Vi fik jo – mildest talt – en lidt uheldig oplevelse af en del af den lokale dyrebestand i Bagnols-en-Fôret, men det skal nu ikke afholde mig fra at hylde byen for det, den er, nemlig en dejlig, lille og meget autentisk, provencalsk landsby. Den er fuld af charme, selvtillid og knap så meget lækkert hår, men til gengæld søde og imødekommende mennesker og så ligger den altså ualmindelig smukt, omkranset som den er af de omkringliggende bakketoppe med pinjer og kastanjetræer til at kaste skygge på en hed dag.

En dag kørte vi ind til byen, hvor Oline og jeg blev sat af oppe i starten af den. Kenneth kørte til den anden ende og parkerede nedenfor sit stamsted og så kunne vi ellers slentre nedad med ophøjet ro og tid til at hilse på de hjemmegående lokale, som er mennesker med vældig god tid og masser af smil på læben.

Vi fandt skygge, hvor vi kunne, for varmt var der, selvom temperaturerne i Sydfrankrig heller ikke er helt, som de plejer at være. Vejret driller en smule dernede, men vi havde ikke det mindste at klage over. Kun skybruddet, som forårsagede en smadret bil og en meget chokeret Kenneth. Det ville vi gerne have været foruden.

Billederne taler vist for sig selv. Byen ligger på et bjerg. Det går stejlt op og ned. Mine benmuskler havde gavn af træningen, skal jeg hilse og sige. Av, hvor jeg ind imellem havde skinneben, som protesterede, men jeg er et stædig rad, så det gik ikke at lade dem bestemme.

Vi var også en tur inde i kirken. Vi kan lide de franske kirker og vil altid gerne indenfor. Denne her var en af de mest beskedne, vi nogensinde har været i. Se bare bænkene.

Kirken hedder Saint-Antonin og tager ikke meget af din tid, hvis du skulle komme forbi. Ude på Place de l’église, lige udenfor kirken, ligger en meget lille og beskedent udseende restaurant, men det lykkedes os aldrig at finde ud af, hvornår den holder åbent, men der er heldigvis mere end ét sted i byen, som tilbyder både mad og drikke.

En dag endte vi nede på torvet, hvor vi sad og iagttog det stille liv, der udfolder sig i landsbyen. En del af de ældre medborgere sad ved et bord ude ved vejen, hvor de spillede kort. De var ikke en mere lukket kreds, end de bød enhver ny spiller velkommen, så omkring bordet varierede antallet af deltagere jævnt hen over eftermiddagen, mens der blev grinet, drukket koldt og varmt og røget ind til flere pakker cigaretter, for er der noget franskmændene er gode til, er det at ryge. De gør det næsten allesammen. Unge og gamle.

Vi blev meget glade for byen og området. Måske kan du tænke, at det er klart, for det var jo bedre at opholde sig der, end det var at være hjemme, hvor rotterne var i gang med at gnave sig igennem det meste, men det var nu ikke årsagen. Det er en hyggelig by med masser af charme.

Byen er akkurat det, som vi stræbte efter at finde, da vi planlagde vores rejse til Provence. Den har alt det, vi kan lide. Byen i sig selv er hyggelig, dejlig og intim, men den ligger også perfekt i forhold til det meste. Der er ikke langt til noget som helst og bjergvejene vænner man sig hurtigt til. Vi vil gerne tilbage engang. Det er godt at kunne sige det.

Vi fik aldrig undersøgt mulighederne for traveture i området. Vi fik aldrig fordybet os i steder eller ting, vi gerne ville have set nærmere på. Vi fik slet ikke taget hul på lokalområdet, fordi kræfterne måtte lægges andre steder. Det er frygteligt ærgerligt og slet ikke sådan vi havde tænkt vores møde med Bagnols-en-Fôret, men det levner jo heldigvis plads til en gentagelse – og nej, det bliver ikke i et hus lejet gennem Novasol. Aldrig igen!