Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige. Jeg er bare så glad. Glad for at det endelig lykkedes. Der var så mange ord og det bedste er, at der stadig er mange flere.
Jeg har lige vinket hende afsted. Uden meget benzin på tanken og med minus instruktion i at ramme motorvejen, men vi krydser fingre her og håber familien tilgiver, at vi lånte hende længe. Det var svært at give slip. Sikke en fryd :-)
6 kommentarer
Liselotte
16. april 2006 at 23:21Du vansmægtede altså ikke – jeg var bekymret for din videre overlevelse, men ser, at du har klaret den ;-)
/many
16. april 2006 at 23:15Orkedog. Orkedog.
Der manglede skam ikke noget. Hverken af det ene eller det andet.
:o)
Liselotte
15. april 2006 at 22:20Jeg skal ikke kunne sige om der gjorde Regitze – vi nåede aldrig til at kigge efter ;-)
Liselotte
15. april 2006 at 22:17Det vil jeg tro Ella :-)
Det var rigtigt hyggeligt, men efterfølgende har jeg lidt dårlig samvittighed over, at der aldrig nåede at komme aftensmad på bordet. Det er bare så pokkers svært at finde det rigtige øjeblik, når hun hele tiden kigger alvorligt på mig og siger “Så, nu skal jeg altså også…” og vi så glemmer det for alle ordene – om og om igen ;-)
regitze
15. april 2006 at 22:16der må ha ligget stimulerende monstergnister over Gug idag!
Ella
15. april 2006 at 22:15Hvor skønt at høre Liselotte :-)
Vi kunne næsten høre ordene, helt op til mig ;-)