Det sner!

Det sner langt om længe. Det sner naturligvis den dag, hvor jeg skal ud at køre. En længere tur ligger foran mig, men den bliver med sikkerhed smuk. Jeg skal ned til Rold.

Jeg hader receptioner. Jeg har ganske enkelt fået nok af dem. Jeg er god til at mingle og konversere i længere tid, men indeni føler jeg , at det hele er lige ved at briste. Jeg duer bare ikke til det og i virkeligheden bliver jeg enormt usikker af alle de mennesker. Jeg er mere til det intime. Et bord, hvor gode mennesker er bænket og gider hinanden. Hvor jeg er sikker på, at ingen forventer mere af mig, end det jeg er…

Receptioner er energikrævende. Så står man der, med smilet klistret på og balancerende med både vinglas og en tallerken mad af en slags. Snakker lidt om “Ja, jeg er jo så i gang med…” og “Hvad laver du så?”.

Efter et stykke tid, vil man så se mig, snige mig rundt om hjørnet, hvor jeg vil stille mig langs væggen og lade tapetet opsluge mig. Helst da. Det sker bare aldrig, for jeg er vist sjov at være i selskab med, så snart begynder nogle at spørge “Hvor er Liselotte i grunden blevet af?” og jeg er nødt til igen, at finde frem af skjulestedet og underholde, for det kan jeg jo og jeg gør det.

Jeg mener… enten så bliver man væk, finder en undskyldning, eller man kommer og deltager 100%, så det er hvad jeg gør om nogle timer. Deltager på fuldt blus, for jeg vil så gerne sige tillykke og jeg ved, at der kommer gæster, som jeg gerne vil se.

Jeg vil smile til alle dem, som jeg ikke kender og jeg vil finde mit bedste pokeransigt frem, for skal der være fest, så lad der være fest. Sådan er det nemlig også og jeg skal jo en tur til Rold. Det er ikke så ringe endda…