Kloge Halfdan…

Herhjemme er vi ret glad for Halfdan Rasmussen – både store og små – og vi læser med stor fornøjelse hans vrøvl og vers, mens vi griner og græder over alt det som overgår alle mennesker med mellemrum.

Forleden fik vi fat i nedenstående og sandheden der ligger gemt deri, var værd at gøre noget ekstra for at eksponere, så yngste og jeg satte os med kardus og farveblyanter, mens vi gengav følgende:

Noget om det søde og sprøde…

En klovn, en tenor, en fyrstinde,
var trækplastre i “Cirkus Bell”.
De elskede begge to hende.
Hun elskede bare sig selv.
For klovnen var slet ikke sød nok,
tenorens stemme ikke sprød nok.

En dag var de alle til gilde.
Tenoren sprang ud i en dam.
Fyrstinden fandt ud af, for silde,
at hun netop elskede ham.
Thi kvinderne har det som mændene.
De elsker det tabte så brændende.

Fyrstinden gik ud for at lede,
men fandt kun sin elskedes stok,
en klovnhat, en dolk og en skede.
Så gik hun til klovnen, det pjok,
og spurgte ham, nedbrudt af kvalen,
hvor han havde gjort af rivalen.

Alvorligt talt, hulkede klovnen,
og tog sig en halv liter sød.
Jeg lae ham til tørre i ovnen,
så nu er tenoren vist sprød!
Så drak han en halv liter sød til
og hængte sig, det var han nødt til!

Nu sidder fyrstinden og mindes,
de to allerkæreste mænd.
Og hvis en moral skal udvindes
af sorgerne, da bli’r det den:
at elske de relativt søde
og sprøde, før disse er døde!