Pandeben, øjesten…

Og så var der jo den sene aften på bureauet. Jeg var lånt ud fordi de havde hårdt brug for ekstra hænder i forbindelse med et større projekt, som skulle laves færdig. Jeg var blevet placeret inde i et hyggeligt hjørne på tegnestuen, som lå helt oppe under taget lige overfor Vor Frue Kirke inde i Nørregade. Et herligt sted med masser af hygge og atmosfære indrettet i en gammel herskabslejlighed.

Denne aften var alle andre end jeg og chefen forlængst gået hjem. Jeg sad inde på tegnestuen da han kom ind forbi for at se hvordan det gik. Vi kendte hinanden rigtigt godt. Havde mere end en gang gjort hinanden glade med sjov, fest og ballade. Der var god kemi og samtidig var han min chefs bedste kammerat, så vi sås ofte og i en masse forskellige sammenhænge.
Han var en meget karismatisk personlighed, som mere end en gang havde overvældet omgivelserne med sin store livsappetit. Han var svær at hamle op med og havde talent og ry for at kunne drikke, hore og spise enhver under bordet.
Jeg kunne følge med, når han gik i gang – og den slags gav jo lidt ekstra respekt…

Efter en lille hyggesnak, et par grin og et glas vin, sagde han at han ville smutte ind til sig selv og arbejde videre og det var fint med mig. Jeg havde mere end rigeligt at gøre.

Nogle timer senere skulle jeg på toilettet. Nu var det her en gammel herskabslejlighed og det oprindelige toilet var bevaret og meget charmerende. Jeg skyndte mig derud og havde lige sat mig til rette, da jeg pludselig hørte en stemme henne fra bagvæggen…

– Hva’… når du er færdig der, kommer du så ikke herhen og leger?

Og der sad han så… I badekarret, splitterfornøjet… og når jeg nu siger splitterfornøjet, så mener jeg virkelig at alt på den mand strittede af bar fornøjelse…

Lidt befippet over sådan at blive taget med bukserne nede – om man så må sige – svarede jeg i en fandens fart, at den slags pjat havde jeg da virkelig ikke tid til og at han måtte klare begejstringen selv, hvorefter jeg nærmest løb ud fra badeværelset og tilbage ind på tegnestuen, hvor jeg så sad musestille og spekulerede på hvordan jeg skulle komme igennem de næste mange timer med ham siddende inde ved siden af – og så med al den begejstring. Min hjerne producerede i imponerende fart en samling ganske ekstremt bekymrende billeder af hvad der kunne nå at ske fra nu af og indtil rengøringspersonalet indfandt sig i morgen tidlig, hvorefter jeg marcherede ind på hans kontor fast besluttet på én gang for alle at få stoppet tiltag af denne art nogensinde mere – i al fremtid – sådan…

I første omgang kunne jeg ikke få øje på ham, hvorefter jeg konkluderede, at han sikkert fortsat festede med sig selv som bedste selskab ude på badeværelset. Sekunder senere fik jeg øje på hans sko… og derefter resten af ham – liggende i dyb alkoholbedøvet-og-nærmest-bevidstløs søvn inde under skrivebordet.
Jeg pirkede til ham – endda temmelig hårdt – kun for at konstatere at manden var tæt på at være bevidstløs og i hvert fald ville han de næste mange timer være fuldstændig harmløs hvorefter jeg skyndte mig at binde hans snørebånd godt og grundigt sammen – helt sikker på, at de ville forhindre yderligere overgreb, hvorefter jeg returnerede til tegnestuen og min opgave.

Næste morgen faldt den uheldige mand og slog panden i kanten af sit flotte, flotte skrivebord og der var på bureauet udbredt undren over hvordan pokker det kunne ske, men en rigtig forklaring fik man aldrig…