At overleve

Jeg var i skoven i går. Nærmere bestemt igennem Hammer Bakker, som er et smukt skovdistrikt lige nord for Aalborg. Skovens bøgetræer var sprunget ud og der var grønt og saftigt overalt.

Inde mellem skovens bakker, ligger et stykke historie gemt. Nemlig historien om nordjyllands Åndsvageforsorg, som var ikke-eksisterede indtil 1916. Inden den tid måtte forældre med åndsvage børn sende dem til Den Kellerske Anstalt, som var en kostskole nede ved Brejning. Eneste andet alternativ var en anstalt i Ribe, så der var ingen vej udenom, børnene måtte man undvære, for de skulle sendes langt væk.

Keller, som ledede anstalten i Brejning, fik kontakt til den nordjyske sagfører Anders Olesen, som ejede en god del af Hammer Bakker og Olesen endte med at skænke en del af sine besiddelser til det, som endte med at blive nordjyllands første tilbud til åndsvage.

Der blev bygget institutioner, værksteder og funktionærboliger. De første beboere kom fra Brejning den 1. december 1916 og i årene efter udvidedes stedet jævnligt. Man byggede bl.a. Avlsgården med landbrugshjem, for var der noget de åndsvage kunne finde ud af, var det at arbejde i marken og på gården. De sled som de bedste arbejdsheste og var tillige med glade for arbejdet.

Da beboertallet var højest rundede det 850 beboere og derfor er området også enormt. Det eksisterer ikke længere som storinsitution, men er i dag opdelt i små enheder, som vidner om den udvikling der har været indenfor handicapområdet. I dag bor man i små enheder og optimalt bor man sammen med mennesker, som man trives med. Man bor ikke længere på fælles sovesale, men har eget værelse. Man spiser ikke længere i store sale, men små hyggelige køkkener og i det hele taget forsøges det at skabe gode og udviklende rammer for nogle af de svageste i samfundet.

Det gyste lidt i mig, da jeg passerede stederne, for jeg er så ganske udmærket klar over, at havde vi levet i den tid, var Alexander forlængst død og borte. Det ville han være alene på baggrund af den medicinske udvikling, som heldigvis i dag er så god, at en lungebetændelse ikke længere er dødelig, men han ville også være det, fordi der ganske enkelt ikke var samme tid, viden og kræfter til at håndtere et barn som mit.

Han ville ikke være blevet ret gammel. Han ville med sikkerhed have haft et liv, som ikke havde indeholdt den kvalitet, jeg er sikker på, at det gør nu. Han ville have sluppet livet enten af sygdom eller mangel på kærlighed og omsorg.

Jeg er meget taknemmelig for at leve i 2006.