Og så er opvaskemaskinen endelig på plads, for den kom jo ikke op at stå i går aftes. Nej…
I dag lykkedes det til gengæld, så der er ikke et øje tørt, nu hvor jeg er hjemvendt efter en aften i Aalborg Kongres- og Kulturcenter, hvor jeg havde held til at spilde cola ud over fru Anne Marie Danefeldts støvler. Det var inden hun kastede sig ud i en omgang populærkiromantik, som ind imellem gjorde det mindre interessant at være mig, eftersom jeg gør en dyd ud af at forholde mig mere end almindeligt skeptisk til den slags spåkoneadfærd man udviser, når man mener at kunne læse både det ene og det andet ud af en hånd.
Mine hænder var udsat for en intens granskning af kollegaen, mens de flagrende forsøgte at formidle. Største nederlag kom, da fru Danefeldt angav, at strittende lillefinger er sikkert tegn på enorme mængder ord med behov for formidling (ja, du snakker for meget så).
Karen (kollegaen) grinede godt i det skæg hun ikke har og jeg nærmest græmmede mig, for er der noget som stritter på mig, så er det desværre ikke… men i stedet for min lillefinger. Konstant. Som er den ramt af en endnu ikke opdaget tropisk sygdom.
Det har jo absolut INTET at gøre med ord og formidling. Helt ærligt. Det handler om hovmod og ikke spor forfald. Ikke andet. Basta!
3 kommentarer
Liselotte
3. februar 2006 at 10:22Ja, topbanneret har spiret – godt iagttaget Anita :-)
Nej Ella – nej og atter nej, det passer jo ikke. Slet ikke det med lillefingeren! ;-)
Anita
3. februar 2006 at 00:09Jeg kan ihvertfald se topbanneret har spiret og små vintergækker er kommet tilsyne. Jeg ELSKER vintergækker. De bringer lys og liv og en masse forår med sig og det kan snart ikke gå hurtigt nok nu :o)
Ella
2. februar 2006 at 23:29Ja ja Liselotte, det kunne nu godt lyde som om, hun fik et lille kiromantisk frø sået i Aalborg. Spændende om det spirer…. ;-)