Tag Archive: sommerferie

Jeg har en ferie-udpakning til salg …

Vi er landet hjemme. Klokken tæt ved tre i nat, kørte vi ind på gårdspladsen efter at have været på vej hjem fra ferie siden klokken 9 i går morges, hvor vi vinkede farvel til Anne og pigerne, som tager endnu et par dage i det franske.

Vi måtte hjem og møde hverdagen. Ikke mere slendrian, men sjov med det arbejde, vi begge elsker. Det er nu slet ikke så ringe endda og efter mere end tre uger ude, er det godt at komme hjem igen og se, at alt ligner og mennesker og dyr trives. I morgen tager vi fat. I dag restituerer vi. Vi pakker også ud. Jeg er uhyggelig ringe til at pakke ud. Jeg hader det! Det er derfor, jeg sidder her og skriver…

Ferie med omkørsel

Jeg hader det mere end tyske omkørsler. Faktisk er Umleitung en af mine favoritter, for jeg kender ingen som tyskerne, der kan give en på opleveren, når man dirigeres ind gennem baglandet til en af de lange stræk motorvej, der skærer sig gennem Tyskland på kryds og tværs. Ligesom sidste år, havnede vi i år på en længere en af slagsen ind gennem en smuk del af Tyskland lige syd for Köln.

Sidste år var det en tur, der inkluderede små, pittoreske landsbyer med køer, der passerede gaden, gader så smalle, at vi ikke troede, at vi kunne passere og veje så hullede, at vi nær havde rystet nyrerne løse, men i år var mindre dramatisk. Lige så lang, men med mindre udfordringer var turen denne gang og nu skulle man så måske tro, at det var det, men vi kommer aldrig gennem uden snerten af drama.

Vi havde ikke forventet, at vi skulle ramme en omdirigering af trafikken, som var så lang, at vi kørte på diesel-dampe, da vi endelig nåede ud på motorvejen igen. Seksogfyrre kilometer til næste tankstelle sagde skiltet, så der var nogen, der holdt vejret, mens vi skridt for skridt nærmede os det, der må være light-udgaven af oasen for manden i ørkenen. Vi nåede det og her fra foregik resten af hjemturen helt uden dramatik.

Der er heller ikke megen dramatik over en udpakning, men jeg kan hurtigt få behov for at skabe lidt. Jeg HADER det, men den klarer ikke sig selv. Jeg er den, der er gået. Vi ses ;-)

Godmorgen Dordogne

Godmorgen Dordogne. Jeg har reddet de første to græshopper, der var endt i poolen, lyttet til en – for mig – ukendt fuglestemme og set dug glimte på engen.

Dordogne, Sommeren 2014

Jeg har sat kaffen over, hentet morgenbrødet ind og åbnet alle døre. Jeg har ryddet de sidste rester af gårsdagen af vejen og gjort klar til en frisk start på en ny af slagsen. Jeg har fundet vasketøj frem og forberedt en vask. Jeg har fundet det gamle brød, som skal krydres og forvandles til gode croutoner og jeg glæder mig til ostene, der står på køl og venter på, at resten af huset vågner.

Dordogne, Sommeren 2014

I dag skal jeg lave ingenting. Absolut ingenting. Jeg skal strikke, hækle og lytte til en lydbog. Jeg skal drikke iskold lumumba, spise solmodne tomater og grine med Kenneth og Oline. Jeg skal bade, til huden rynker og jeg skal tørre, til skindet føles, som det sprækker. Jeg skal være til …

Dordogne, Sommeren 2014

I morgen vil jeg lave det samme, fordi jeg kan ♥

På lørdag lander de skønneste og herligste venner ganske få kilometer fra os og vi skal naturligvis ses. Vi glæder os sådan ♥

På mandag kommer pragtfulde Anne og hendes smukke døtre og så bliver verden livlig, sjov og fuld af gode snakke, dybsindigheder og det stik modsatte. Det bliver så dejligt og det har vi GLÆDET os til i snart et år allesammen, så kom an mandag ♥

I dag vil jeg bare glæde mig, fordi jeg kan ♥

Dordogne min søndags længsel

Søndag er insisterende, grå og blæsende, så jeg opgiver udeliv og kaster mig i stedet over køkkenskufferne, som længe har trængt til en overhaling. Jeg tømmer dem ud på køkkenbordet. Deres indhold fylder mere, end jeg har plads til. Så breder jeg mig ud på gulvet også.

Jeg sorterer, kasserer og vasker op og ned, mens jeg undrer mig over, hvordan i alverden vi har fået slæbt det meste af en basar hjem i de få, kompakte skuffer, vi har til rådighed. Jeg er godt i gang, da Kenneth stikker hovedet frem og siger, at han lige har konfirmeret sommerferien.

Pludselig er jeg ikke længere i mit køkken. Jeg er i Dordogne. Jeg kan dufte mark og skov. Jeg kan mærke solen i nakken og jeg husker tydeligt hvor dejligt det er  at sidde ved bredden af Dordogne og nyde gode venners selskab, mens vi beundrer et imponerende fyrværkeri i anledning af Frankrigs nationaldag i sommeren 2013.

Jeg husker sagtens landskaberne. Jeg husker kvæg og fjerkræ, lyden af fårene hos naboen og nydelsen ved både den tidlige morgendukkert og den sene aftensvømmetur med kig til stjernerne.

Dordogne

Oprydning og rengøring af skufferne i køkkenet går pludselig som en leg og da jeg støder på den vilde rosmarin, jeg plukkede dernede, bliver jeg let om hjertet ved tanken om, at jeg skal gense det hele om ikke så forfærdelig mange måneder. Det er virkelig noget, jeg glæder mig til.

Lidt stemningsbilleder fra Nice

Vi har efterhånden været i Nice så mange gange, at jeg kender den gamle bydel, som min egen bukselomme. I dag tog jeg turen derind uden kamera. Jeg havde min telefon med og den kan snildt snuppe et foto eller to, men det tunge spejlrefleks holdt hviledag, ligesom mig. Det afholdt mig nu ikke fra at knipse, så her kommer en stak stemningsbilleder og så fik vi for øvrigt de bedste Galettes og Crepes, vi længe har smagt. En varm anbefaling her fra til Creperie Le Trimaran lige overfor det lille, lokale fiskemarked.

Vi blev sat af på Promenade des Anglais, hvor vi hurtigt fandt en bænk i skyggen. Her sad vi med koldt til svælget og nød udsigten, mens Kenneth fik parkeret bilen. Det var ikke skidt, skal jeg hilse og sige.

Jeg gad altså godt eje en af de her små huse. Ikke for noget vel, men man kan da godt ønske, selv om priserne for en bolig i Nice aldrig nogensinde kommer indenfor min rækkevidde.

Vi brugte det meste af dagen i Nice. Vi har travet masser af kilometer. Vi har brugt lidt penge. Vi har hygget og da vi kom hjem, blev poolen invaderet. Der har vi ligget indtil nu, hvor vi skal have pizza og tomatsalat.

Jeg er den, der er smuttet :-)

Godmorgen og så lige en frisk dukkert

Natten har været fuldstændig uden forstyrrelser og jeg har sovet længe. Først klokken syv slog jeg øjnene op og åbnede skodderne, for at blive mødt af dette syn. Det kan jeg altså virkelig godt lide og det gjorde mig helt glad ned i maven. Sikke en udsigt og sikke en mulighed for at nyde livet. Jeg er meget taknemmelig.

Vi bor på toppen af La Gaude. Absolut øverst, hvor ingen naboer kan kigge ind. Helt og aldeles uforstyrret og med egen pool. Det er en gave, at få lov til det.

Vi har udsigt til Middelhavet og omkring os er der kig til en masse små byer i bjergene og på kysten. Vi kan f.eks. se  Vence og Saint Paul liggende i bjergene overfor os og Cagnes sur Mer og længere væk Antibes, som ligger med fødderne i havet allernederst på vores levende kort over området. Det er meget smukt.

Morgenen er lun. Luften er frisk. Jeg har sovet som en sten og nu mangler bare kaffen, eller…

Burde man ikke lige…?

Jeg tror det. Bagefter venter morgenkaffen og de friske croissanter. I dag er uden andre planer end pool, bøger og grin. Livet er overmåde godt :-)

Ferieforberedelser eller hvordan vi godt kan få fundet vores lederhosen frem i en fart

I går blev jeg mindet om, at jeg kun har otte arbejdsdage tilbage, inden jeg har sommerferie. Det er lidt uvirkeligt og ikke mindst temmelig stressende, fordi der i de ganske få arbejdstimer skal præsteres temmelig meget, men der er ikke så meget at gøre ved det ud over at træde i karakter og trykke speederen i bund, så det har jeg tænkt mig, men ikke før mandag morgen.

I dag har været helliget en god, lang frokost med brasekartofler og spejlæg, hvilket jeg vist ikke har spist i flere årtier, vasketøj, regnbyge med torden og så en smule ferieplanlægning, for som sagt er det jo lige om lidt, vi drager af sted og vi har lovet hinanden, at det absolutte kodeord i år er “stress-eliminering”, så det arbejder vi flittigt på, fordi det er vigtigt. Meget vigtigt.

Vi er blevet ualmindelig ringe til at håndtere stress. Det er en naturlig følge af at have været stressramt uden mulighed for at handle mod eller reducere, så det skræmmer os ikke, men det gør, at vi skal øve os i at huske, at vi faktisk har brug for struktur og forudsigelighed frem for den improvisation, vi ellers holder så meget af. Vi øver os, som jeg siger. Vi lykkes ikke altid, men vi bliver hele tiden klogere, så jeg planlægger lidt mere, end vi ellers ville have gjort.

Den ekstra planlægning betyder blandt andet, at der er bestilt overnatning i Harzen. Jeg har lejet en lille lejlighed midt mellem bjerge og skov, hvor vi skal sove i dejlige, komfortable senge og med morgenmad serveret i lejligheden næste morgen, så vi ikke skal stresse det mindste, men kan nyde at være godt på vej mod slutdestinationen; Reggello i Toscana.

Vi tager os god tid

Faktisk beregner vi tre hyggelige dage til turen. To overnatninger. Den ene altså i Harzen, hvor vi skal bo lige i nærheden af Goslar, som skal have et besøg. Jeg har været der lige omkring 1980 med mine forældre, Annemette og Sanne, som senere endte som fars kone nummer to. Sådan er der så meget, men det skal nu ikke afholde mig fra at synes, at der er meget, meget hyggeligt i Harzen, som er underkendt i helt urimelig grad. Også af mig.

Der er ualmindelig smukt. På vej hjem fra sommerferien sidste år havnede vi i et af de utallige og nærmest endeløse vejarbejder på A7, men denne gang blev vi ledt af motorvejen og dybt ind i Harzen, inden vi igen endte på A7, men adskillige kilometer nordligere. Der blev jeg mindet om, at der er smukt i Harzen. Det var også på den tur jeg besluttede, at vi skulle udforske delstaten lidt mere engang. Det bliver ikke for alvor i år, men lidt er bedre end ingenting og jeg glæder mig allerede.

Overnatning nummer to ligger ikke fast, men bliver det ikke her (det håber jeg nemlig, at det gør, for det er da bare for fedt!)  i denne omgang, så står hotellet altså på min ønskeliste til en kæresteferie engang.

Novasols rotterede

Nogen gange lever ferien ikke op til den forestilling man har. Det kan sagtens handle om, at forventninger skal justeres i forhold til virkeligheden, men jeg er sådan et menneske, som ikke gør meget andet end være til stede i nu’et, nyde og så er jeg vel – i virkeligheden – ikke så vanskelig at gøre glad og tilfreds. Jeg véd, at verden i løbet af splitsekunder kan se helt anderledes ud end for et øjeblik siden og jeg véd, at det handler om, at nyde, sanse og leve, mens man gør det. Jeg øver mig hver eneste dag på at gøre netop det.

Jeg véd, at Norge er ramt af en tragedie. Det er frygteligt og jeg tænker meget på, at der sidder mennesker nu, som har mistet og stadig ikke helt forstået.

Jeg véd også, at Afrika er ramt af den værste tørke i mere end 60 år.

I Norge er mere end 100 mennesker døde. I Afrika er mere end ti millioner mennesker ramt af mangel på mad og vand.

Alt det og mere til er det lykkes mig at opsnappe gennem de sparsomme huller af tv, jeg er kommet i nærheden af i Frankrig. Jeg har haft travlt. Travlt med at være ked af det, frustreret, bange og optaget af at holde sammen på mig selv, for at kunne holde sammen på resten af familien. Vi fejler ingenting, men vores ferie viste sig at være Ferien Fra Helvede. Måske det rene ingenting sammenlignet med alt det andet, der er sket i verden, men ikke desto mindre to uger, jeg skal bruge tid på at fordøje.

Vi er hjemme nu, takket være hende her…

Annemette stod i Flensborg i silende regn tæt på midnat og ventede, da vi kørte ind på pladsen foran Hertz og kunne parkere den lejede bil, som endte med at bringe os hjem. Den måtte køre til grænsen og ikke over. Der stod hun og ventede med en varm bil, varme knus og sikker sidste trehundrede kilometer, inden vi ramte hjemmet ved tretiden i nat.

Undervejs har vi været gennem det, der skulle vise sig at være et total rotteinvaderet feriehus. Vi er konfronteret med et Novasol, som syntes, at det er i orden at byde deres gæster at måtte vente fem dage på at blive flyttet og for øvrigt ikke giver noget, som fortjener betegnelsen service, når man har brug for det, men i stedet smækker røret på, når de synes, at man bliver for insisterende. Jo! De smækker virkelig røret på. Vantro er ikke for stærkt et udtryk at bruge om mit ansigtsudtryk, da vi oplevede det.

Vi sov kun sparsomt den første uge og kun om dagen. Om natten blev huset levende. Alle steder var lyden af kradsende, bidende rotter. I vægge og på taget. Allevegne. Novasol brugte fra tirsdag morgen til lørdag aften på endelig at få installeret os et andet sted. Ingen undskyldning, ingen kompensation, ingen opfølgning og absolut kun arrogant og flabet afvisning fra den danske hotline, hver eneste gang, vi var nødsaget til at ringe til dem. Aldrig nogensinde har jeg oplevet noget lignende og naturligvis ønsker vi en uddybende snak med Novasol nu, da vi endelig er hjemme igen.

Det er efter min bedste overbevisning ikke mig, der skal tage kontakt efter sådan en oplevelse. Det er Novasol, som undervejs må følge op og sørge for, at jeg er en glad og tilfreds kunde, nu de vælger at bruge vores første ferieuge på at ignorere, at de har installeret os i noget, som under ingen omstændigheder kan være ukendt for dem, medmindre huset har stået aflåst lige indtil det sekund, vi valgte at stikke nøglen i døren. Det tror jeg næppe er tilfældet. Vi blev endelig flyttet lørdag, som er skiftedag hos Novasol. Det kunne ligne en tanke.

Et betalt hotel i ventetiden havde ikke været for meget.

For øvrigt er huset lejet ud resten af sæsonen. Mon de har fundet alternativ til de gæster, som skulle overtage huset i går klokken 16? Det håber jeg og jeg er spændt på at høre, om vi er enige om, at vi naturligvis ikke skal betale en øre for en uge i et hus, som var fuldstændig invaderet af rotter og derfor ikke bød på ret meget af det, vi havde drømt om i forbindelse med denne feriebolig. Forudsat er selvfølgelig, at vi overhovedet kommer i kontakt med dem. Det sidste har nemlig vist sig, at være overordentlig vanskeligt.

Lørdag blev vi som sagt flyttet. Tirsdag i denne uge var der et frygteligt regnvejr og Kenneth var involveret i et biluheld. Han endte sin køretur i bagenden på en lastbil med hænger. Han slap med skrækken, men bilen blev smadret til ukendelighed.

Når vi ikke sloges med Novasol, brugte vi tiden på at prøve at finde en løsning på noget, som kunne være endt meget værre, end det gjorde, men alligevel var helt unødvendigt.

Hjemmefra havde vi ringet og talt med vores forsikringsselskab. Vi ville være ethundrede procent sikre på, at vi var dækket helt og aldeles ind ved alle former for tænkelige og utænkelige uheld. Kvinden vi snakkede med forsikrede os om, at det var vi. Vi gentog mere end én gang, at vi ville være helt sikre. Hun sagde, at vi trygt kunne køre afsted i retning af Frankrig. Vi var dækket ind på kryds og tværs.

Vi var ikke dækket ind på kryds og tværs. Faktisk knapt på kryds. Vi troede, at vi havde forsikringen til en bugsering til Danmark. Vi troede, at vi havde forsikringen til en erstatningsbil. Vi troede så meget og havde i sidste ende ingenting.

Vores bil står hos en sydfransk automekaniker i Saint Maxime, som havde en nabo, som kunne lidt engelsk. Sammen fik de og Kenneth skruet en aftale sammen. Om et par uger er bilen repareret og klar til at blive hentet. Hvordan? Gid vi vidste det.

Hertz havde én bil, som måtte køre til Flensborg og ikke én kilometer længere. Lise, som er ansat hos Hertz, gjorde en forskel. Hun har forstået, hvad service og ikke mindst empati og medmenneskelighed er og en skønne dag må jeg takke hende. Hun var utrættelig og endte med at finde den bil, som kunne bringe os tæt på hjem. Der fra tog Annemette over.

Det hele blev løst, men det kostede kræfter og nattesøvn. Det var aldrig gået uden Annemettes utrættelige hjælp og støtte herhjemme fra. Jeg græd af lettelse i nat, da jeg så hende stå i regnen ved Hertz i Flensborg og vente på os. Når jeg har sovet en nat, vil jeg gerne vide, hvor man kan bytte en brugt sommerferie. Tak.

Loading...
X