4

Lørdagskaffe…

image Lørdagens program venter forude, men det haster ikke mere end at der endelig er tid til at sidde her og læse lidt weblogs. Jeg er kommet ganske og aldeles bagud, så med kaffe og nysgerrighed sidder jeg og læser. Det er hyggeligt og der er heldigvis ikke sket store katastrofer nogen af de steder jeg plejer at komme.

Utroligt, som det kan kræve kraftanstrengelser at komme gennem dagene, men når det så ser ud til at ende, er det glemt og i stedet indfinder følelsen af veltilpashed sig med det samme. Det er dejligt og jeg er taknemmelig for, at det er på den måde. Derfor sidder jeg nu og hygger mig med alle de gode weblogs derude…

Jeppe er et af de gode eksempler på, at selvom tingene går grueligt galt og i hvert fald helt anderledes end man havde tænkt, behøver det ikke ende i gråd og klynken. Han er den sjoveste fætter og lige nu rejser han og er blevet bestjålet. For alvor. Men han griner og kommer videre. Tager det som en oplevelse og finder alligevel glæde i alting. Et livsstykke, er han. Jeg nyder at læse om hans rejse.

Snuf køber power-tools og gør sig snart som hjemmebygger. Jeg er helt sikker, for den mand er altid i gang med at udfordre sine hænder. Nu bor han jo oppe ved de store skove, så jeg regner med, at vi engang med tiden vil kunne læse, at han nu er gået i gang med at snedkerere sit eget smukke træhus. Eller en badstu… eller… Bare vent…

Javist er vist endt i et par shorts og uden en solid knæstrømpe går den slags altså ikke. Ikke i oktober altså…

Frederikke maner, som altid, til eftertanke og gi’r lyst til at kunne hele, lindre og kramme, men processen er hendes. Hendes helt alene, men hun deler lidt af den med os. Det er flot og modigt og jeg syn’s hun er fantastisk. Hun kommer igen, for fuld styrke. Vær vis på det.

Oveni dem, er der så alle de andre, som allesammen kan fortælle om alt det livet består af. Uden den store dramatik er endnu en uge forsvundet og forhåbentlig venter alletiders weekend lige om hjørnet. Jeg vil tage hul på min nu og rigtig god fornøjelse med din :-)

Du vil sikkert også kunne lide