Av… han kigger…

Det år jeg var fyldt 7, ønskede jeg mig brændende en helt speciel dukke i julegave.

Juleaftensmorgen blev fristelsen for stor, så i ly af morgenmørket gik jeg på jagt efter julegaverne, som julemanden naturligvis, som altid, havde efterladt, så mor kunne sørge for de kom under juletræet til aften. Efter lidt søgen, fandt jeg dem endelig. Jeg fandt de pakker, som kunne matche størrelsen på det jeg ønskede mig allermest og begyndte at studere til- og fra kortene.
Endelig! Der var en pakke som var til mig og størrelsen passede…

Jeg vurderede situationen og enedes med mig selv om, at på nuværende tidspunkt måtte julemanden alligevel enten have enormt travlt eller, i bedste fald, være returneret til Nordpolen. Mine forældre og min søster sov stadig. Der var helt stille. Hvis jeg nu bare kunne komme til at kigge i den pakke… og jo! Mindsandten om ikke der lå den yndigste dukke og kiggede op på mig…

Forestil jer mit chok nogle år senere, da jeg endelig hørte sandheden om julemanden.
Sikke en ydmygelse…

Da jeg fik børn, besluttede jeg hurtigt, at det var vigtigt for mig, at de kendte sandheden om julemanden. Børn skal ikke være overladt til egne fantasier, når det kommer til ham! Da de var omkring 3 år gamle, satte jeg mig sammen med dem og fortalte dem sandheden råt for usødet – den slags skal man ikke spøge med… ???Nu skal du høre; jeg vil fortælle dig sandheden om julemanden. Jeg ville ønske at mine forældre havde fortalt mig sandheden, da jeg var i din alder. Alexander (eller Oline, da det var aktuelt), Julemanden ved ALT.???