Skidte knægt

Vi har stiltiende indgået overenskomst.

Om aftenen, når jeg ryger den sidste cigaret, smyger Oskar sig udenfor, for lige at fouragere inden sengetid. Aftalen er, at han ikke løber længere end matriklen tillader og jeg stoler naturligvis på, at min kloge hund er enig med mig i, at det er det mest praktiske.

Imens står jeg i terrassedøren og filosoferer lidt over den svundne dag. Nyder aftenluften og stilheden. Glæder mig til at skulle i seng.

I aftes gjorde vi, som vi plejer. Næsten. Jeg lukkede Oskar ud, men denne gang gik jeg ind i stuen, for at rydde de sidste ting efter aftenens orgie af vejen. Jeg mente jo, at vi havde en overenskomst. Det havde vi ikke…

Oskar var væk. Forsvundet fra jordens overflade. Jeg havde ikke været væk i mere end 1 minut, så jeg skal gerne indrømme, at jeg var en smule indebrændt, da jeg måtte ud i aftenen, for at finde den skidte knægt. Jeg var klar til at gå i seng.

Jeg havde ikke taget højde for, at risikoen for at blive set af naboer eller andre uskyldige, skulle tages med i mine tekstilberegninger og derfor var jeg vist heller ikke det man i gængs forstand tolker som påklædt, men tiden var knap og regnjakken når, så i bar røv, sandaler og regnjakke monterede jeg mit mod og slog døren op…

Jeg havde kun lige åbnet hoveddøren, da min ynkelige undskyldning for en trofast hund, spænede om hushjørnet i retning af Sille. Han havde fart på og halen var løftet i begejstring over endelig, at skulle mødes med rullepølsen, men næ nej… sådan leger vi ikke her, så jeg satte sergent-som-er-ondskabsfuld-ud-over-det-rimelige stemmen på og kaldte skarnet hjem og DET VIRKEDE.

Tilbage i folden fik han naturligvis læst og påskrevet og så er det forøvrigt slut med aftentur uden snor, indtil han har lært, at det KUN er når jeg ER påklædt at det er comme il faut…