Tag Archive: kvæde

Hvad i går også gik med…

I dag er arbejdsdag. Jeg skal lave speak hele dagen og er altså engageret ud af huset. Jeg sidder i en mørk, men hyggelig kælder et sted oppe omkring Grønlandstorv med mikrofon og lyttebøffer om et øjeblik, mens jeg græmmes over at lytte til mig selv, men sådan er det. Egen stemme er noget anderledes, end man selv synes og jeg har aldrig oplevet, at jeg har tænkt til den gode side. Heldigvis er der andre, der gør det ;-)

Når dagens stemme er brugt op, fortsætter jeg ufortrødent ind på kontoret, hvor vi holder tolkemøde. Man skulle nødig ende med at kede sig, siger jeg bare, men måske du gider se de dejligheder, der gemte sig ude i min have i går sidst på eftermiddagen, da solen var på nippet til at gå ned?

Jeg hørte en dump lyd udefra, da jeg stod inde og holdt øje med Oskar på jagt efter en nabokat. Det var en af kvæderne, som lagde sig til rette på græsset. Når kvæden er blevet gul og omtrent hårløs, er den moden. Det er den af indlysende grunde også, når den frivilligt slipper grene og lader sig dumpe ned på niveau med muld og regnorme, så jeg fandt gummistøvlerne og et par kurve frem.

Det blev til en fantastisk høst i år. Jeg har ikke vejet kvæderne, men der skal nok være mange kilo, som skal forvandles om nogle dage. Lige nu skal de bare ligge og pynte og sende velduft ud i huset.

Efteråret er her. Bladene drysser af træerne og farverne udenfor er smukke. Blæsten var også kold i går, så der blev ikke fedtet med tiden. Målrettet gik jeg i gang med at samle frugter og det tog ikke lang tid at tømme de to, små træer, jeg har i hver sin ende af haven, men det krævede plads, for frugterne er store i år. Imponerende store faktisk.

Nu står alle frugterne og dufter på køkkenbordet. Sukker og tålmodighed skal forvandle dem. Marmelade og måske også en omgang Cotognata eller kvædebrød, som kan løfte vinterens ost til nye højder.

Man kan aldrig få for mange kvæder. Kun for få…

God onsdag til dig. Må den bringe velduft og kærlighed :-)

Efterårsplaner eller hvordan jeg gerne ville købe mere tid…

Det er tydeligt begyndende efterår derude. Jeg nåede lige at vende tre gange rundt om mig selv i den sprøde luft.

Når tid engang bliver mere end en luksus, vil jeg høste krydderurter, plukke æbler og koge lyserød mos til sprøde, italienske makroner og iskold flødeskum. Jeg vil skære kvæder i småstykker og håbe på en smuk, gylden marmelade. Jeg vil hente en mirabelle, en skålfuld brombær og de smukke, gule blomster, som bare står og venter. Jeg vil spise pærer. Med velbehag.

Når tid engang bliver mere end en luksus…

Forventningens glæde…

– er den største…

Kvædetræerne blomstrer i disse dage. Kvædemarmeladen jeg lavede af efterårets første høst smager ganske enkelt helt vidunderligt, så jeg glædes over hver eneste blomst, der springer. Lad dem bare komme an. Jeg kan bruge hver og én, når de forvandles til søde, aromatiske frugter i løbet af de næste måneder. Jeg vil igen lave kvædemarmelade og gerne meget mere, end det blev til i sidste omgang. Jeg er blevet nærig med det. Der er kun to glas tilbage og de er gemt på et hemmeligt sted. Jeg siger ikke mere…

Kvædemarmelade

Kvædemarmelade

Uhm, siger jeg bare…

Så er der kvædemarmelade på lager og det i rigelige mængder. Eneste bekymring er, at jeg synes, at det er lidt trægt til at tykne, men mon ikke bare det er et spørgsmål og tid og nedkøling. Det satser jeg på og ellers er flydende kvædemarmelade nu heller ikke noget helt ringe bekendtskab.

Ella kom forbi til eftermiddagste. Jeg hamstrede i går, så jeg serverede frisk Celestials gode og aromatiske te, mens jeg stak en æske med Ella hjem, sammen med et glas af kvædesylten og en stak tørklæder, som var dømt ude herhjemme. Nu kan de glæde og varme andre og det er da genialt og godt.

Kvædemarmelade

De gyldne glas kvæde får lov til at stå en tid endnu på køkkenbordet, mens jeg går i gang med forberedelserne til et farsbrød og nogle nemme timiankartofler. Kenneth er optaget, så jeg er blevet forfremmet. Jeg er køkkenchef i dag og Oline kan få lov til at agere assistent. Ha…

Kvædemarmeladen er lavet sådan lidt på mit forhåbentlig gode renommé. En times tid har ituskårne kvæder, korn fra to vanillestænger og saften fra en lime putret på komfuret. Siden fik det hele en tur med blenderen og så økologisk rørsukker i for resten af pengene. Et opkog og så blev det hele hældt på glas. Nu er der kun tilbage at krydse fingre for, at det rækker vinteren igennem.

Alle Marmeladers Moder

Kvæde

Solen har fundet vej til haven igen. Det gør gavn hos de fleste af mine frugter, så solskinnet er velkomment. Det modner æbler, pærer, hasselnødder og ikke mindst mine kvæder. Endnu er de grønne, men der er hele fem frugter, som nok skal række til ikke omfangsrig, men garanteret god kvædemarmelade. Om nogle uger er de ved at være gule og modne. Jeg glæder mig.

Løfter om Kvædemarmelade lige om lidt...Inden kvæderne ender i gryden, skal de have lov til at ligge i stuen og dufte. Det kan kvæder gøre i evigheder, inden de til sidst kan koges og forvandles til en af mine yndlingsmarmelader. Kvæde til ost smager pragtfuldt. Nogle er vilde med kvædebrød – en sød, tørret kvædemos rullet i perlesukker – men jeg foretrækker kvæderne forvandlet til marmelade eller alternativt chutney.

I år sejrer marmeladen, for jeg er elsker den. Kvæderne er ikke mange, så jeg skal enten supplere og det betyder, at jeg skal være heldig og finde friske på torvet eller alternativt vælge en beskeden portion marmelade til osten.

Det er ingen kunst at lave kvædemarmelade. Frugten er så pektinholdig, at den alene sammen med sukkeret sagtens giver en meget fin og fast marmelade og derfor kaldes den også Alle Marmeladers Moder, men den er ikke sådan at fravriste sin herlighed. Faktisk er den temmelig knibsk og skal overtales temmelig hårdhændet.

Her kommer lige nogle cirkaanvisninger, hvor jeg tager udgangspunkt i omtrent et kilo frugt:

Jeg plejer at skære frugterne i kvarte, hvilket i sig selv kan være noget af en opgave, da frugterne er stenhårde og kræver kræfter. Så fjernes kernehuset og frugterne kommes i en gryde med en smule vand. Damp dem møre. Det kan tage noget, der ligner evigheder. Èn eller to flækkede vanillestænger kan kommes ved imens, hvis du har lyst. Du kan også supplere med noget revet ingefær – det danser smukt sammen med kvæden.

En time kan sagtens gå, inden de endelig er ved at have konsistens, så de kan moses eller alternativt blendes. Når det er gjort, skal de tilbage i gryden og have opkog sammen med økologisk rørsukker i passende mængde – og det er vel omtrent 400 gram, men der må eksperimenteres, for der er stor forskel på kvæderne og deres lyst til at være naturligt søde eller bittert sukkerkrævende. Smag dig frem til din foretrukne kvædemarmelade.

Måske vil du, ligesom jeg, ikke undvære Atamon og så er det nu, du kommer lidt af det i mosen og finder dine rene, skoldede glas frem. Marmeladen fyldes på glas, som lukkes/bindes til med det samme og så er du ellers klar til en vinterostemad med den fineste marmelade af dem alle, kvædemarmeladen. Alle Marmeladers Moder.

Loading...
X