Det er svært ikke at fortvivle, når man er mig. Jeg vantrives i kaos. Ikke i rod. Det går fint, men kaos er for meget for mit ellers ikke specielt sarte system. Jeg kan ikke være i det. Nå ja, forøvrigt kan jeg ikke være i det, i bogstaveligste forstand og det gør det ikke mindre frygteligt.
Det er svært at finde et hjørne, hvor der er fred og ro og det er endnu større en opgave, at prøve at finde et sted at lave kaffe, mad og andet i den boldgade. Jeg er ikke blevet sur endnu.
Jeg bliver altid sur og umedgørlig, når tingene bliver for uhensigtsmæssige og besværlige. Det er de under ombygning af hjemmet. Jeg ved det. Det er langtfra første gang, men denne gang har jeg besluttet, at det betaler sig langt bedre at grine end at surmule. Trut og væk med den citronmund Liselotte. Vær i stedet glad for, at du har nyt køkken om…
Jeg ved godt, at det ender fantastisk. Det ser bare ud til at vare fortvivlende længe endnu…
4 kommentarer
Kirstine
11. januar 2006 at 17:15Hør, har I ikke stadig en tom lejlighed stående? Kan du ikke bare møffe derind og bruge ovnen?
Liselotte
11. januar 2006 at 16:45Anne der er ikke én eneste ren plet, så det kan du glemme ;-)
Lone – jeg håber sandelig, at vi er færdige i løbet af weekenden! Da!
Lone
11. januar 2006 at 16:29Uhadadada – byggerod og deraf følgende kaos er det værste, der findes og ikke mindst, når det går ud over køkken og bad.
Men glæd dig nu rigtig meget til dit nye og lækre køkken – mon I bliver færdige hen over week-enden?
Anne Lindholt Ottosen
11. januar 2006 at 14:57Der må være noget galt. Jeg kan se op til flere rene pletter.