Når jeg nu har travet gaderne i Nice tynde mere end én gang, kan det undre mig, at jeg aldrig er faldet over Valéries lamper, for måske er de ikke kønne, men de er i hvert fald opsigtsvækkende…
Man skulle ikke tro, at en som jeg, som altid spotter farveklatterne, har kunnet passere hendes butik uden at se eksplosionen af krystaller og farver, men det er virkeligheden. Jeg er aldrig stødt ind i hende dernede, så hun må gemme sig godt og grundigt i en af de mindre sidegader, som jeg ellers også render op og ned ad.
Lysekronerne og de mange lamper er måske ikke kønne, men sjove er de i hvert fald og jeg synes faktisk rigtigt godt om hendes fortolkning af den gamle klassiker. Barokke , tunge og mildt sagt overraskende, kaster de om sig med farve- og livsglæde, så alene af den grund skal de naturligvis med her på siden.
Næste gang jeg kommer forbi Nice, må jeg huske at besøge hendes butik.
3 kommentarer
Liselotte
17. februar 2006 at 18:50De passer heller ikke ind i mit hjem lucie, men de er da alt for skønne alligevel… man kan ikke andet end blive glad af at se på dem ;-)
Mette – lad os nu se med de lærreder… jeg plejer at blive så hidsig, at jeg smider skidtet ud eller maler det over ;-)
Lucie
17. februar 2006 at 16:48Oppsiktsvekkende, overdådig, overlesset, men likevel vakre. Men de passer ikke inn i mitt hjem.
Mette
17. februar 2006 at 15:04De er ganske vidunderlige! Farvebomber af rang som gør en glad og tilfører hverdagen det lille pift af vanvid, der gør én så godt. Det skal jeg huske til sommer, hvor Nice muligvis skal besøges. Glæder mig til at se, hvad der skal ske på dine lærreder!