3

Har du set min indre hippie?

Nogle dage ligner mit liv en endeløs række af pligter, ønsker og huskelister, som jeg aldrig når at se enden af… Nogle dage tvivler jeg endda på, om det er min sunde fornuft der er gået fløjten og jeg måske, i et øjebliks vildskab, har gabt over en for stor bid af kagen. Jeg vil jo så gerne have det hele med.
De fleste dage er gode dage. Dage hvor jeg tager tiden tilbage, genfinder roen og finder stor nydelse i, at tingene lykkes. At jeg når.

I morgen, den 24. oktober, er af den internationale tænketank, Simplicity Forum, udråbt til Take Back Your Time Day. Verden over opfordres vi til at markere dagen ved ikke at stresse, men i stedet tale med hinanden om hvordan livet kan leves mere enkelt.

Ja, jeg ved det. Det lyder lidt hippie-agtigt, men måske gemmer der sig også en hippie i bunden af mit hjerte… Et mindre forbruger-orienteret liv ville måske ikke være så ringe… Et simplere liv, med vægten lagt på at nedtone dramaerne og i stedet holde fokus på de vigtige ting her i livet, såsom familien, vennerne, kærlighed, nærhed og indre balance…

Ja, intentionerne er gode nok, men virkeligheden lever sjældent op til de glansbilleder jeg får malet. Med en hund der stikker af ud over villakvarterets parceller, bacon der langsomt forkulles på panden og ældste der kaster op igen og igen, er det svært, for ikke at sige umuligt, lige at finde overskud til at fokusere på et enklere liv – det kan ikke blive meget enklere – det er et spørgsmål om at overleve i en grum, grum verden… ;-)

Du vil sikkert også kunne lide