Åh, den duft minder mig om…

Min første parfume var 4711. Min gavmilde farmor forærede mig en rest i et øjebliks gavmildhed. Duften var hendes og jeg kan endnu huske hvordan flaskens facetter kunne næsten skære sig ind i håndfladen, når jeg for gud ved hvilken gang skulle tage et snus. Den duft vil for altid være farmor for mig.

Jeg var slet ikke gammel nok til at bruge parfume. Det var jeg ikke, fordi det hele starter med parfume, så make-up og røde negle og pludselig barberer man ben, kysser drengene og alt det leder direkte til sex. Parfume var forbudt, men jeg elskede den.

Mor duftede af læbestift, Nivea og når hun skulle ud Chanel No5, som også for altid vil være forbundet med mindet om hende, når hun kom ind for at sige godnat, inden hun og far tog afsted til fest. Hun var så smuk. Perlekæden om halsen, fantastiske kjoler og et velsat hår, pyntet efter alle kunstens regler. Den sidste duft der forlod mig, var duften af hendes læbestift, som havde sat aftryk på min kind. Den duft faldt jeg i søvn til.

Senere blev det Charlie mor brugte og som jeg i et ubevogtet øjeblik, inden jeg skulle i skole, kunne pakke feromonerne ind i. Mor opdagede det vist aldrig, men hun har heller ikke nogen lugtesans, så det var nemt at snyde sig til lidt sofistikeret kvindeduft, inden skolen.

Pludselig blev det så til Yves Saint Laurents ???Rive Gauche???, som i lang tid var min foretrukne duft. Duften minder mig fortsat om den halvskumle vintereftermiddag jeg mistede min mødom til Jørgen, mens hans forældre sad inde ved siden af i stuen og højlydt diskuterede eftermiddagens tv.

Efter den blev det til Anais Anais, som gennem hele min gymnasietid var den absolut foretrukne. Jeg tror størstedelen af de ålborgensiske teenagepiger duftede af den, for den var en fuldtræffer og den kan i dag pirke til minder om heftige diskoteksnætter, black-out en nytårsaften for længe siden og så selvfølgelig Helles helt fantastiske aflevering af aftenens totale maveindhold på en bardisk inde i centrum.

Efter de dufte blev jeg illoyal. Jeg brugte i flæng og havde egentlig ikke nogen yndling. Jeg havde altid syntes, at der var noget meget feminint over parfume og jeg ville så gerne finde lige præcis ???min??? duft, men der skulle gå mange år, hvor jeg flirtede med Oscar de la Renta, Poison, White Linen, So Pretty, Envy, Montana og adskillige andre skønne dufte.
Pludselig en dag fandt jeg den. Jeg var helt sikker. Da jeg duftede Giorgio, vidste jeg at det var ???min??? duft og sjovt nok er det den duft jeg har fået allerflest komplimenter for.

Jeg ejer også en parfume, som fra begyndelsen voldte mig store kvaler. Den er en foræring fra manden i mit liv, men jeg brød mig bare overhovedet ikke om den. Vi er blevet gode venner siden. Den er for altid forbundet med mindet om den juleaften for længe siden og når jeg tager den på, minder den mig om jul og Kenneth og så elsker jeg, når jeg, som for et øjeblik siden, hører Kenneth sige ???Mmmmm… hvad er dog det der dufter…???? og kan svare ???Det er mig…???.