Hver morgen bliver jeg kysset, krammet og så lige kysset lidt igen… Det bli’r jeg af to smukke unge drenge, som er glade, livlige og utrættelige i deres brydekamp med livet. Begge to farer hen til vores hoveddør og falder næsten over hinanden, for at komme først ind og kysse godmorgen. De er begge udfordret mere end amindeligt i forhold til livet, men de skønneste unger jeg kender og jeg ELSKER deres savlekys og varme kram…
Hvad jeg til gengæld er lidt overfølsom overfor er den nye kultur der i de senere år er opstået som en følge af den frankofile bølge der indtog Danmark i sen-firserne. Først kom cappucinoen, Beaujolais Noveau og bocciaen og nu står vi midt i kindkysnings- og omfavnelseskulturen og der er desværre ikke medsendt svarskema med valgmuligheder. Man deltager eller er mærkelig…
Hvad gør man når en perifer bekendt, man møder på gaden, breder armene ud og nærmer sig med et kælent: ???Hej søde…???? Hvordan trækker man diskret kinden til sig? Hvordan undgår man de fangarme som allerede har indtaget krammestilling? Svaret er, at det gør man slet ikke… Der er jo ikke spor af tvivl om hvem der er mest trendy her, vel…
Det er ikke mig, der forgæves kæmper en kamp for at undgå overfaldet…
Næ nej… Jeg er nu nærmest blevet et underligt fortidsuhyre, som betragtes med mistro og undren. Jeg må jo være ualmindelig kold og måske en smule utilregnelig, når jeg ikke kaster mig glædesstrålende over alle og enhver, præcis som en siciliansk mama med en kyssekreds på størrelse med Ålborg og omegn.
Jamen det er da utroligt så mange der frivilligt nusser tæer, kysser kinder og nulrer næser uden at have et dybere kendskab til hinanden. Egentlig kan det undre mig, at mine nærmeste altid bare vælter ind af døren med et hej, uden at begynde at belemre mig med kys, kram og nulren mens jeg (ærlig talt) føler mig meget tættere med dem end med de andre, som forventer jeg frivilligt stiller om til intim fysisk kontakt efter at have mødt dem til et selskab engang for 2 år siden…
Nå, hvorom alting er, så er her et godt råd til dem der (naturligvis i al hemmelighed) ligner mig på dette område. Det er RET utrendy at stikke hånden frem til et goddag, når man efterfølgende får den i klemme i en omfavnelse, så… Enten holder man sig på sikker afstand – dette KAN inkludere at man må finde bakgearet – eller man holder gulerødderne i lommen, mens man smiler anstrengt og lader sig kysse og kramme af gud og hver mand…
5 kommentarer
Liselotte
21. november 2003 at 23:26Jeg har ikke det mindste imod at kramme, men med mennesker som jeg overhovedet ikke kender bliver det alts? lidt kunstigt. For mig er et kram intimt. Jeg inviterer nogen ind i mit personlige rum – og der kommer alts? ikke alle og enhver. Der kommer dem jeg holder af.
Perifere bekendtskaber som vil dyrke b?de kram og kindkys overskrider mine gr?nser og det er n?r dette ikke repekteres, at jeg irriteres – for ellers er skikken ganske charmerende :-)
Henrik Stidsen
21. november 2003 at 22:29Er helt enig med dig. Jeg synes det var utroligt m?rkeligt at komme p? bes?g hos en jeg aldrig nogensinde havde m?dt f?r (en fra min klasses k?restes mor) og hun s? krammer goddag…
mojo
21. november 2003 at 19:34En lidt m?glende kommentar: Jeg er imponeret, m?ske ligefrem fascineret over begge typer kropssprog, hvordan man i forskellige folkeslag ytrer som om det samme, p? s? vidt forskellige m?der. Og jeg t?nker: Mon ikke man kan finde en gylden middelvej og tr?de lidt p? den. Jeg mener, n?re venner som “blot” hilser med en hurtigt nik, kan blive en smule tomt, samtidigt med, at folk i periferien der vil lave mere end a-krammere, er p? gr?nsen til det for-meget-v?rende. M?ske er der ikke nogen gylden vej. M?ske skal de to hilsen-typer m?ske blot lidt oftere bytte plads, s? jeg herre-krammer dem t?t p? mig, og i v?rste tilf?lde nikker til dem som jeg overhovedet ikke kender?!
Liselotte
21. november 2003 at 16:52Ja, i grunden har du s? evigt ret, men… Man bliver bare s? skide ensom af at g? og sl? folk, s? i stedet er jeg blevet enormt god til at bakke… S? har alle ligesom v?rdigheden i behold, men underlig skik syn’s jeg nu stadig det er… ;-)
OA
21. november 2003 at 16:34En velplaceret lussing burde kunne klare den slags tiln?rmelser – eventuelt akkompagneret af et “Jamen, fr?ken* Jensen* dog!” :-)
*) erstat med relevant titel og navn