– Nå, men så må du have en rigtig dejlig dag…
– …
– Oline! Hallo! Du kan da svare mig… Ha’ en dejlig dag!
– Spar det til retssagen!
Hvad sker der lige? Medvirker jeg i en dårlig genfortælling af Al Capones liv og levned, eller fik hun bare igen øje på nogle af dem, man skal være sej for?
Det er nu sjovt, at være vidne til den der totale fornægtelse af, at der kunne være bare lidt godt ved de forældre, man er blevet udstyret med. Jeg fik mig et stille grin på vejen hjem gennem det saftigtgrønne Gug.
- fartglad professionel strikker, grafiker, illustrator, ordjonglør, tegnsprogstolk og mor til to - én levende - én nu kun i hjertet. Jeg stiler mod at skrive dagligt på Slagt en hellig ko. Taler og tegner og både med og uden hænder og er flittig og uopfordret ansøger til jobbet som ferieafløser for The Stig.
Jeg har Danmarks absolut bedst udbyggede garnlager. Jeg kan turbostrikke, tegne temmelig godt og overleve det meste. Jeg kan også sejle i kano, spise oliven og elske, så man næsten dør af det. Jeg kan grine. Højt og længe. Jeg elsker spas og så er jeg mor og mormor. Det sidste trumfer det meste.
11 kommentarer
Susan
17. maj 2006 at 22:01Altså jeg mener:
Jeg synes at Oline lyder præcis som Irene skriver, som en sund pige med en sund mor og med et sundt forhold mellem mor og datter!!!
Susan
17. maj 2006 at 21:54Det fik også smilet hos mig.
Samme tendens er så småt ved at starte hos os. Vi havde en lille snak om det, og hun fortalte og hun fortalte mig at hun altså ikke synes det er cool at kramme sin mor og holde i hånd i fuld offentlighed. Det er helt ok med mig, hun vil rigtig gerne have at jeg er der til alle mulige skoleting, jeg skal helst melde mig som frivillig hjælper til alt hvad der er. Og hun kommer glad og snakker i et halvt minuts tid (hvis jeg er heldig) med en vis distance selvfølgelig.
Det er helt fint med mig og jeg er glad for at hun har meldt klart ud hvordan hun har det.
Jeg synes det lyder præcis som Irene siger: Sund pige, sund mor og sundt forhold.
Karin
17. maj 2006 at 20:04Uha nej, jeg tror såmænd heller ikke at Olines (sk)rappe kommentar havde til hensigt at ydmyge nogen, men selvom det var hensigten synes jeg det er en kedelig håndtering at gengælde med at ydmyge hende i fuld offentlighed; jeg tror ikke at den slags skaber respekt – tvært imod…. så bliver det måske en gængs omgangstone… og det er vel ikke meningen…kun for sjov skyld blandt venner og familie når begge er indforstået med det og kan bevare glimtet i øjet!!!
Liselotte – jeg ville ønske at din tålmodighed smittede… men jeg misunder dig den ikke – jeg under dig den; du har brug for den ind i mellem ;-)))
Irene
17. maj 2006 at 19:01Sund pige, sund mor, sundt forhold!
Liselotte
17. maj 2006 at 18:50Oline prøver ikke at gøre mig til grin foran kammeraterne. Hun sikrer sig vist bare, at de ikke kan opfatte hende som “mors lille pige” og tonen det er sagt i, er af sådan en beskaffenhed, at jeg ikke betvivler, at hun godt ved, at hun balancerer på en knivsæg ;-)
Hanne
17. maj 2006 at 18:44Jeg forstår godt din holdning, men der er min tolerance ikke så stor som din. Min opdragelsesmetode er ikke til debat. Og det er ikke fordi jeg moderen/den ældste, det vil jeg bare ikke finde mig i, lige meget med hvem!
Hvis det var min datter, der prøvede at gøre mig til grin foran kammeraterne ikke bare en gang, men flere gange, så kunne det jo være hun søgte din grænse? Men det snakker du jo nok også med hende om?
Jeg er såmænd heller ikke bekymret for Oline; Hun er, med det jeg har læst om hende “kvik ved havelågen”, der har du fået “kam til dit hår!”
Liselotte
17. maj 2006 at 16:13Hanne – det nemmeste i hele verden ville være at dukke hende godt og grundigt, mens kammeraterne hørte på det. Det ville ikke tage to sekunder, men hvor du ville vælge den vinkel, vælger jeg i stedet at grine af det, for det er kun morsomt og rører mig ikke det mindste.
Jeg snakker altid med hende om de episoder, hvor hun sårer andre, når hun udtrykker egne frustrationer og sin forvirring, men ikke da om jeg vil “sætte hende på plads” blot for selv at hævde mig, som den der kan – det kunne jeg ikke drømme om, for jeg mener alvorligt talt, at min datter ligger under for det vi allesammen skal igennem, nemlig tiden med løsrivelse og grænsesøgning og når hun er ude på den anden side af den, vil jeg krydse fingre for (jeg er faktisk temmelig tryg), at hun ender med at være et omsorgsfuldt, helt og velfungerende menneske, som ikke længere har behov for disse små, men heldigvis temmelig uskyldige “demonstrationer”.
Okkedog… det kan jo nå at blive meget værre, før det vender og så sparer jeg krudtet til de anledninger, hvor jeg synes der er grund til at “sætte på plads”. Det synes jeg ikke der var i morges.
Karin
17. maj 2006 at 15:19Flabet eller ej – kommentaren fik mine mundvige op ad ;-)))
Mette
17. maj 2006 at 13:11Næ, du er bare mor til en normal pige, der er på vej ind i den periode, hvor de burde gå rundt med et skilt om hals, hvorpå der står “lukket p.g.a. ombygning”……
Hanne
17. maj 2006 at 12:32Det er da godt, du kan grine af det!
– Hvis hun havde været min, og var kommet med næsvisheder den ene gang efter den anden (præpubertet ell. ej), så havde jeg sat hende på plads en gang for alle i påhør af dem, hun skal spille sej overfor!
Det ville jeg absolut ikke finde mig i!
Lotte
17. maj 2006 at 12:10Jeg tror, du har en sund datter :-) Og jeg tror, I har et sundt forhold, når hun kan være så fri. Det kræver jo faktisk en del hjernekapacitet at være så kvik på aftrækkeren, som hun tilsyneladende er – ser hun mon mange amerikanske komedieserier? De inspirerer som regel til den slags morsomheder. Men mon ikke hendes præpubertære tendenser afdæmper selve puberteten en anelse? Og godt at gemme kommentarerne på bloggen, for de bliver helt sikkert sjove for Oline at se igen, når hun er kommet ud på den anden side og atter ser et lys i sine forældre. Pøj pøj :-)