4

Lucia… din torsk…

Så nåede vi endelig dagen for bekymrede vandspandsbærende voksne udstyret med ørepropper og brede og opmuntrende smil.

Enhver skole med respekt for sig selv har i dag arrangeret et optog anført af en lageniklædt og adventskransbærende lyslokket pige efterfulgt af en flok surmulende ikke-udvalgte veninder med halvt afbrændte fingre samt vrangvillige drenge med underlige stjerner monteret på blomsterpinde. På sidelinjen står formentlig en af de bredt smilende lærere, som med opmuntrende små tilråb sørger for, at det hele afvikles helt efter bogen.

I virkeligheden var Lucia en martyr, og de er immervæk temmelig belastende, hvis du altså spørger mig.

Det fortælles, at Lucias mor led af en underlivssygdom og de derfor drog afsted til den hellige Agathes grav, for her at bede om moderens helbredelse. Agathe viste sig for dem, hvilket i sig selv er interessant, for med andre ord er der allerede her noget lunkent ved historien. De så altså et spøgelse.
Ikke desto mindre blev Lucias mor helbredt og Hellige Agathe ulejligede sig også lige med at informere Lucia om, at hun ville ende som martyr. Det er jo sådan, at medier rigtigt godt kan lide at spå om fremtiden og Agathe var ingen undtagelse.

Hjemme igen besluttede Lucia, at hun ville forære alle sine ejendele til de fattige og det gjorde faktisk hendes forlovede skide sur. Et godt parti blev pludselig til det rene ingenting, så han besluttede sig for, at anmelde Lucia til myndighederne, som den dag tilsyneladende ikke rigtigt har haft andet at give sig til. Uvist af hvilke grunde besluttede de sig til, at Lucias straf var, at hun skulle anbringes i et bordel, hvor hun fremover selv kunne tjene til føden ved lemfældig omgang med omegnens spændingsopsøgende mandfolk. De drog snart afsted for at hente hende.

Da de ankom stod Lucia afventende. Klippefast meddelte hun dem, at hun ingen planer havde om at indtage en plads på et af byens horehuse og selvom de, ifølge historien, forsøgte sig med både forspand af okser og adskillige granvoksne mænd, kunne de ikke rokke hende af stedet. Det i sig selv må siges at være noget af en bedrift, men der står ingen steder beskrevet, at Lucia var en lille og let kvinde. Man kan derfor udlede, at Lucia har været mere end almindeligt overvægtig, hvorfor der naturligvis skulle skrappere midler i brug, når ugerningen skulle hævnes af den forsmåede.

Da de bagefter forsøgte at brænde Lucia, lykkedes det heller ikke. Måske har det været klamt i vejret nede omkring Sicilien, hvor Lucia angiveligt skulle være fra og er man overvægtig, kan man have en ekstrem tendens til at svede voldsomt, hvilket kan være en plausibel forklaring på, at det ikke lykkedes dem at antænde Lucia.

I hvert fald lykkedes det ikke og en version af historien er så, at de endte med at stikke et sværd gennem halsen på Lucia, hvorefter hun udåndede. En anden version af historien fortæller, at Lucia rev sine smukke øjne ud, så ingen mand skulle forelske sig i dem, hvilket i hvert fald må kaldes at overreagere en smule. Småneurotisk og behandlingskrævende er mine bud her.

På den anden side set er der ikke meget martyr over så indlysende logiske løsninger som at bære slør, så naturligvis endte hun enten med et sværd gennem halsen eller ganske og aldeles øjeløs, så vi i dag kan risikere liv og lemmer i et forsøg på at ære hende på stort set samtlige af landets skoler.

Nu bæres lyset frem
stolt på din krone.
Rundt om i hus og hjem
sangen skal tone.
Nu på Luciadag
hilser vort vennelag
Santa Lucia, Santa Lucia.

Her ved vor ønskefest
sangen skal klinge.
Gaver til hver en gæst
glad vil du bringe.
Skænk os af lykkens væld
lige til livets kvæld
Santa Lucia, Santa Lucia.

Åh… Jeg glemte vist at sige, at jeg elsker traditionen med Lucia-optog og faktisk savner jeg hvert eneste år, lyden af Lucia-optoget, som nærmer sig ude på gangen…

Du vil sikkert også kunne lide