Cykler og menneskerettigheder…

Yngste imødeser en Livø-koloni med skolen med største skepsis…

Hun – som i de, altså børnene – skal cykle omkring på øen, men der er bare en hage ved det… Yngste kan ikke cykle. Det underlige barn har kunnet tale ganske glimragende siden sin 1-års fødselsdag. Har læst bøger siden 4-års alderen, men kan altså ikke finde motorik til at holde balancen på en cykel – eller måske handler det i højere grad om manglende tålmodighed og evnen til at erkende, at ikke alt er lært på under 3 minutter. Under alle omstændigheder havde hun en lille snak med far til aften. Han insisterede nemlig på, at det er en ganske glimrende og tilmed praktisk ting at kunne cykle, hvilket hun bestemt ikke var enig i.

– Hvis du nu kunne cykle, kunne du jo komme langt omkring på meget kort tid…
– Jeg går bare! Jeg kan gå stærkt!
– Jo men… jeg synes altså at vi skal øve det… (IGEN, siger mor så… for det er bestemt ikke fordi det ikke er forsøgt lært gennem de sidste mange år)
– Jeg er ikke interesseret…
– Nej, men det skal du altså!
– Godt så! Hvis du har det helt fint med at blive meldt til FN’s Børnekomission, for du overtræder faktisk loven. Man skal tage hensyn til barnets interesser. Det står der selv i den… at du bare ved det!

Far forklarer yngste at han gerne stiller op i Haag for Menneskerettighedsdomstolen for overtrædelse af både det ene og det andet, men på én betingelse. Dommeren skal tilbringe én uge sammen med yngste inden han afsiger dommen.
Far betragter sagen som vundet – og mor er enig…