En ambulance? Så gerne…

Scene: En forstad til Ålborg natten til mandag – klokken henved 3…
Plot: 1 stk. multihandicappet, sjasket og på det nærmeste ikke-åndende barn skal fragtes til det lokale sygehus af en, via vagtcentralen, rekvireret ambulance. Lige nu diskuteres om kørestolen kan medtages i ambulancen…

– Nå men vi gjorde bestemt opmærksom på, at det var vigtigt at I kunne medtage den, for det er det eneste han kan sidde i, hvis hans luftveje skal være nogenlunde fri. De lovede inde på vagtcentralen at det ikke ville udgøre noget problem.
En af de 2 unge falckreddere træder endelig i karakter, eller i hvert fald træder han frem…
– De kan fandeme da love lige hvad de vil. De ved ikke en skid om hvad vi kan have med i denne her ambulance og den der ka’ I godt glemme!

Her eksploderer noget inden i manden. Han beder med stille, men meget bestemt stemme de to unge falckreddere om at forlade hans matrikel. Da de ikke umiddelbart efterkommer hans ønske får de følgende besked:

– Er I søde at forlade stedet. Jeg kører selv mit barn på sygehuset. Vi SKAL bruge den kørestol og da I ikke er samarbejdsvillige endsige har bare et minimum at høflighed gemt i ærmerne, kan I betragte jer selv som frataget opgaven. Farvel!

De 2 unge mænd står rådvilde indtil manden med skinger stemme beder dem skride, NU! Så går de endelig tilbage til deres ENORME ambulance (med plads til rundt regnet en hel somalisk familiesammenføring, men der er sikkert regler for brug af ambulancer) mens de bander og svovler. Så meget for at huske at de repræsenterer en autoritet…

Efterfølgende sidder de usikre inde i ambulancen og diskuterer hvad de nu skal gøre. De sidder passive og iagttager at vi nu kæmper med både at hjælpe drengen med at få vejret, få ham placeret ordentligt og forsvarligt i bilen og desuden få læsset den omtalte kørestol. De sidder passivt og iagttager et par usikre og bange forældre, som i en fart prøver at komme ind på sygehuset med et barn som efterhånden er blå om både læber og fingernegle men de gør ingenting. Da far og søn forlader matriklen og kører i retning af sygehuset forlader ambulancen endelig stedet…

Hvorfor er det lige, at de ikke vælger at være smidige og aftale med os, at de fragter sønnike – de har jo ilt i bilen og det har han klart brug for – og så lader far køre bagefter med kørestolen, hvis de virkelig ikke kan/må medtage den?
Hvorfor er det, at de vælger at sidde passive og bare iagttage?
Hvorfor ulejliger de sig ikke med at forklare os hvorfor den kørestol ikke kan medtages?
Hvorfor har de valgt det job?
Hvor var deres mor forøvrigt dengang de skulle have haft et helt grundliggende kursus i almen dannelse og en smule høflighed?

PS – far og søn er hjemme igen. Der var alt for meget virus og skidt til at det var sundt at lade sig indlægge – så vi klarer den hjemmefra med ilt, sug og jeg-skal-komme-efter-dig…