Med gran i håret og højt humør går det nok endda. Udsigt til besøg af først en kollega og siden min fars kone, gør eftermiddagen hyggelig. Julesmåkager, horn og den famøse julekage skal komme til at gøre gavn, når kaffen stilles på bordet, men inden da venter lidt vasketøj, en ordentlig omgang støvsugning og at få sendt drengene ud af døren.
Det sidste er sådan set det mest energikrævende. De er nemlig langsomme. I urimelig grad.
Jeg burde have lært det nu. Jeg har haft det meste af mit liv til at lære det i og stadig kan jeg undres over hvad der sker, når de skal ud af døren. De går nærmest i stå. Bliver handlingslammede og begynder at bevæge sig i samme tempo som en skilpadde. Orker ikke, at der er nogle derude, som venter på dem.
Når det sker må jeg fungere som tovholder, indpisker og motivator. Om ikke andet så ved mit grumme væsen, som gør ønsket om at forlade matriklen påtrængende. Jeg hader det!
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.