Sig bare til…

Hvis du spørger mig, er jeg klar…

Jeg kan mærke, at ferien nærmer sig med hastige skridt. Jeg kan også mærke, at jeg trænger til den. Jeg trænger til ferien, fordi jeg er træt og brugt, men jeg trænger også til den, fordi den giver mig lejlighed til igen at være sammen med dem jeg savner hver eneste dag.

Jeg synes 2 uger hjemmefra er lang tid. Ikke til en ferie, men at skulle være fraværende i en familie, som min, i 2 uger, er lang tid. Der mangler et par hænder derhjemme til alt det praktiske. Der mangler et par hænder til vasketøj, rengøring og ikke mindst til deling af de praktiske opgaver, der er omkring sønnike.

Når den dårlige samvittighed bemægtiger mig, husker jeg, at mine unger har verdens bedste far. Deres mor, har de ikke været heldige med, men deres far var et godt valg. Han har en tålmodighed, som sandt for dyden overgår min med flere længder. Han gider og orker at lave sjove ting sammen med dem, selvom tiden er presset. Han gider at snakke, hygge og være der for dem. Han er en mand, hvilket giver ham den formidable evne det er, at kunne overse de ting, han ikke når til gengæld.

Når den dårlige samvittighed bemægtiger mig, husker jeg, at de har bygget bænke og malet, set film og hygget. At de så ikke har nået vasketøjet og støvsugningen gør ikke det mindste. Det napper jeg med glæde, når jeg engang kommer hjem igen.

Med udsigt til 2 uger i Provence, kan jeg klare hvad som helst, men tilbyder du mig at køre i morgen, skal du vide, at jeg er helt klar…