Yoga… på den søvnige måde…

Altså meget kan man mene… men yoga er sgu okay.

For mange år siden gik jeg til yoga inde i Købmagergade.
Det var MAJET eksotisk… eller hva’ vi nu skal kalde det. Læreren hed så vidt jeg husker Thorkild. Han bar sari med en naturlighed som vakte min allerdybeste beundring – specielt fordi han så ganske aldeles latterlig ud.
Thorkild havde arrangeret for os, når vi ankom. Der var blafrende stearinlys i de utætte vinduer, røgelsespinde, der spandt os ind i et fortvivlet men uundgåeligt duftspor i retning af Bombays bedste butikker. Musikken var klagesange fra det yderste østen og gerne akkompagneret af Thorkilds dybe, men meget lidt melodiøse stemme. Og altsammen til ære for os… hans yoga-sjæle.

Thorkild sagde altid, at yoga fremmer spirituel bevidsthed, gav os sjælefred, bedre koncentration og ikke mindst større smidighed – ???og den slags er befordrende for et godt sexliv piger???, efterfulgt af et sari-indsvøbt og lettere underligt blink og en pikeret latter.

Der blev bukket, strakt og forstrakt inde hos Thorkild. Altsammen i en stemning af lettere eufori… eller var det måske røgelsen der fik os til at føle os lette og sanselige, mens vi strakte muskler af led, som vi slet ikke var klar over vi havde.
Efter at have gennemgået vores asana-program, afsluttede vi med en serie pranayama øvelser, som udløste en afmægtig men meget behagelig træthed. Det vidste Thorkild og hans piger skulle have det godt, så vi afsluttede hele seancen med en åndelig rejse. Guidet af Thorkilds dybe stemme, fik vi lov til at lade vores legemer hvile og ånden vandre. Liggende på gulvet, med hvert vores tæppe, gled vi over i en anden bevidsthedstilstand.

Min var tilsyneladende mere larmende end de andres. Thorkild bemærkede, at jeg måske skulle overveje at lade være med at sove helt. ???Du snorker nemlig…???, og den slags kan man ikke sidde overhørig. Jeg kunne ikke lade være med at falde i søvn, men jeg kunne da lade være med at dyrke yoga.

Jeg savner det faktisk lidt…