Anløbne minder…

Engang var jeg til bryllup i en lillebitte kirke oppe i nordsjælland. Brudgommens bedste ven var præst deroppe og skulle naturligvis vie parret.

Kirken var smukt pyntet med sommerens smukkeste flora bundet i lange, smukke guirlander, som hang overalt hvor man lod øjet hvile et øjeblik. Oppe ved alteret stod en nervøs men fattet gom, som snart fik selskab af hans gode ven, præsten. De ventede andægtigt på bruden, som snart efter ankom i smuk brudekjole, slør, myrter og det bredeste smil i verden. Hun var mere end klar til at sige ja, for hun havde ventet i mange år på dette øjeblik.

Ceremonien var smuk. Præstens tale var meget personlig og vakte genklang dybt i sjælen på de fleste, selvom det krævede mere end almindelig koncentration at lytte fremfor at fokusere på hans meget sorte og meget nøgne tæer, som stak ud under præstekjolen. Lidt alternativ var han jo og efter vielsen smed han præstekjolen og afslørede et par afrevne cowboyshorts og helt almindelig glæde ved en flaske øl… i Guds hus. Forfriskende.

Efter ceremonien blev hele selskabet, som talte rigtigt mange mennesker, kørt i busser ind til Søpavillonen på Gyldenløvesgade med kig ud over Peblingesøen.
Smukt var der og menuen den aften var uovertruffen. Der var kun det bedste af det bedste. Champagne, østers, trøfler og russisk kaviar. Der var underholdning af gæster fra nær og fjern, smukke taler og aftenens højdepunkt var et smukt fyrværkeri over Peblinge Dosseringen til ære for det lykkelige brudepar, som slet ikke kunne få nok af hinanden den aften.
Efter maden var der levende musik og der blev danset til den lyse morgen, hvor vi begav os hjemad ad morgenstille og sommerlyse gader. Stille gik vi gennem den smukke København og talte om, at det havde været en helt igennem fantastisk dag, som vi aldrig ville glemme.

Vi glemte den aldrig, men mindre end 1 år efter denne storslåede dag, var parret skilt og lå i intens skyttegravskrig med hinanden. Gud ved om de husker dagen som lige så fantastisk eventyrlig, som jeg gør…