Jeg er ør og svimmel efter en weekend, som ikke har levnet meget plads til timer hjemme på matriklen. Jeg har hele tiden været på vej til et eller andet, men ikke desto mindre har det været alletiders weekend og ikke mindst en dejlig eftermiddag og aften, jeg lige er vendt hjem fra.
Store Restrup Herregaard har fine rammer for en konfirmation, som den vi deltog i tidligere i dag. Der var masser af børn med og heldigvis pladsen til dem.
Udendørs var der tumleplads til dem, som ikke havde ro til at sidde stille og det fungerede fint med at sende dem udenfor. Også vi andre fandt snart derud, for vejret har været mere end skønt, så en pause i ny og næ kunne passende udnyttes med udsigt til voldgrav og næsten fuldt udsprungne bøge.
Undervejs meddelte Oline forøvrigt også højlydt, at hun synes, at konfirmationen er noget man skal mene af hele hjertet eller undlade at deltage i, hvilket hun helt sikkert ville. Hvad hjertet er fuldt af… men konfirmanden hørte det heldigvis ikke og desforuden er jeg sikker på, at hun har gjort sig gode overvejelser inden hun sagde ja i kirken tidligere i dag.
Nå men i alle tilfælde kan jeg se frem til endnu et barn, som ikke vil konfirmeres og så kan jeg jo også forstå, at det alligevel også er ved at være for sent med den slags udskejelser, hvis man vil have arrangementet afholdt udenfor hjemmet. “To år inden er bestemt ikke for tidligt at bestille…”, sagde en ved bordet og jeg var rystet, for det er ved den gode grød ikke langtidsplanlægning vi er bedst kendt for herhjemme.
Jeg skal vist bare være taknemmelig for, at det ikke ser ud til, at Oline vil den vej, for ellers var vi forlængst tabt bag ind til flere vogntog, men det er så heller ikke nogen verdensforrykkende nyhed, men til gengæld ofte starten på ganske kreative løsninger på overraskende udfordringer, hvilket vel ikke kan siges at være helt ringe.
Tænk at skulle planlægge en konfirmation to år før. Hvordan kan man vide, at barnet virkelig ønsker den konfirmation, når man endelig står der og dagen oprinder? Jeg forstår ingenting.
22 kommentarer
Liselotte
8. maj 2006 at 22:27Jeg vil tro, at hun gerne vil gaverne, men fint kan undvære festen, det snedige barn ;-)
Stina
8. maj 2006 at 22:00heh og her troede jeg at alle teenagere ønskede sig en kæmpe gavereng :p
Liselotte
8. maj 2006 at 21:49Jo, det kunne man vel, men jeg er slet ikke sikker på, at hun ønsker en fest overhovedet, så det… ;-)
Stina
8. maj 2006 at 21:20Kunne man ikke forestille sig at bestille lokaler og holde en fest for barnet uanset hvad hun vil? Så er valget op til hende, og der ikke ikke noget gavepres i forhold til at blive konfirmeret eller ej. :)
Liselotte
8. maj 2006 at 14:56Årh nej Lizelotte… nu vendte mavepinen tilbage ;-)
Lizelotte
8. maj 2006 at 14:51Det ville næsten overraske, hvis hun ikke overraskede… ;-)
Liselotte
8. maj 2006 at 13:50Ak ja Lizelotte – hun skal vel ende med at overraske mig ;-)
Lizelotte
8. maj 2006 at 12:45Det med de to år er vist kun hvis det er vigtigt, at det bliver den “rigtige” konfirmation.
Min datter skal konfirmeres til foråret (selvom jeg har fortalt hende SÅ mange gange, at vi sagtens kan holde fest uden det kirkelige ;-), og til at starte med lå planlægningen hos min exmand. Han havde gang i diverse “fine” steder og mente at været booket ind på nærliggende Trinity – et fint kursuscenter (og ret dyrt også).
Det viste sig dog for en måneds tid siden, at hans kommunikation med dem var gået i skoven – han troede, vi havde lokale, det mente de dog ikke. MEN – tadaaaa.. – han kunne få Kongebrogården … et lille diskret sted ned til Lillebælt med 3-stjernet restaurant! Hip Hip – 450 pr. kuvert plus drikkevarer?? Vi blev enige om, at de penge kunne bruges bedre.
Så vi har booket Strib forsamlingshus, og en kogekone, som hedder Gerda. Og hun kan lave mad, kan hun!
Så alle er glade, og der bliver fest – selvom vi “kun” var ude et år i forvejen….
Men hold øje med hende Oline – når hun finder ud af, at den ultimative provokation vil være at BLIVE konfirmeret … hvem ved, hvad der så sker? ;-)
Liselotte
8. maj 2006 at 11:34Godt at høre, at der er andre, som har klaret den post uden 2 års forberedelse, for jeg var da ved at få stress alene ved tanken om måske… :-)
Tak for jeres indspark allesammen :-)
Charlotte – Jeg har lige selv logget ind med “Guest”, så det virker fint herfra. Det er “casesensitive”, så du skal huske at skrive med stort forbogstav, hvis du orker at prøve igen :-)
Charlotte
8. maj 2006 at 10:54Hej Liselotte, jeg ville faktisk gæsteblogge i dag, men den godtager ikke guest som brugernavn og password, øv øv ;)
Mette
8. maj 2006 at 10:13Lad endelig ikke et nyt valg fra Olines side ryste dig hvad angår bestilling/reservation. Hos os holder vi altid gode fester uden den slags.
Louise
8. maj 2006 at 09:13I vores familie bruger vi gladeligt “nonfirmation”, og har gjort dette mindst i 15 år.
Jeg er den “underlige” i min familie, for jeg, som den eneste, valgte at blive konfirmeret på min mors side. Underligt fordi jeg “kun” var blevet navnedøbt, og altså lige skulle døbes før min konfirmation. Jeg er glad for oplevelsen, og at det var det jeg ville dengang. Senere valgte jeg dog at blive gift i på rådhuset og ikke i en kirke – det er for formeldt :) I går regnede manden og jeg ud, at det var 16 år siden, vi er blevet konfirmeret begge to…. Hvor var det lige tiden blev af :) ¿
EatmyShorts
8. maj 2006 at 08:52Datteren min erklærede hårdnakket “jeg VIL konfirmares – også selvom jeg ikke får en fest”. Så afsted det gik og vi arrangerede ½ år i forvejen og det gik fint. De 2 år referer jo nok mere til at man bare skal sikre sig at booke et sted, hvis det er overmåde populært.
Jeg kan oplyse at en konfirmation for 50 personer rundt regnet koster det samme som at sende 5 personer til Grækenland i en uge i højsæsonen med Spies – så der er mulighed for at tilbyde alternativ.
Lene
8. maj 2006 at 08:25I vores sogn får man først dato at vide februar året før, og jeg siger jer, det var noget, der kunne få folk i selvsving. “hvordan skulle de dog kunne planlægge, når det var så sent ude” Tjah, så vidt jeg ved, blev alle konfirmeret og fik en fest.
Vore børn har begge valgt at blive konfirmeret. Vi havde valgt, de skulle døbes, det, syntes vi, var vores gave til dem at give dem et tilhørsforhold, og så kunne de jo selv vælge til eller fra senere i livet.
De valgte også begge to, at festen skulle være hjemme, og med en kæmpefamilie ( på det tidspunkt 73 blot med vore forældre, søskende og børn med ægtefæller og kærester) så blev løsningen et lejet telt på gårdspladsen og en kogekone i køkkenet.
Det blev to dejlige dage, hvor børn i alle aldre kunne lege inde eller spille basket/fodbold ude, eller hvad de nu havde lyst til.
Min nevø ved ikke, om han vil konfirmeres næste år, han skal gå til konfirmationsforberedelse, for som min søster siger, han skal have et udgangspunkt for sit valg. Hun er som du, Liselotte og jeg heller ikke til langtidsplanlægning, så de må være kreative, når han engang tager sit valg. :)
HenrietteB
8. maj 2006 at 07:51Jeg valgte selv i sin tid at blive konfirmeret – fordi jeg virkelig MENTE det :-)
Heldigvis havde jeg en nogenlunde fornuftige enlig far og jeg fik valget: Stor fest ude eller mindre fest hjemme + et for datiden pænt beløb på min børneopsparing. Jeg valgte det sidste og arrangementet forløb som følger: Konfirmation i kirken, stor flot middag med mor, far og yngre søskende hjemme og kl 14 åbent hus for hele resten af familien samt andre interesserede personager.
Jeg følte oprigtigt, at jeg intet manglede – og vi slap alle for den oblagatoriske kedelige festmiddag med taler og sange, som måske ikke liiiige er det en 13-14 årig finder mest spændende. Jeg gjorde ihvertfald ikke.
Ofte er det vist forældrene, som gør det til DERES fest og ikke den unge konfirmands fest og så ender det i sangskjulere og forsamlingshus.
Det er også ok, hvis det virkelig er det man ønsker sig – men mange har åbentbart ikke så let ved at “gå mod strømmen”.
:-)
Susan
8. maj 2006 at 07:40Jeg er helt enig Liselotte, det skal nemlig være et tilvalg fordi man vil det.
Jeg valgte i sin tid at blive konfirmeret. Jeg valgte også ikke at holde fest, men at komme ud at rejse med mine forældre i stedet for.
Jeg kan huske at jeg sagde at jeg synes det var fjollet at blive konfirmeret bare for festens skyld, hvilket der var ret mange af mine klassekammerater der blev. Der var een som ikke blev konfirmeret ud af en klasse på 24!
Det var en super hyggelig dag med frokost og eftermiddagskaffe for bedsteforældrene og os og så ikke mere. Det var i øvrigt 10. maj, så det er lige om lidt 25 år siden!!!!
Liselotte
8. maj 2006 at 07:12Ja, børnene er nok produkter af deres forældre, men jeg synes det er vigtigt, at de selv vælger og det kan man vel ikke, hvis forældrene 2 år i forvejen har bestilt festlokaler, mad og hornorkester. Det er nok bare mig, men det er så vigtigt for mig, at det er et tilvalg. Mine unger er ikke døbt og skulle netop selv have muligheden for at vælge, så jeg ville aldrig forudbestiller og ja… så går haven vel an, hvis hun ønsker det ;-)
Susan
8. maj 2006 at 03:51Hvis Oline ombestemmer sig, så er jeg sikker på at jeres skønne have og terrasse er det perfekte sted for hendes fest. Min mands niece holdt sin konfirmation hjemme og det var skønt – lige hende og helt perfekt. Stuerne og terrassen behøver man jo ikke reservere flere år forud.
Det fik mig til at tænke på – gad vide om Cathrine vil konfirmeres og gad vide hvad man egentlig gør herovre, nå det finder jeg jo nok ud af til den tid :-)
regitze
7. maj 2006 at 23:38Louis blev nonfirmeret. og drømte om sin egen personlige manddomsprøve (rejs fra kbh til skagen uden en krone på en uge. jaja.).
og han drømte. og vi havde en dejlig og inderlig overgangsfest.
Irene
7. maj 2006 at 23:26Liselotte, mht. langtidsplanlægningen, så er det vist helt og aldeles hvad forældrene gør det til med de konfirmationer, som med det meste andet omkring børn. Børn er ganske enkelt produkter af deres ophav, naturligvis med eget tilsnit, men i den alder …
Læste een eller anden blog, var det her hos dig? Hvor “nogen” var inviteret til “nonfirmation”. Det synes jeg var et sjovt ord for et “coming of age” party!
Liselotte
7. maj 2006 at 21:51Jo, det er det mine gør og det skal ingen hemmelighed være, at jeg er tilfreds med det. Jeg blev tvangskonfirmeret “fordi det gør man altså i vores familie”. Det skal mine egen unger aldrig, så jeg har det fint med at de tager stilling. Ældste valgte det fra og det ender det sikkert også med, at yngste gør.
Jeg undrer mig mere over udmeldingen omkring planlægningen af den slags, for hvordan pokker kan man begynde at bestille festlokaler og den slags allerede mens ungerne er 11 år og endnu ikke ved om de vil konfirmeres – eller handler det om, at forældrene også “tvangskonfirmerer” – jeg undrede mig virkelig…
susling
7. maj 2006 at 21:45Jamen, for fillan er det ikke herligt! Har været gennem det samme med første og skal nok også konfrontreres med det nummer 2…Et eller andet sted gør det mig stolt, for jeg har unger , der tager stilling,,,er det egentlig ikke også det det dine gør`??? Me jeg forstår kvababelser: Vi vil jo så gerne gøre det rigtigt!