Tag Archive: madoplevelser

Ferieforlængelse

Vi er gode til at forlænge feriestemningen fra udlandet, når vi vender hjem. Sådan har det altid været. Vi kan lide, at vi også hjemme kan nyde de ting, som har forsødet ferien typisk afholdt i Frankrig, så vi etablerer gerne et mindre lager af alle de ting, vi holder mest af.

I år er ingen undtagelse, så der er krydderier, kolonialvarer og oste, grøntsager og vine, likører og Armagnac med hjem. Der er bunkevis af franske pastiller, Olines yndlingsslik og Kenneth elskede skinke på hylderne. Der er alverdens gode sager. Noget holder langt ind i det nye år, mens andet er flygtigt, men ikke mindre velkommen som ferieforlænger.

Oline elsker…

Ethvert fransk supermarked med respekt for sig selv har kølediske i et omfang, vi slet ikke kender herhjemme. De bugner af gode sager. Deres mejeriprodukter alene er så omfattende og varierede, at det vil være helt umuligt at komme ind på her, men fløde er ikke bare fløde, men tilbydes i mindst fem forskellige varianter. Smør er ikke bare smør og alle steder kan du finde mindst 8-10 forskellige varianter af Beurre med eller uden salt, krydret eller ikke krydret, økologisk eller ikke økologisk og så videre…

Oline elsker hylderne med små, færdige desserter. Hun kan slet ikke få nok. Hun eksperimenterer og smager Creme Pistacio, Creme de Coco, Mousse au Chocolat og så yndlingen, som altid findes i vores køleskabe, når vi er i Frankrig, nemlig Creme Caramel.

Mig? Jeg spiser yoghurt med svesker. Den slags fås kun sjældent i Danmark og jeg E L S KE R det. Det er det rene slik.

Umiskendeligt

Umiskendeligt...

Der er ingen vej udenom. På plænen bliver antallet af faldne, trætte blade forøget dag for dag. Modne bær lokker fuglene til haven igen og denne gang er det ikke for at forøge familien, men måske mere for at proviantere, inden de stikker af til syden. Jeg skal også snart proviantere. Tunge klaser af modne brombær lokker nederst i haven. Hasselnødderne er klar om et øjeblik. Æblerne ligeså. Peberroden frister med sine strunke, saftige blade og jeg ved jo, at lige under overfladen gemmer sig en smagseksplosion, som nok kan kalde en tåre eller to frem i øjenkrogen.

Friskrevet peberrod til en pariserbøf… Fik jeg lige en idé der? Jeg tror det næsten.

Morgenen er blevet fugtig. Kontrasten er slående. For ikke længe siden kunne man træde ud i tørt græs og nyde, at sommeren var her. Nu er der fare for rynkede, kolde tæer, hvis man vover sig derud, men vejret er nu stadig smukt et øjeblik endnu. Jeg kan se skyerne komme fra vest, men endnu er der blå himmel og den nydes.

Barometer på smukt...

Søndagen er helt uden planer. Sådan holder jeg af ugens sidste dag. Der er plads til spontanitet eller ingenting.

Basilikum lig med Pesto

Basilikum

“Nu laver du lige en omgang pesto, Liselotte”, sagde jeg til mig selv, alt imens jeg med udelt tilfredshed bredte blikket ud over de to kæmpestore Basilikum, som huserer i min vindueskarm.“I skuffen ligger pinjekerner i massevis og i køleskabet ligger verdens bedste Parmesan”. Tanken om den frisklavede pesto på et stykke godt brød, fik tænderne til at løbe i vand.

Nej, jeg laver ikke noget som helst. Jeg havde jo lige glemt, at jeg ikke kan løfte højre arm og ikke tale om, at jeg går i gang med venstrehåndsbetjent morter, men jeg er heldig, for Kenneth gider godt. Det bliver til frisk Basilikumpesto og jeg er bare så klar.

Vores ingredienser til sådan en sag er:

  • Masser af frisk Basilikum.
  • Pinjekerner til du skammer dig (tørristes på pande før brug).
  • Nogle humpler frisk Parmesan.
  • En rigtig god olivenolie.
  • Salt, friskkværnet peber og et skvæt surt.

Vi starter med at smide basilikum og pinjekerner i morteren sammen med et skvæt olie. Når det begynder at ligne grød, smider vi parmesanen i og så knokler vi (som i Kenneth denne gang) ellers videre, mens der suppleres med hvad der nu måtte mangle (mere Basilikum, flere pinjekerner eller… det er nemlig en smagssag, så der er ingen facit. Prøv dig frem).

Vi kan varmt anbefale en foodprocessor til hele processen, men vi gør ikke i den slags maskiner, så det er med håndkraft det foregår her i huset. Har man en blender eller en foodprocessor, kan man smide hele skidtet i med det samme.

Til sidst smages pestoen til med lidt salt, lidt friskkværnet peber og et par dryp citron- eller limesaft. Det smager helt fantastisk, er meget rigere på smagsnuancer, end det du køber og med en maskine i huset, tager det kun to minutter at lave det. Med en morter? Åh, det tager lidt mere end to minutter, men tid har vi jo nok af, nu ingen af os kan ret meget ;-)

Variable succeskriterier

En by som Ravenoville sur Mer er så lille, at der ikke findes én eneste forretning. Ikke ét brødudsalg var der. Ingenting. Kun noget, som jubeloptimister engang havde kategoriseret, som restaurant, men som mest af alt mindede om en mellemting mellem et isudsalg og en café. Ikke desto mindre havde de menukort på gaden og med mellemrum kunne vi da også se, at der var en gæst eller to, som sad derinde om aftenen og spiste længe. Det måtte da borge for et vist mål af gastronomisk kunnen.

En aften gad vi ikke lave mad. Vi besluttede os for, at vi ville besøge restauranten, for muslinger havde de og dem kan ingen vel ødelægge. Troede vi…

Indenfor i det, der næsten lignede en restaurant, blev vi bænket med udsigt til strandvejen. Ikke at der skete det store derude. Faktisk skete der absolut ingenting, for vi var jo omtrent de eneste, som kunne finde på at færdes i byen efter klokken 19. Der sad vi så, da tjeneren kom og overtalte Kenneth til havsnegle. Jeg fastholdt mit ønske om muslinger og Oline valgte en pizza, for tænk engang, det havde de også.

Kenneths havsnegle

Olines pizza kom som det første. Der gik ikke meget mere end de 5 minutter det tager, at varme sådan en i en microovn. Det var tydeligvis en købepizza, som var smidt i ovnen, inden den havde fået et drys af noget ubestemmeligt flødefarvet, som muligvis var ost. Vi fandt aldrig ud af det, for ingen af os havde den mindste lyst til at smage. Den var simpelthen for trist og uappetitlig.

Så kom Kenneths havsnegle og mine muslinger. Det viste sig, at det var et veritabelt bjerg af muslinger, jeg fik serveret, så Oline kastede sig glad over dem også og vi opgav at bestille andet, for der var rigeligt til os begge, når vi også indregnede den portion pommes frites, som nogen gange følger med muslingerne.

Kenneths havsnegle smagte af ingenting. De var seje, som blæksprutter, der ikke har fået tilstrækkeligt med tørre tæsk og blev serveret med en kønsløs mayonaise, som bestemt ikke var hjemmerørt. Vores muslinger var det også lykkedes dem at få til at smage af absolut ingenting, så en stor kulinarisk oplevelse kunne man bestemt ikke kalde det, men vi blev da mætte alle tre.

Vi opgav dessert og kaffe. Med deres manglende gastronomiske højder, kunne man jo allerede begynde at frygte selv en kop mokka, så den blev vi enige om at indtage hjemme. Vi begav os ud i byen. Oline snuppede kameraet og fik da også foreviget sine tossede forældre. Det sker med flere års mellemrum, at Kenneth og jeg bliver fotograferet sammen. Det er der tydeligvis gode grunde til…

Og vi undskylder...

Jeg undskylder på egne og Olines vegne…

Byen var øde, som i helt og aldeles uden ét eneste menneske i miles omkreds, da vi begav os hjemad. Luften var mild og dejlig og i sådan en lille badeby, er der plads til masser af afstikkere. Vi nåede ind i en del kroge, ud på nogle marker med kvæg og et sted fandt vi både høns og kaniner, mens lyden af måger fortonede sig i det fjerne.

En øde by...

Kun én gang så vi en kvinde, som lettede på gardinet, for at tage et kig udenfor. Ellers var der stille.

Mange af husene er til salg eller leje. Jeg tror, at næsten halvdelen af byen er forladt, så Oline havde haft ret, da hun den første aften nævnte, at den føltes lidt, som en spøgelsesby. Det var nu kun om aftenen. Om dagen var der lidt mere liv, når de lokale færdedes i byen.

Solnedgangen

Vi sluttede aftenen nede på diget, hvor vi så himlen forvandles til en farve, der mindede om ild, mens vi sad stille og snakkede om i går, i dag og i morgen. Bagefter var der kaffen og en god kage, som havde stået og ventet hjemme.

Nok var restaurantbesøget ikke nogen stor succes, men det endte dog ikke med en madforgiftning, som jeg lykkedes med et par aftener senere, da Kenneth hentede pizzaer på den lokale campingplads. Ingen madforgiftning er vel også en slags succes, eller…

Loading...
X