Nogle dage og oftest helt uden varsel, savner jeg min far forfærdeligt. Nogle dage og nogle tider, opdager jeg, at jeg har to billeder af ham. To fædre. Sådan føles det.
Jeg har det billede, som er her ved siden af. Det er min ene far. Det er den far, som jeg holdt så meget af og skændtes så meget med. Det er den far, som gav mig præcis den modstand jeg kunne tåle og voksede af.
Det er den far, som altid var der, når tingene virkelig brændte på. Det er også den far, som aldrig nogensinde var rigtigt nærværende medmindre han gad. Jeg elskede ham på trods. Sådan skulle det være.
Det andet billede er helt anderledes. Det er den far, som opgav livet. Den anden far, som med dødsdommen også besluttede sig aktivt for at dø. Den far, som satte sig hen i hjørnet og ventede. Helt stille sad han i stolen ved vinduet og groede nedad og indad lige indtil han forsvandt.
Han fik masser af kærlighed. Jeg ved han var glad for den. Han fik masser af omsorg og tid, helt som han fortjente, ligesom ethvert andet menneske det sted i livet fortjener det.
Da han forsvandt, åbnede jeg vinduet, så hans sjæl kunne tage på den sidste rejse. Jeg tændte stearinlys og jeg hviskede kærlige ord ind i det øre, som aldrig mere skulle lytte til mig. Jeg klædte ham af, vaskede ham, redte hans hår og iførte ham hans elskede tømmerbukser. Jeg satte en tømmerblyant og en tommestok i lommen. Sådan skulle det være.
Jeg græd ikke. Jeg græd heller ikke bagefter. Jeg passede og plejede og jeg havde forlængst mistet min anden far. Han forsvandt den septemberdag, da lægerne tog det sidste håb fra ham.
Jeg savner stadig ham der forsvandt den septemberdag, for jeg nåede aldrig at sige farvel til ham og så har man kun mistet, men ikke afsluttet.
9 kommentarer
Nilleper
27. marts 2006 at 11:46Jeg sidder også med en klump i halsen. Det er smukt skrevet.
Jie
26. marts 2006 at 13:02Hmm, dette indlæg fik tårene frem hos mig – meget rammende.
Nej, man bliver aldrig klar, helst skulle forældre overleve en selv. Jeg mistede mine forældre med et års mellemrum, jeg var 12 og 13 år, så det er nogle år siden.
Jeg får det af til på samme måde som dig, man ser en person, man ser en lighed.. Man får lyst til, at rende hen og skrige, hvorfor gik du bort, dernæst får man en trang til at kramme. men selvfølgelig gør man ingen af delene, man går blot videre og føler sig ufattelig tom.
Man lærer dog, at leve med savnet, men man lærer aldrig at acceptere det. Jeg gør i hvertfald ikke.
Lizelotte
25. marts 2006 at 17:48Jeg fik en klump i halsen. Bliver man mon nogensinde klar til at miste en forælder?
Min far døde i 1999, efter 2 års meget svær sygdom – kun 69 år gammel. Jeg savner ham urimeligt meget i glimt.
Når jeg ser en ældre mand, som ligner ham. Når jeg ser et eller andet, og lige når at tænke “Det må jeg fortælle far!”. Han var så utrolig interesseret i verden omkring sig, og så stolt af sine voksne børn og sine børnebørn.
Min verden blev lidt mere fattig, da han blev syg, og ændrede sig.
Men jeg har også fortalt min mor, at hvis gennemsnitsalderen skal være fornuftig, er hun jo så nødt til at blive ca. 93…
Anne Stange
25. marts 2006 at 07:59Et tab uden afslutning, sådan føles min fars død stadig for mig, selvom han har været død i 29 år…
Han død brat og brutalt i en ulykke lige før jeg fyldte 11, det var et kæmpechok ,og dengang var der ingen samtalegrupper eller psykologbistand til børn i krise.
For at beskytte mig, valgte resten af familien, at jeg ikke måtte komme til begravelsen, stor stor fejltagelse!!
Jeg tænker ofte på, hvordan min relation til min far kunne ha’ været, hvis jeg havde nået at blive voksen, og jeg savner ham inderligt på alle de store dage i livet, ikke mindste de dage, hvor jeg har født mine piger.
Smuk beskrivelse af din sidste stund med din far, du sendte ham flot afsted…
Dortea
25. marts 2006 at 02:20Flot og smukt skrevet, Liselotte. Jeg mistede min tapre, men håbløst syge far for mere end 30 år siden. Så jeg kender så udmærket “de to forskellige fædre”. Var selv kun 12 og fik ikke sagt farvel. Han er stadig hos mig når “the shit hits the fan”. Det er dejligt, trods alt!
Jens (Ashi)
24. marts 2006 at 19:37Min kone har det sådant lidt i samme retning, men hun fik dog sagt farvel, alligevel er hun somme tider vred på ham, fordi han ikke kæmpene mere end han gjorde. Jeg har ikke rigtig de erfaringerne endnu, og lad det dog farer lidt endnu, men da min farmor døde for mange år siden gjorde det ondt. Men det værste var at jeg idag fortryder at jeg ikke tog derned og tog den sidste afsked med hende.
Somme tider kan jeg idag hører hende f.eks. komme med en bemærkning T.T.T. = Ting Ta’r Tid
Liselotte
24. marts 2006 at 15:05Allerførst er jeg da ked af at høre, at du har mistet din mor Michael. Det er hårdt at komme igennem sygdomsforløb, som ender sådan uanset at det er ventet.
Der er altid mere at sige, men min far og jeg nåede næsten ikke at sige noget. Han turde ikke…
Grubleline
24. marts 2006 at 15:03Dette rørte meg …
Michael
24. marts 2006 at 14:55Jeg sagde farvel til min mor igår – efter et halvt års sygdom der bare blev værre og værre. Fik sagt farvel, men så alligevel ikke fordi der var meget mere man kunne sige, men som ikke blev sagt.