. Det forstår man jo ganske udmærket, når man ved, hvor stor betydning hans omsorg og empati har haft for en hel stand.

Brahetrolleborg ejes stadig af slægten Reventlow. Sidste generation på gården er Catharina Reventlow-Mourier.

Inden vi tog afsked med Brahetrolleborg, lettede en fiskehejre fra Silke Å. Den var smukt gråblå og tog sig god tid. Det gjorde vi også, for man kan ikke andet i så smukke omgivelser, som Fyn byder på.

Svendborg fra den pæne side

Svendborg er en dejlig by. Overraskende stor og med et centrum, som ikke alene er charmerende, men også omfattende og med mange gode butikker. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig, men jeg var overrasket, da jeg tog den første tur fra havnen og op gennem den gamle bykerne. Først op af Kullinggade og hen forbi Gåsetorvet.

I Kullinggade har engang ligget en bødkermester. Resterne er synlige endnu og de gør det ikke mindre charmerende at færdes i kvarteret.

Fra Kullinggade kan man fortsætte op ad Brogade. Her skal man passere Svendborgbanen. Det skete mere end én gang, at vi måtte vente ved overskæringen, når tog skulle passere. Bagefter var det bare at fortsætte op ad Brogade. Oppe ved Sankt Nicolai Kirke var der den dejligste lille plads med en bænk og fint udsyn, når man trængte til en kort pause. Her sad Annemette og jeg, mens vi ventede på friskbrygget kaffe to-go. Det var hyggeligt, synes jeg.

Stemningsbilleder fra Kyseborgstræde, Svendborg.

Det var ualmindelig hyggeligt at færdes af de smukke, gamle gader og stræder. Den gamle bykerne er velbevaret og ind imellem kan man sagtens føle sig hensat til en helt anden tid. Specielt når man går af veje, som ikke rummer butiksfacader med skilte, neonfarver og tøjstativer, men virkeligheden er jo, at vi lever i 2011 og de forretningsdrivende skal leve og faktisk synes jeg, at de klarer det elegant i Svendborg, som er en progressiv by med plads til moderne idéer og nye, friske tiltag. Svendborg er, som den eneste by i Danmark, medlem af den internationale Cittaslow-bevægelse.

Svendborg skriver selv:

Svendborg Kommune blev i marts 2008 optaget i det internationale netværk af Cittaslowbyer, fordi byen på mange måder rummer alt det, som udgør en ”rigtig Cittaslow”.

Svendborg har formået at udvikle sig i pagt med sin særlige maritime kultur og historie, som lever videre i byens puls i dag. Byen er tilmed kendt for sin skønne beliggenhed, sit engagement for lokale råvarer og sin hyggelige og atmosfærefyldte bymidte, der byder på et levende og alsididigt café-, gade-, kultur- og natteliv.

Der er kort sagt en særlig stemning, intensitet og unikhed over Svendborg, som vi i fremtiden ønsker at bevare og udvikle ved at være Cittaslow.

Jeg er helt enig. Der er virkelig en helt særlig stemning i Svendborg. Min sjæl befandt sig strålende i byen og jeg kunne mærke, at jeg havde brug for den ro, jeg fandt ved at spadsere rundt i de små gader og stræder. Mødet med Svendborgenserne var også udelukkende positivt. Byen er sjældent imødekommende overalt, hvor man når frem. Det kan jeg lide.

Vi havde fornøjelsen af lørdagens marked. Det var meget hyggeligt, lidt vådt og utrolig velbesøgt.

Da det regnede allermest, fandt de af os, som ikke osede i butikker, ly og læ under et udhæng på Wiggers Gård. Her stod allerede en samling af byens bedagede herrer, som viste sig at være lune og sjove. Udsigten var skøn ned over torvets menneskemylder og ti minutter kan hurtigt blive for lidt, når man hygger sig.

Nede i Skattergade ligger Slendrian & Smøl, en butik  med samlinger. Samlinger?,  siger du nok, men den er fuld af samlinger. Beslaglagt pornografi fra 30’erne, Tekno, kaffedåser i enhver tænkelig udformning, bøger og andre, eksotiske samlinger. De skal ses og så skal du bede om en omvisning i Svendborg mindste galleri, hvor fotografierne hænger skulder ved skulder og har overraskende historier at fortælle. Vi blev klogere. Og gladere.

Der ligger en implicit uretfærdighed i, at man aldrig nogensinde når at komme omkring det hele, når man skal beskrive en by. Svendborg er ingen undtagelse. Jeg har glemt, udeladt og er sprunget over, hvor gærdet er lavest, for det er helt umuligt at fortælle det hele. Det skal vel i grunden også opleves, så det vil jeg gerne opfordre dig til. Svendborg er et besøg værd. Helt bestemt.

Svendborg Havn på en lørdag morgen i maj

Jeg er morgenmenneske om sommeren. Lys vækker mig og giver mig lyst til at komme op og ud og opleve verden. Sådan var resten af mit rejseselskab sidste weekend ikke indrettet. De kan alle tre lide at sove længe. Ingen skal stå tidligt op for min skyld. Jeg kan sagtens få tiden til at gå i eget selskab. Også udenfor egen matrikel. Der ligger eventyr og venter allevegne. Små eller store.

Lørdag morgen havde vi aftalt, at vi skulle mødes til morgenmad klokken 8.30. Det var et fint kompromis, som levnede tid til alle.

Jeg vågnede 5.30, så jeg havde vældig god tid til morgenbadet, inden jeg tog kameraet med ud for at vågne sammen med byen. Jeg kunne have valgt at gå op i byen, men jeg kan lide havnen. Jeg er vokset op i en havneby. En havn gør mig glad. Den er symbol på liv og handel. Havnen i Svendborg er ingen undtagelse og så er den levende, fordi der er så meget færgefart i havnebassinet lige udenfor hotellet.

Ved hotellet ligger også lystbådehavnen og Sejlskibsbroen, som er forbeholdt træskibe.

Skibene er smukke og man bliver aldrig træt af at kigge på dem, synes jeg. Jeg elsker tanken om at sejle på De Syv Have. Jeg er bare ikke en god sejler.

Jeg bliver aldrig søsyg, men jeg bryder mig ikke om fornemmelsen af dybder, jeg ikke kender og jeg oplever det at sejle som et kontroltab, jeg ikke mestrer særligt elegant. Jeg er ikke bange. Jeg er bare heller ikke vild med det, så jeg stikker ikke af for at blive letmatros i fjerne og eksotiske egne af verden. Ikke tale om. Ved jorden at blive, men derfor kan jeg nu alligevel lide havnen og alt det eksotiske, den også symboliserer.

Over vandet var solen på vej op, da jeg bevægede mig videre fra Sejlskibsbroen. Jeg faldt i staver ved den smukke udsigt, mens jeg spekulerede på, hvilken historier Hunter Star kunne fortælle.

Mens jeg nød udsigten og stilheden, blev den blidt brudt af lyden af Højestene, som ankom og vendte behændigt og med imponerende præcision lige udenfor havnebassinet. Højestene sejler mellem Svendborg, Drejø og Skarø, så vi havde fornøjelsen mere end én gang i løbet af weekenden.

Der er mange færgeoverfarter i Svendborg Haven. Der sejles til Drejø, Skarø, Ærøskøbing og Hjortø. Måske er der nogle, jeg har glemt, men mange øer er der dernede i det Sydfynske Øhav. Jeg fik lyst til at sejle ud og udforske dem alle, mens jeg stod med udsigt til færgen og Tåsinge på den anden side af fjorden.

På havnen ligger også Maritimt Center, som fanger øjet med sine striber og de smukke dekorationer oppe under taget.

Jeg elsker striber…

For enden af striberne er et par borde med bænke. Her satte jeg mig med udsigt til Hotel Ærø og vandet, mens jeg nød, at der var stille morgen med tid til ingenting.

Sådan gik tiden. Jeg opdagede, at jeg var faldet hen i lange og mange tanker, da jeg pludselig blev opmærksom på en underlig og absolut ikke genkendelig lyd af noget, som nærmede sig og skød en helt fornuftig fart. Efter få øjeblikke dukkede de op i horisonten og det gik hurtigt op for mig, at deres endelige mål var lige der, hvor jeg sad.

Sikke en fest! Har I lige set en skøn samling knallerter fra en svunden tid. Pudsede og polerede var de taget ud for at gøre Svendborg Havn usikker.

Jeg fandt aldrig ud af i hvilken anledning. Måske de bare kører ud tidligt lørdag morgen. Måske ikke, men de var i hvert fald et skønt indslag i min lørdag morgen med udsigt til vand og land, morgenmadsbuffet og dejligt selskab. Deres ankomst fulgtes af en sms fra Annemette, der ville vide, hvor jeg befandt mig. De andre var klar. Tiden var, ikke overraskende, løbet fra mig. Jeg fortaber mig. Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt, men det er mig. Også på havnen i Svendborg en lørdag morgen i maj.

ZigZag gennem Sydfyn

Var der noget vi fandt ud af at enes om, var det pladsfordelingen i bilen, selvom min plads med mellemrum var truet, når jeg efter for mange begejstrede udbrud havde slidt Annemettes ører i stykker.

Så holdt jeg mund et minut eller to, mens jeg indvendigt næsten boblede over af begejstring. En udmærket, men vanskelig øvelse, for der er altså ualmindelig smukt på Sydfyn lige nu med blomstrende rapsmarker og ligeså smukke og alenlange hegn af lilla, blomstrende syrener kilometer efter kilometer.

Annemettes højre øre var udsat. Det medgiver jeg hende.

Vi zig-zaggede os tværs over Sydfyn i de dage, vi var dernede. Vi fik også set, at der er noget om snakken, når de lokale postulerer, at landsdelen er ved at uddø på sine steder. Der er godt nok meget til salg. Jeg tror ikke, at vi kom gennem én eneste by eller landsby uden, at der var mindst to ejendomme til salg. Mange gange var det mange flere. Det må være købers marked. I hvert fald er der noget for enhver smag.

På vores vej passerede vi Hesselagergaard. Godset er et imponerende stykke historie og med tilliggender som blandt andet omfatter nogle ualmindelig dejlige udlejningsejendomme. Jeg kunne snildt se mig selv på et par af dem. De ville give en smuk ramme om et liv tæt på naturen.

Siden ramte vi omtrent dette skilt…

Sådan én er man da nødt til at se…

Desværre glemte jeg at bede en af mine følgesvende om at posere, så det er vanskeligt at se størrelsen på stenen. Den er altså imponerende stor. Faktisk vejer den 1000 tons og har en omkreds på næsten 47 meter. Det er da en pæn sjat. Du kan læse meget mere om stenen her, hvor nogle af de morsomme sagn, som knytter sig til stenen, er beskrevet.

Vi fortsatte med at zig-zagge og endte efterfølgende ude ved Grubbe Mølle. Sikke da et skønt sted.

Grubbe Mølle består af en gammel vandmølle og en hollands vindmølle, som står frit for vestenvinden på bakketoppen lige bagved gården.

Vindmøllen er fredet, men den har været regelmæssigt anvendt helt frem til 1960. Den har malet mel, når vandmøllen ikke har kunnet. Om sommeren har vandmøllen formentlig manglet vand på grund af tørke og om vinteren har åen været frosset. Så har vindmøllen gjort en stor forskel.

I dag er møllen stadig funktionsdygtig og kan ses i aktion, når ejeren arrangerer omvisninger på stedet, men der var desværre ikke adgang, da vi kom forbi.

Stedet er ualmindelig smukt og der er mulighed for et længere ophold på Grubbe Mølle.

Hvis nogen vil opleve hvordan det er at bo på en vandmølle har ejerne indrettet to værelser i møllergården til Bed & Breakfast, hvor man kan sove dejligt til lyden af vandløbet. Man kan alternativt leje et lille bondehus på stedet. Alt sammen til en meget rimelig pris.

Jeg kunne sagtens se en dejlig ferie med stedet her som udgangspunkt. Om sommeren må her være betagende smukt og lyden af vandet og de mange fugle var kun med til at understrege idyllen og det på trods af truende regnskyer og spredte dråber. Jeg ville være frisk på en ferie lige på stedet.

Loading...
X