Tag Archive: poncho

Grantræet eller Regnbuen eller …

Måske du husker, at jeg var i gang med en lille regnbue-remse forleden? Det var starten på en poncho; Grantræet af Marianne Isager.

Engang strikkede jeg en til mig selv. På gehør og overmod. Det gik ret godt, så den kunne jo være sluttet der, men nu fik jeg altså forkøbt mig på en stor stak strikkebøger forleden, hvor Snedronningen og andre strikkede historier var en af dem. Deri er Grantræet og så var det jo, at jeg tænkte, at det kunne være sjovt at strikke en original og samtidig få fingre i det, der oprindeligt var tænkt i den forbindelse.

Grantræet af Marianne Isager

Det var nu slet ikke så forskelligt fra det, jeg havde improviseret. Faktisk temmelig lig det, jeg dengang opfandt og akkurat lige så sjovt at strikke denne gang. Jeg synes, at den kan anbefales :-)

Fakta:

Idéforlæg: Grantræet  fra Snedronningen af Marianne Isager

Grantræet

Garn:  Blackhill Superfine Alpaca fra Garnudsalg i farve 40 i skøn forening med Blackhill Højlandsuld mestendels i farven Rullesten og suppleret med små rester. OBS! De farvede graner er for øvrigt udelukkende strikket i højlandsulden og er altså uden alpaca :-)

Pind:  3½ – AddiClick hurtigstrikkere i metal.

Garnforbrug: I alt 217 gram.

Ny teknik: Ingen.

Bemærkninger: Modiciferet en smule. Jeg ville gerne sprælle lidt mere end Marianne, så jeg lavede en regnbuefarvet remse forneden på ponchoen. Måske knap så meget gran, men så meget mere sjov – og det kan jeg lide :-)

Pris ialt: Cirka 134,50 kr

Hvis du vil se mere eller fordybe dig i flere billeder, kan du se dem alle lige her :-)

Jeg gjorde det fandeme eller hvordan tusinde af vrangmasker kan ende med at gøre mig lykkelig…

Jeg gjorde det! Jeg gennemførte. Også selvom der var tidspunkter, hvor jeg var mere end tæt på at kaste håndklædet i ringen eller ponchoen på bålet. Vrangpinde af episke dimensioner og tålmodighed på størrelse med den treårige kan mønstre, når man beder dem vente på en is, er ikke nogen god kombination, men det lykkedes. Jeg er i mål med endnu en poncho.

Jeg har været utrolig glad for den første. Jeg omtrent bor i den. En at supplere med og i en anden af yndlingsfarverne måtte jeg altså strikke, så der blev fundet frem af gemmerne, for den skulle være grå. Mmmm…

Jeg strikker ikke meget for øjeblikket. Mit liv er fyldt med alt muligt andet og tiden til at strikke er reduceret til fordel for andre, dejlige ting. Sådan er det lige nu. Om lidt er det måske anderledes. Indtil da nyder jeg de små, intense stunder med strikkepindene og alt det dejlige garn, manden i mit liv sørger for, at jeg aldrig mangler.

Ponchoen her bliver akkurat lige så højt elsket, som den første er. Farven er lige mig og passer perfekt ind i resten af min kedelige garderobe. Hvis du gerne vil vide mere om ponchoen, kan du følge linket til den første, hvor jeg har skrevet mere udførligt om garn, mængder og opskrift.

Jeg opdagede med den første poncho, at det var vanskeligt at kende forskel på for og bag. Nu går jeg rundt med et rødt kryds i nakken. På dem begge. Måske du kan bruge idéen :-)

Efterårets absolutte strikkehit eller hvordan jeg nægter at give slip!

Jeg har strikket poncho i bilen. Ud og hjem. Lidt ind imellem. Blødt, kedeligt og frygteligt langsommeligt, men ventetiden værd…

Opskriften er fra Alt om håndarbejdes Strikke Magasin, nummer 10/Oktober 2011 og hedder Tværstrikket Poncho designet af talentfulde Lene Holme Samsøe. Nu er jeg jo i forvejen stor fan af Lenes opskrifter, men da jeg så denne dejlighed, var jeg slet ikke i tvivl. Den måtte jeg strikke.

Egentlig er den født med rullekrave…

- men jeg er ikke vild med rullekraver. Jeg vil hellere, at den er uden og så snuppe et tørklæde til halsen, når jeg fryser mere end godt er.

Faktisk er den allerede en yndling. Syet sammen sent i går aftes og ikke af siden. Næsten, for jeg sov ikke med den på, men den kom på som noget af det første denne morgen.

Jeg synes, at den var dræbende kedsommelig at strikke, men resultatet er så overvældende lækkert, at jeg er nødt til at strikke endnu en.

Ponchoen er strikket i én tråd Blackhill Højlandsuld (vistnok farven Antracit, men det er fra lageret og jeg husker det ikke) og én tråd Super Kid Mohair (10/1) i farven Antracit. Den er let som en fjer, men varmer helt vidunderligt og så er denne Kid Mohair virkelig blød og ikke det mindste stikkende, som noget Kid Mohair ellers kan være.

Jeg har brugt 121 gram Super Kid Mohair og 244 gram Blackhill Højlandsuld. Med rullekrave skal man naturligvis beregne en smule mere.

Efterårsklar er mit mellemnavn

Huset er rendt over med meget løs hånd, for vi skal lege håndværkere i weekenden, så der er ikke grund til at gøre meget mere end det allermest nødvendige. Det levnede så lige plads til at trevle op, hækle ny kant, trevle op og hækle endnu en ny kant, trevle den op også og for sidste gang lykkes.

Ind imellem er jeg imponerende tålmodig, kan jeg konstatere. Og det endte lykkeligt. Og enkelt og lilla.

Jeg er efterårsklar nu med min nye poncho i en dejlig blanding af Blackhill Højlandsuld (den tykke af slagsen) og en tråd Kid Mohair. Mums, som den er lækker og fejende flot og festlig. Jeg kan snildt finde min indre Super Carla frem, når jeg har den på og tager en snurretopstur på græsset.

Ponchoen er strikket på pind 5½ og der er brugt 350 gram Chunky Blackhill Højlandsuld i farven Indisk Curry og 62 gram Super Kid Mohair i farven Kamel. Kom an, som det er smukt og lækkert, når det er strikket op. Blødt, tæt og varmt er det også.

Jeg startede vist med 120 masker og tog så bare ud på hver anden pind omkring et par masker på for- og bagstykke (4 nye masker på hver anden omgang). Det er godt tv-strik.

Resten af dagen er vist helliget lidt pakkeri inde ved chefen, tror jeg, men jeg sneg mig nu alligevel til at holde lidt fri, bare fordi jeg kunne. Man må godt snyde en gang imellem.

Det har vi da aldrig brugt i min familie!

Jeg er ikke færdig med alle de igangværende projekter. Slet ikke, men derfor må man jo gerne have det sjovt…

I går aftes eksperimenterede jeg med garn, opskrift og en idé om at forenkle. I dag sagde Kenneth så, at jeg simpelthen er nødt til at strikke med orange! Orange?

Jeg er stadig i tvivl, så jeg går lidt rundt og kigger på farven. Orange? Jeg har da alligevel aldrig brugt orange. Aldrig, men den er smuk til sort.

Jeg smager lidt på den. Jeg kan slet ikke finde ud af, hvad jeg skal mene. Farven er jeg vild med. Idéen ligeså, men kommer jeg til at bære orange? Det skal jeg simpelthen, hvis jeg ender med den farve, for der venter et meget stort arbejde forude og det skal ikke ende i skabet. Det skal give en glad mave, hver gang jeg tager det frem fra skabet og lægger tandhjulet til rette på mine skuldre.

Orange?

{Nice One} – min nye bedste ven

Ponchoen blev færdig i går. Der var kun få trådender at hæfte og så røg den – mens jeg holdt vejret – ud i vaskemaskinen til en blid, bølgende uldvask. Efter en halv times tid var den klar til en tørring. Den blev placeret på gulvet i soveværelset, hvor der var plads til at lade den fylde, som den skal.

Den er strikket i det blødeste, lækre uld med cashmere, så der var virkelig noget at glæde sig til, mens jeg ventede på, at den skulle tørre. Min eneste bekymring var, at garnet er mere end blødt og derfor ikke formfast, men med en forførende blødhed var jeg parat til at tilgive det meste. Heldigvis faldt ponchoen smukt og passende, mens varmen med det samme bredte sig over skuldre og ryg.

Jeg har endnu en gang strikket en kort model. Jeg vil gerne kunne anvende ponchoen indenfor og vil derfor have brug for at have armene fri. Længden er blevet helt perfekt. Jeg kan snildt arbejde med den om skuldrene.

Fakta:

Design: {Nice One} af Liselotte Weller. Poncho strikket efter egen intuition med små, nemme snoninger fordelt med kærlighed.

GarnCashmere Tweed 6/2 fra Garnudsalg.dk i farven Lys Grå samt en smule Cashmere 28/4 i farven Rullesten.

Pinde: 5 – KnitPro hurtigstrikkere i metal.

Garnforbrug: i alt 257 gram.

Ny teknik: Ingen.

Bemærkninger: Jeg har strikket per intuition, så det er altid spændende at se, om fornemmelser er tilstrækkelige til at få gode resultater. Her var det. Ponchoen smyger sig i passende og med en rar tyngde om skuldre og ryg.

Jeg havde mange overvejelser omkring at strikke ponchoen længere, men jeg stoppede altså, da den havde en arbejdsvenlig længde og det har jeg ikke fortrudt. Jeg kan lide, at jeg kan anvende den i stedet for en cardigan. Den er fantastisk blød og varm på en meget forførende måde. Jeg tror snart, at jeg må strikke en cardigan i cashmere. Hvem fortjener ikke sådan én?

Anvisninger på at lave en lignende poncho kan du finde ude på ravelry. God fornøjelse :-)

{Nice One}

Når ponchoen ligger på køkkenbordet, kan jeg strikke langsomt, men sikkert i sirlige rækker af retriller. De sidste. Om et øjeblik er den klar. Improvisationskunst. {Nice One}.

Voksent Grantræ

Marianne Isager havde begået en genistreg, da hun designede Grantræet. Den yndigste poncho, som jeg straks forelskede mig i, men den er altså ikke bestemt for voksne kvinder på 46 år, men små, lækre piger med trang til at pynte sig…

Billedet er lånt fra Isager.

Jow, men jeg MÅTTE eje et Grantræ, så der var kun én ting at gøre. Jeg måtte improvisere. Det plejer at gå ganske fornuftigt, så jeg købte ind til Grantræ i én tråd Supersoft fra Knoll og én tråd af Isagers Alpaca 1. Da jeg havde gjort det, tog jeg lige en dyb indånding og overvejede, hvad det var, jeg gerne ville genbruge fra Iagers idé om en poncho.

Selvfølgelig skulle grantræerne med. Det kunne slet ikke diskuteres, for de er jo omtrent hele ponchoen. Jeg ville også gerne, at det blev en poncho, som kunne bruges indenfor og som sådan et stykke strik, der kan strækkes og bruges hele året rundt. Kort skulle den være. Ikke længere, end jeg ikke skulle irriteres over den, når jeg brugte den indenfor, som en ekstra skuldervarme, men alligevel tilstrækkelig lang til, at den faktisk ER varm og så skulle den IKKE have rullekrave, men en rund hals, som ikke sad alt for tæt. For varme kan ponchoen suppleres med et tørklæde i halsen og uden rullekraven bliver den hundrede gange mere anvendelig, synes jeg.

Resultatet er vidunderligt. Intet mindre!

Jeg er vild med den korte, lune poncho, som varmer lige akkurat dér, hvor der er brug for det. Jeg elsker den multifarvede række af festlige grantræer og farvede felter til at bryde. Grantræerne er ikke, som Marianne Isagers er. De er mine og hjemmeimproviserede, men jeg er rigtigt godt tilfreds med denne udgave af dem.

Ponchoen lyser op på en gråvejrsdag og den ser hamrende godt ud til jeans og en ensfarvet tunika, så jeg kommer til at slide den op, er jeg sikker på.

Hold da op, hvor er jeg glad for resultatet og nej, der er ingen opskrift. Overhovedet. Men en idé, du kan hugge. Vær så god :-)

PS – Ponchoen vejer 214 gram og jeg har brugt noget, der ligner halvdelen af nummer to nøgle af Isagers Alpaca. Supersoften har jeg stående på coner og vejer aldrig, så ingen anelse på den front, men det kan altså ikke være mange gram.

Loading...
X