29

Surt opstød – undskyld…

Så er det sket igen. Jeg er blevet kontaktet af studerende, som finder min weblog interessant nok til, at de ønsker at interviewe mig og anvende materialet i deres specialeskrivning.

Flatterende, det er ganske vist, men jeg bli’r samtidig sådan lidt træt, for husker de her det så? Det de altid lover. Nemlig at sende kopi af opgaven. Nemlig at lade mig se, hvad al min tid og mit engagement munder ud i.

Husker de at melde tilbage, når det hele er overstået og husker de, at de ikke er de eneste, som investerer tid, engagement og kræfter i deres speciale. Husker de, at de har bedt mig stille tid til rådighed for deres projekt. Husker de, at et tak for hjælpen er det mindste man kan give, når man henter hjælp og inspiration ude fra?

Jeg er en af dem, som altid melder sig til diverse pilotprojekter. Jeg er en af dem, som altid ender i medicinske forsøg og afprøvning af nye behandlingsmetoder. Jeg er en af dem, som altid ender med at snakke med journalister. Jeg er en af dem, som altid siger ja til at hjælpe med en opgave.

Jeg er også en af dem, som efterhånden er træt af, at have investeret ret store mængder af min tid i andres projekter, uden at få så meget, som et tak retur.

Hvor er det i grunden ærgerligt, at de studerende ikke husker på, at der kommer andre efter dem, som også gerne skal kunne finde mennesker, som godt gider skyde lidt energi i deres projekter. Måske er disse to af den sidste slags. Man kan jo altid håbe…

Du vil sikkert også kunne lide