Hverdagsdokumentarmeddramaiogsår’n…

Og ku’ det så snart få en ende…?

Nogle dage ender i store marathon-agtige øvelser i at overleve mit liv og det lykkedes igen i dag. Om det er godt eller skidt, har jeg endnu ikke besluttet…
Nå ja, så skal det vel heller ikke lyde værre. Livet er jo skønt, sprødt grønt og fyldt med alt det gode, men frøken sanselig og hende der er med på den værste er for øjeblikket erstattet af noget der ligner halvdelen af en trafikulykke – med feminint (Argghhh) let krøllet hår, som vender i alle retninger uden at skulle. Frisøren blev obstrueret af en stadig og konstant feber/ikke feber hos ældste.

I dag fik vi så endelig forklaringen og faktisk kommer jeg lige fra sygehuset, hvor han og faderen fik æren af at indlogere sig først på dagen. En lungebetændelse som har snydt fagkundskaben. Den havde “gemt sig” og her kommer allerede første undren, for hvordan f*nden kan en lungebetændelse på størrelse med en mindre naturgrund nær Utterslev Mose gemme sig for en professionel læge, som adskillige gange gennem årene har diagnosticeret barnets lungeinfektioner? Hmmm…
Dernæst mener “man” så, at det er passende med et ordentligt skud penicillin – og det besluttes, at det skal gives intravenøst, hvorfor den tapre landsoldat nu ligger med drop og ligner en ulykke, for de havde jo lige “glemt” at drengens årer ikke er det mindste samarbejdsvillige og klapper sammen ved mindste kontakt med en nål. Det krævede adskillige forsøg at få droppet installeret, hvorfor han ikke er i stand til at holde på en hemmelighed nogle dage frem – den ville sive lige igennem…

Nå… ældste har fået lovning på at kunne overnatte hjemme, så det er forhåbentlig kun et spørgsmål om tid inden han vender hjem på matriklen. Så kører vi selv ud på sygehuset de par gange i døgnet der skal til for at få penicillin-skuddet resten af weekenden. Hellere det end at skulle tage “permanent” ophold derude – så go’ service holder de sig heller ikke…

Jeg håber på en “rolig” weekend – og ønsker dig det samme :-)