Yngste har endelig fået klassekammeraten (Malthe, I ved…) på besøg, så ikke et øje er tørt… eller sagt med andre ord. Her er endelig blevet fred. Ingen lamme spørgsmål om hvad klokken er. Ingen irriterende filosoferen over hvor langsomt tid nogen gange kan gå. Ingen plagerier om vilde indkøbsraids, for at slå tiden ihjel. Bare salig efter-julefred. Næsten. For de spiller…
Faderen forbarmede sig over mig – tror jeg i grunden – og kom hjem med 2 nyindkøbte spil til hendes computer, hvilket gav fred indtil spillene var installerede, for så brød helvede løs. Det ene er Homer Simpson for fuld udblæsning og jeg har sjældent oplevet noget lignende.
Barnet bli’r helt fjernt, hidser sig op så det er helt urimeligt hvorefter hun knalder hånden i tastaturet mens hun forbander Homer helt ned til kinas rismarker. Han bli’r kaldt de værste gloser, mens hun kraftfuldt forklarer ham, at han er mindrebemidlet i en grad der kalder på omsorg formidlet på en eller anden lukket institution, hvor han så ellers kan leve FOR EVIGT, FORDI HAN ER EN LATTERLIG NAR!
Hvis hun havde håb om at dyrke et fremtidigt familieetableringspotentiale i aften skal den unge mand være lavet af et stof vi burde dyrke noget mere. Det ville i så fald være fuldstændigt umuligt at skræmme ham og den slags mennesker har vi i grunden alt for lidt af. Så hellere løbe for livet…
PS – det er IKKE mig hun ligner.
Jeg elsker kommentarer, så din er meget velkommen.