Nå ja… naturligvis…

???Og skal vi nu være helt ærlige, så går vi vel allesammen rundt med en snert depression, som med fordel kunne behandles med Fontex. Ikke sandt????

Og sådan er der jo immervæk så meget her i livet, som med lethed kan trykke stemningen en anelse.
Hvis jeg må komme med et beskedent forslag, så er det ikke den allerbedste indledning jeg har hørt på et to-timers foredrag Hr. overlæge og psykiater med 30 års erfaring indenfor psykiatrien, men lad nu bare det ligge.

Jeg kan undre mig over, at man kan være fuldstændigt immun overfor de signaler tilhørerne sender, men jeg er ikke bleg for at indrømme at det bekymrer mig mere end gennemsnitsligt, når det er en psykiater som optræder med lammede antenner og end ikke fatter budskabet, når kun halvdelen af publikummet returnerer efter pausen. Ikke at den slags småting skal afholde en lærd mand fra at docere og det var da heller ikke tilfældet i aften. Langt fra, må jeg vist tilføje.

Som aftenen skred frem voksede også talerens selvtillid og den toppede, da han uden skyldfølelse sagde, at man jo ind imellem er nødt til at medicinere massivt, bare for at gøre et eller andet ved de håbløse tilfælde.

???Selvfølgelig smider vi lidt placebo på bordet, når levertallene bliver for høje…???

Efter en omgang intens volapyk gled jeg langsomt ned af stolen og fandt i en pokkers fart døren ud i den friske luft, som i den grad var tiltrængt. Jeg tænkte stille, at det også er en kunst, at kunne leve op til de fordomme der i forvejen eksisterer om psykiatere. Han mestrede det til fulde og skulle faktisk have haft en medalje for den fine præstation.

PS – han var fra København… så tag jer i agt, ovre på øen…